« Tilbage til søgeresultaterne
Latterliggørelse af den ugifte Kvinde
I Anledning af en lille Scene, skildret af Fru Alvilda Madsen i Nr. 18, under Titlen »Rejsesladder« har Redaktionen baade fra »en gammel Frue« og fra »en ugift, som gerne vil have almindelig Menneskeret og være glad og tilfreds med sine Kaar« modtaget Skrivelser, der protesterer mod, at Fru M. har omtalt en af de rejsende Damer som en »vissen Frøken«. Begge Damerne mener heri at se Udtryk for en Trang til at latterliggøre den ældre, ugifte Kvinde, en Trang som de med Rette mener sidst burde komme til Orde i »Kvinden og Samfundet.« Begge ønsker at bidrage til at fjerne denne Latterliggørelse fra Litteraturen og vor gængse daglige Tale.
Den gamle Frue skriver: Det harmer mig, hver Gang jeg hører ældre, ugifte Kvinder latterliggjorte. Det er ikke usædvanligt blandt kaade, unge og uopdragne Mænd, men at Kvinder vil bidrage hertil, kan jeg ikke forstaa. Jeg har i mit Liv truffet mange elskværdige, dygtige, nyttige og hjælpsomme ugifte Kvinder, der udfyldte deres Plads saa godt som nogen. Det er langt fra alle Husmødre, om hvem dette kan siges. Hvem ved, hvor megen Forsagelse og hvor store Lidelser, der kan ligge bagved de faa bitre ugifte Kvinders Ydre? Lad os derfor ikke dømme men hver gøre hvad vi for-maar for at højne vort Køns Ære.«
Den ugifte Dame skriver ligeledes: Jeg harmedes ved at læse, at den ugifte Kvinde endnu i det 20de Aarhundrede skulde haanes, tilmed af Kvinder. Man siger dog ikke en gammel vissen Herre eller Frue men glat væk en gammel vissen Frøken. Den ene Sladdersøster er saamænd ikke bedre end den anden. Vi alle, ikke mindst »Kvinden om Samfundet« bør gøre Pauline Worm’s Ord til vore:
»Skal hun leve af de visne Kranse
Som maaske en Vaardag hende gav.
Nej, vor Ungdom bryder kækt en Lanse
For den gamle Kvindes Ret og Krav.«
Som en god Rettesnor for Livet, baade i det enkelte Hjem og Samfundet, kunde vi tage de Ord, en Præst engang henvendte til et Brudepar: Han skal ikke være den første, og hun skal heller ikke være den første, men Kristus skal være Hovedpersonen, thi der er Kærlighed og Fred, hvor han er med. --Vi skal lære at være gode mod hverandre.«
Vor Indsender bemærker meget rigtigt, at den ene Sladdersøster er ikke bedre end den anden, og det er ganske tydeligt, at Fru Madsen i sin lille Skitse har ment det samme. At den ugifte er bleven karakteriseret som vissen, - der gives dog Individer, paa hvem denne Betegnelse passer - medens den ene af de gifte, Fru Jensen, med sine gudhengivne Blikke skildres som skinhellig, maa dog siges at være et Forsøg paa at skifte Sol og Vind lige. Det er udelukkende Sladderen, som Fru M. har villet til Livs, og dens Dyrkere er der ingen Grund til at tage varsomt paa. Redaktionen optog med Glæde Fru M.’s »Rejsesladder« ud fra den Betragtning, at man har ikke alene Ret men ogsaa Pligt til at søge at udrydde Kvindernes Fejl, naar man vil deres bedste.
»Kvinden og Samfundet«’s Redaktion kunde maaske nok med nogen Ret have ventet, at et tilfældigt valgt Tillægsord, som det ovenomtalte ikke skulde kunne give Anledning til en saadan Misforstaaelse, som at Bladet skulde ville være med til at haane den ugifte Kvinde.
D. K. har i over 40 Aar kæmpet for den ugifte Kvindes Ret til et selvstændigt Liv, der ved Interesser, Arbejde og Uafhængighed blev rigt paa Indhold, som kunde opveje de Glæder, der ikke var blevet hende til Del ved Ægteskab; »Kvinden og Samfundet« har altid med Sympati og Forstaaelse taget Del i dette Arbejde, og det vil altid være en af Bladets Opgaver at søge at hjælpe de Kvinder, der trænger til Hjælp.
Den ugifte Kvindes hele Stilling er imidlertid i Løbet af den sidste Menneskealder i en saa væsentlig Grad forbedret, at det maaske snarere nu er den gifte Kvinde, der begynder at trænge til Hjælpen. Alle de selvstændige, ugifte Kvinder, som gør et nyttigt Arbejde i Samfundet, nyder almindelig deres Omgivelsers Anerkendelse, medens den gifte Kvindes Fortjeneste meget ofte overses. Hvor ofte tages ikke hendes Arbejde som en Selvfølgelighed, man ikke tillægger større Betydning, før det maa savnes. Fru Madsen Skitse i sidste Nr. »Et anerkendende Ord« er et dagligdags Eksempel herpaa.
Den gamle Frues Opfordring til ikke at dømme, men bidrage til at højne vort Køns Ære, ligesom den ugifte Dames, om at være gode mod hverandre, kan Redaktionen give sin varmeste Tilslutning.
