« Tilbage til søgeresultaterne
Statskup eller Revolution
Krogstad: »Lovene spørger ikke om Bevæggrunde.«
Nora: »Da maa det være nogle daarlige Love.«
Nora: . . . »Skulde ikke en Hustru have Ret til at redde sin Mands Liv? Jeg kender ikke Lovene saa nøje; men jeg er vis paa, at der maa staa et Steds i dem, at saadant er tilladt. Og det ved ikke De Besked om, De, som er Sagfører? De maa være en daarlig Jurist, Hr. Krogstad.«
Da jeg i sidste Nr. af »Kvinden og Samfundet« læste Hr. Seidenfadens: »det vilde . . . være en Umulighed at lade Kvinderne medoptræde som Grundlovsgivere« . . . »ad lovlig Vej,« saa dukkede Noras Replik: »Da maa det være nogle meget daarlige Love«, op.
- Skulde et Folk ikke have Ret til selv at bestemme, efter hvilke Grundprincipper, hvilken Grundlov, det vil styres, naar det viser sig, at de gamle Former ikke længere kan rumme det ny Liv?
- Skulde det, at Grundlovsgivere i 48 ikke kunde tænke andet, end at den Grund, der her var lagt, maatte kunne bære i al Fremtid - med mindre væsentlige Ændringer, der saa skulde foregaa saadan og saadan, - skulde det kunne binde alle efterfølgende Slægter? Det er umuligt, »der maa staa et Steds, at saadant er tilladt.«
Og naar man har den Overbevisning, »at saadant er tilladt«, om ikke formelt, saa reelt, som Folkets uskrevne Ret, saa lyder Ordene »Statskup eller Revolution« ikke saa forskrækkende mere, saa ved man, at det kun er visse Folks Betegnelse for den Omvæltning, der sker, hver Gang et Folk viser, at det er vaagent.
Hvis Kvinderne er vaagne og kan se, hvad der kræves af dem nu, saa vil de forstaa, at de for Samfundets Skyld og for deres egen Værdigheds Skyld maa sige med Fru Gyrithe Lemche: »Ingen større Forfatningsrevision i Danmark uden Kvindernes Medvirkning.«
Og kan dette Krav ikke fyldestgøres i den Form, det først var tænkt, da betyder det blot, at vi maa skaffe et stærkere og bredere Grundlag for det, oparbejde en Stemning for det i det hele Folk, saa det samme Krav lyder fra Mænd og Kvinder Landet over, saa finder det nok sine Former.
Kunde den enevældige Konge i 48 indkalde til en grundlovgivende Rigsforsamling og derved omstøde Kongeloven, der ogsaa var tænkt at skulle gælde til evig Tid, saa kan vel ogsaa i 1912 de enevældige Mænd indkalde til en ny grundlovgivende Rigsforsamling, der kan udarbejde en tidssvarende Grundlov, som kan erstatte den nuværende; de er vel ikke bundne til bare at turde lappe paa den.
Anna Hansen.
Aarhus, d. 5.-12.-12.