« Tilbage til søgeresultaterne
Svar til Frk. Hulda Pedersen!
Kære Frøken Hulda Petersen!
„Som man raaber i Skoven, saa faar man Svar”, er der et gammelt Ord, som siger. Jeg raabte i Juni i Kolding, og De svarede i November i Aarhus. Men enten maa jeg have raabt utydeligt, eller ogsaa maa De have hørt forkert, thi Deres Svar paa mit Raab minder mig ikke saa lidt om „Goddag Mand-Økseskaft !” Jeg tror, vi er meget længere fra hinanden, end De, da De skrev Deres saa anerkendende og forhaabningsfulde Brev til mig, har tænkt.
Det, jeg i Kolding forlangte, var en foreløbig Grundlovsændring som aabnede Kvinderne Adgang til at være medbestemmende ved Landstingets Omdannelse, - altsaa et Krav, der laa indenfor Kvindebevægelsens Fællesmaal: Lige Ret for Mand og Kvinde.
Det, De i Aarhus forlangte, var en grundlovgivende Rigsforsamling, valgt efter en hel ny Valgmetode, som hyldes af et bestemt Parti her i Landet (Samstyrepartiet), der tæller baade Mænd og Kvinder, - altsaa et Krav, som ligger udenfor den samlede Kvindebevægelses Fællesmaal og øjeblikkelig vilde sprænge Kvindesagens Rammer, det skæbnesvangreste, som overhovedet kunde times denne.
Dansk Kvindesamfunds Krav var et parlamentarisk gyldigt Krav, som meget let havde kunnet opfyldes, om Mændene var naaet til fuld Anerkendelse af Kvindernes Ligeberettigelse, Aarhusmødets Krav var mindst lige saa uparlamentarisk som Estrups Provisorier og en direkte Opfordring til det af Hr. Seidenfaden fremmanede Statskup; hvilket ogsaa fremgaar af Frk. Anna Hansens Artikel i sidste Nummer af dette Blad. Dansk Kvindesamfund flyttede maaske i Kolding sine Støtter udover Øjeblikkets Mulighedsgrænser, men Aarhusmødet flyttede sine udover Rimelighedens Grænser; det er dette, som skiller os ad.
Jeg har ønsket, at Dansk Kvindesamfund foreløbig skulde forholde sig passivt i denne Sag og lade Mændene ene om at skrive „Mændenes Forfatning”; De finder, at denne Vej er for lang og anbefaler Deres som en kortere og bekvemmere. Jeg kan kun hertil sige, at for mig er Deres Vej slet ingen Vej, og den Bevægelse, De og Deres Meningsfæller ønsker at rejse, paa Forhaand dødfødt.
Jeg ved, at mit Svar her vil skuffe Dem, som Aarhusmødets Svar skuffede mig, og det gør mig ondt fordi jeg tror, at vi i Sagens Kærne er enige. Ogsaa jeg mener, som Frk. Hansen sagde i sin Tale i Aarhus, at Kvindernes Valgret for alle Partier i Øjeblikket er den store Ligegyldighed; heller ikke jeg agter at gaa i Takketog til Regeringen for en Valgret, som kun betyder for Kvinderne Retten til at være med, naar Festen er forbi, som Børnene ved Desserten; for mig er den Ordning, Mændene nu kommer til Enighed om, kun en Foreløbighed; der maa komme en Tid, hvor Kvinderne indser, at en Forfatning, som kun har det halve Vælgerfolks Sanktion, ikke er nogen Forfatning. Derfor fastholder jeg vedblivende, at Dansk Kvindesamfund ikke bør opgive sin Passivitet overfor det foreliggende Grundlovsforslag. Hvad vi kunde vinde ved, at Lovgivningsmagten mulig imødekom et eller andet beskedent Ønske fra vor Side, vilde intet betyde mod det, vi tabte ved som medansvarlige at binde vor Handlefrihed i Fremtiden.
Deres ærbødige
Gyrithe Lemche.
