« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Gyrithe Lemche: Nederlagets Børn. G. B., N. F.
Gyrithe Lemche har med denne Bog fuldendt sin Romanserie Edwardsgave. Det er et stort Værk Fru Lemche har udført, et Monument, hun har sat sig i den danske Literatur. Arbejdets Plan er gennemført med en ualmindelig maalbevidst Konsekvens, uden at Personernes Liv eller Enkelthedernes Virkelighed har lidt derved, - tværtimod, Begivenhedernes indre Sammenhæng øger kun Skildringens Sandsynlighed og Tiltrækningskraft for Læseren.
Gyrithe Lemches Produktion har intet at gøre med den Literatur, som almindelig betegnes som »Dameromaner«. Der er noget til en vis Grad mandigt over den, hvis det da ikke
netop er det, at den er almenmenneskelig; - saavist som Livet selv i alle dets forskellige Faser er menneskeligt, og det er Livet, som G. L. har givet i disse Bøger. Ikke alene Livet indenfor den snævrere Kreds bestaaende af Familierne Valeur og Krüger, men ogsaa Tidens politiske og aandelige Rørelser - skildret uden Tvivl paa Grundlag af indgaaende Studier - er Bøgernes interessante og fængslende Indhold.
I »Nederlagets Børn« har Forfatteren ført Fortællingen helt op til vore Dage, idet den handler om de sidste af Slægten Valeur, der er født i Tiden under og lige efter Krigen i 64.
Bogen er ligesom de andre saa fængslende, at Læseren lever med i den og kun nødig lægger den fra sig. Den indeholder mange udmærkede Karakterskildringer som f. Eks. Politikeren Etatsraad Boje, Dr. Saabye og Dorthe Krüger, som man med Glæde træffer igen fra de to foregaaende Bøger. Selve Hovedemnet i Bogen er den unge Valeurs Vaklen mellem Livets Krav og Fortidens dragende Magter, og at denne maatte føre til Fortidens Sejr over dette Nederlagets Barn, tynget af Slægtens Fortid, forstaar man som en nødvendig Følge af Slægtens Udviklingshistorie. Men selve Livet gives af Forfatteren fuld Oprejsning, ved at Slægtens Formue og Ejendom, Edwardsgave, gives tilbage til Livet, som Søsteren fører videre i Ægteskab med en Mand af en ny Slægt og den ny Tid.
De Læsere, der kender de forudgaaende Dele af »Edwardsgave«, vil med Interesse læse denne afsluttende Del. De, der ikke har haft Lejlighed til at gøre sig bekendt med dette store Værk bør nu, da det foreligger i sin Helhed, ikke længere nægte sig denne Fornøjelse.
Thit Jensen: »Hemskoen«. Hvis blot mange af de Tanker og Leveregler, som hører en svunden Tid til, ikke indprentedes i Blinde og hemmede Brugen af Menenskers sunde Fornuft i en vanskelig Situation og kom paa tværs af andre Forhold, der ikke længere er afpassede til Fortidens Principper, da vilde meegen Elendighed, Ondskab og Fortræd være hindret. - Det er denne triste Bogs Problem, som Forf. med en meget bred Pensel fremfører for Læseren i det for hende ejendommelige billed-jagende Sprog.
Hun viser Eksempler paa, hvorledes Mennesker af misforstaaet Respekt for det overleverede kan lade sig lede til at begaa de mest skæbnesvangre Handlinger. En ung Pige tror saaledes. at hun handler rigtigt og sædeligt ved at gifte sig med den Mand, der - i en Champagnerus - er bleven hendes Forfører, men som forøvrigt er blottet for nogen anden Følelse overfor hende end et kortvarigt Begær. Som gift Kone staar den Læresætning, »at en Hustru ikke kan angive sin Mand« saa fast i hendes Bevidsthed, at hun uden at røre paa sig ser paa, at han dagligt bryder et - i Bytte for en god Livsstilling - givet Løfte om Afhold, og i sin deraf følgende deliristiske Tilstand anretter en Flod af Sorg, Synd og Ulykke for uskyldig Tredjemand.
Nu er det vel et Spørgsmaal, om ikke saadanne Eksempler, paa de Skader, som konventionel Opfattelse kan afstedkomme, er temmelig sjældne at træffe i Nutidens virkelige Liv, og omend man med udelt Interesse læser denne Bog, der er skrevet af en frodig og fantasifuld Forf., der med en respektindgydende og ægte-virkende Alvor siger, hvad hun har paa Hjerte, saa lades man lidt i Tvivl om Trangen til i disse Tider at advare mod overdreven Vedhængen af »det, der var passende den Gang«. Man synes snarere at se en Tilbøjelighed til, uden tilstrækkelig Undersøgelse, i Flæng at kaste fra sig de Grundsætninger, som i svundne Dage var god Latin. Men her kan det enkelte Menneskes personlige Erfaringer jo være noget forskellige. Forf.s Evne til Karakterskildring er fremtrædende ogsaa i denne Bog, omend lidt mere Resignation paa sine Steder vilde have gjort godt. Manden er f. Eks. vist som en saadan Pøl af Raahed og Raaddenskab, at ens Forestillingsevne til Tider nægter at følge med.
Men man bør læse Thit Jensens (Fengers) Bøger. Hun er en af de Forf., som skriver, fordi hun har noget, hun maa meddele andre, og hun forstaar at meddele sig saaledes, at man husker hende. Hendes Udvikling er værd at iagttage.
Sarah A. Tooley: »Florence Nigtingales Liv«. (Aschehougs Forlag, Kr.iania). Er det fordi de norske Kvinder er anerkendte som politiske Borgere, at bindslærke Bøger om Fortidens fremragende Kvindeskikkelser og om de Tanker, som Nutidens Kvindeforfattere, som Kvinder, gør sig om den sociale og politiske Verden, i hvilken de Skridt for Skridt tilkæmper sig menneskelige Rettigheder, i saa forholdsvis stort et Udvalg udgives, i Norge? Eller er det, fordi det norske Læsepublikum i Almindelighed og det norske Kvindepublikum i Særdeleshed foretrækker at stifte Bekendtskab med saadanne Bøger fremfor med de i vore Biblioteker efter Sigende saa stærkt slidte Eksemplarer af Sensationsromaner og Skildringer af Madame Ditten og Dattens »Liv og Elskov«? En Kendsgerning er det i hvert Fald, at Bøger om Kvindeskikkelser og Kvindeforhold, der vanskeligt kunde finde Husly her, i det smukkeste Udstyr Aar efter Aar udsendes fra norske Forlag. I Aar hefter man sig saaledes særlig ved Charlotte Perkins Gilmans Bog om »Verden, som Manden har indrettet den«, der senere vil faa en udførlig Anmeldelse i »Kvinden og Samfundet«, og ved Kathrine Faye Hansens stilfulde Oversættelse af Bogen om den navnkundige Florence Nigtingale. Vi kan af Pladshensyn ikke komme nærmere ind paa Indholdet, men skal nøjes med indtrængende at anbefale vore Læsere at anskaffe sig denne værdifulde Bog, der giver det smukkeste Billede af en Verdensberømthed fra hendes Fødsel til hendes »Livsaften«. Ganske særlig vilde Bogen - paa en Gang belærende og letlæselig som den er - egne sig til Oplæsning i nye og smaa D. K.s Kredse, som ikke har Raad til mange dyre Foredragsholdere i Vinterens Løb. De vil her finde et Arbejde, som de med Udsigt til det rigeste Udbytte kan benytte i Kvindesagens Tjeneste.
Julebogen (Hagerup) vil i Aar kunne paaregne særlig Interesse. Den indledes med en Fortælling »Machinilæbler«, som er noget af det sidste, den begavede Forf. Lucie Hørlyk skrev før sin Død. Dernæst lægger man Mærke til et morsomt Bidrag af Pastor Falk Rønne og en ypperlig lille Historie af Gyrithe Lemche, og endelig fængsler de interessante Bidrag om »Jul i gamle Hjem«. Der fortælles her, hvorledes Julen fejredes hos: Lorenz Frølich, gamle Hartmann, Biskop Rørdam o. s. v. I samme Serie findes et hidtil utrykt Juledigt af Digteren Hauch.
Børnebøger.
Det er 1. Juledag om Eftermiddagen. - Aftenen i Forvejen er Huset blevet forsynet med en Pisk med Smæld, en Tromme, en »døende Gris«, en Spejderfløjte, en syngende Sommerfugl, en Brumbasse og en Knaldpistol, Ting, der har været i uafbrudt Virksomhed omtrent lige siden 5 Par utaalmodige Hænder i Alderen fra 8-13 pakkede dem ud af Papiret.
Samtidig har ogsaa Nerverne hos Husets voksne Beboere til den Grad været i Virksomhed, at de endogsaa skræmmes af en sig - temmelig pludselig - indfindende Stilhed i Spisestuen, der saa længe Ferien varer vil blive Skuepladsen for megen Parlamenteren naar der skal ryddes op, for at det, Stuen bærer sit Navn efter, kan finde Sted.
Da Mor mistænksom linder Døren ser hun følgende Billede:
Den 13-aarige Else i Vindueskarmen fordybet i det righoldige Indhold, som det er lykkedes Anna Erslev og Laura Kieler at faa samlet i »Julebog for Børn«, og som er fortræffelig Læsning for »de skolepligtige«. Saa godt som alle kendte Børnforfattere har medarbejdet, og Illustrationerne er smukke og fængsler Øjet.
Den 12-aarige Henning sidder, korrekt og ret, ved Bordet med Smyth-Hansens udmærkede Samling »Smaa Historier om store Mænd og Kvinder«. Nogle af dem kender han jo allerede, og det er svært fornøjeligt at læse alle disse Smaatræk fra Thorvaldsens, Ingemanns, Napoleons, Griffenfeldts, Leonora Kirstine’s o. m. a. Liv og Færden. Man ser dem saa tydeligt for sig og husker dem saa meget lettere. Hvis Henning havde været en lille Pige - og en lille »Fremskridtskvinde«, saa vilde han maaske have tænkt, at der blandt de 29 Navne godt kunde have været givet Plads for flere end fire Kvinder, - men der skal jo ogsaa være nogle til næste Jul, thi denne fortrinlige lille Bog maa virkelig komme hvert Aar.
Vilhelm - 11 Aar - kryber sammen i Hjørnet af den gammeldags Sofa. Opslaaet foran ham paa dens Armstykke ligger Børge Janssens: »Kongen kommer«. Han er netop kommen til det Sted, hvor der staar: »Thi frem foran Fronten rider kgl. Majestæt«, og kongeligt slaar Vilhelm ud med Haanden, thi det er jo det, Børge Janssen forstaar: at skrive saa at hans smaa Læsere rives med og glemmer alt andet end de brogede, historiske Optrin, som hver Side i Bogen er saa rig paa, og som maaske vil gøre den til den mest eftertragtede af alle Aarets Børnebøger.
Helga sidder paa en Skammel under Bordet. Hun, der lige er fyldt 10 Aar, og - synes hendes Mor - lidt for »boglig«, har rimeligvis søgt Tilflugt der, længe før de andre blev trætte af Legen. Hovedet har hun begravet i Emma Krafts: »Sommer og Vinter«. De lyse Krøller hænger hende om Ørerne og Kinderne, saa kun lige det ene Øjelaag er synlig i Profil, og i det hænger der en stor Taare. - Hun læser om »Den lille Bydreng«, hvis Fader styrtede ned fra Taget og slog sig ihjel, og hvis Mor »ruller for Folk«. Helga kan lide det sørgelige, der altid ender godt, og naar hun er færdig med denne, er der ni andre lange illustrerede Fortællinger tilbage. Der er noget at glæde sig til.
Den 8-aarige Poul ligger udstrakt paa Maven midt paa Gulvet med »Børnevennen 1912« foran sig. Han har tusket sig til at laane den hos Helga. Han kan lige læse rent, og med en Pegefinger, der er lidt mørk i Huden, følger han nu smaamumlende Rimet om Per og Povl, der er paa Luftrejse. Han ved, at han skal være forsigtig med Bogen, thi alt det, han ikke formaar at læse sig igennem, det skal læses højt i Vinterens Løb, og saa faar det Liv og Indhold og sætter Tankerne i Fart - men alt »Sjovet bag i« med de fortællende groteske Tegninger og de lette Rim, det morer ham inderligt og optager ham ganske.
Mor lukker Døren og lister sig tilbage til Dagligstuen. »Giv dem Bøger«, siger hun til Tante-Onkel-Parret, der fortvivlede er flygtet hjemmefra - fra en flittig Trompet, en Mundharmonika og en Skrigedukke - »mest Bøger, det beroliger og udvikler og det er det billigste, hvis man da i Tide lærer Børn at omgaas dem med Omhu, en Lærdom, der virker ogsaa overfor andre Ting.«
Hagerups Forlag har Æren af at have bragt disse smukke og nyttige Bøger i Handelen, - der vil sikkert blive solgt mange af dem.
