« Tilbage til søgeresultaterne
En Henstilling
Det er ikke fordi jeg nødig vil til Bornholm til Sommer. Hellere end gerne. Man kan ikke komme et bedre Sted. Men er det alligevel ikke urigtigt at henlægge et Fællesmøde til et saa afsides Sted? Hvad er Meningen med Fællesmøderne? Er det ikke den, at saa mange som mulig af Medlemmerne kan faa Lejlighed til at tage Del i dem, og at vi derfor, hvor tit end Forslaget har været fremme om at indskrænke de delegeredes Antal, har trykket os ved at gøre det. Og er det ikke Hensigten at give saa mange som mulig udenfor Foreningen Lejlighed til at se og høre, hvad denne Forening, Dansk Kvindesamfund, vil? Kan dette naas paa Bornholm? I nogle Kredse, f. Eks. her i Odense, har vi i de sidste Aar betalt det meste af de delegeredes Rejse, og det burde alle Kredse gøre, saa ikke alene de, der har bedst Raad til det, kan komme afsted. Men betale 9 delegeredes Rejse til Bornholm er umuligt for vor Kasse. Ja, dette burde have været sagt i Kolding, men paa det Tidspunkt, da Forslaget om næste Mødested fremkom, var Forsamlingen ganske uimodtagelig for nogen Forhandling desangaaende, det gjaldt blot om at faa Ende paa Mødet hurtigst muligt. Det er smukt af Bornholmerne at indbyde os, og de gør jo andre Kredse til Skamme, fra hvem der ingen Indbydelse har foreligget i henved en halv Snes Aar.
Men faar vi nu Valgretten inden næste Fællesmøde, vilde det saa ikke være lidt mærkeligt at tage til Rønne at fejre denne Sejr? Er København saa ikke det rette Sted? og burde den ikke fejres ved et stort nordisk Møde? Ja, jeg spørger kun! men der er maaske flere, der har et lignende Spørgsmaal at komme med. Flere af vore Medlemmer har sagt: Lad os indbyde til Fællesmøde, vi ligger centralt! Men naar man sidst har indbudt til Fællesmøde i 1908, er det lidt vel paatrængende at komme igen med en Indbydelse til 1913, der er vist andre, der staar nærmere for Tur! Maa jeg høre andres Mening om denne Sag?
Gunild Valeur Ingerslev.
Ovenstaaende har været forelagt Forretningsudvalget i D. K.s Fællesstyrelse, som udtaler, at dette Spørgsmaal, der har været rejst fra anden Side, er afgjort saaledes, at Fællesmødet, som bestemt i Kolding, maa afholdes paa Bornholm. Denne Meddelelse er givet Indsenderen, som ikke desto mindre har ønsket sin Artikel optaget, noget, man altsaa ikke har villet modsætte sig.
Under Formandens Sygdom
Thora Knudsen, Næstformand i F. U.
I Henhold til ovenstaaende ser vi os altsaa ikke i Stand til at give Plads for andre Indlæg, denne Sag vedrørende.