« Tilbage til søgeresultaterne
Formandsmødet
Dagsordenen og øvrige Tryksager vedrørende dette Møde er udsendt til Formændene d. 7. ds. og man haaber, at Kredsene vil lade sig talrigt repræsentere. Fællesudvalg fra Københavnskredsens Styrelse og Fællesstyrelsen arbejder ivrigt paa at ordne alt paa bedste Maade.
Indkvarteringsudvalget ligger inde med flere hjertelige Tilbud om Gæstfrihed, og det tegner i det Hele taget til at blive et meget vellykket Møde.
Foruden interessante Punkter paa Dagsordenen for det snævrere Forretningsmøde, vil et offentligt Møde, der afholdes Kl. 8, sikkert trække mange Tilhørere. - Det er den i disse Dage saa aktuelle Valgret, der skal diskuteres, idet cand. phil. Helene Berg vil indlede Spørgsmaalet: „Er man misfornøjet med Kvindevalgretten i de Lande, hvor den er indført?” Som man ved, er der falden Yttringer desangaaende ved Grundlovsforslagets 3. Behandling i Rigsdagen, - Udtalelser, som det sikkert vil interessere D. K.s Medlemmer at høre behandlet lidt nærmere.
En Del Politikere og kendte Mænd og Kvinder vil blive indbudt. Bl. a. vil - som andetsteds omtalt - den verdenskendte Jessie Ackerman, der ved Selvsyn har studeret Kvindevalgrettens Historie og Udvikling i flere Stater - tage Ordet. Man tør sikkert vente sig en udbytterig Aften.
Efter det offentlige Møde afholdes der et Fællesmaaltid for D. K.s Formænd og Medlemmer samt nogle indbudte Gæster.
Billetter hertil koster Kr. 2,75. Formændene og udenbys boende Medlemmer har inden den 15. Januar tegnet sig paa D. K.s Hovedkontor, - Medlemmer af D. K.s Københavnskreds kan tegne sig hos Portieren i Grundtvigs Hus. - Pladsen er begrænset. - Listerne inddrages den 20. Jan. om Aftenen.
Efter Anmodning er det Samfundskursus, der var planlagt til den 23., 24. og 25., indskrænket til kun at vare to Dage - den 23. og 24. - Foredraget om Københavns Kommune udgaar og erstattes af Foredraget om Fattigplejens Udvikling gennem Tiderne, der ellers var sat til Lørdag den 25. - Fredag den 24. Kl. 2 vil - som ligeledes andetsteds omtalt - Jessie Ackerman fortælle om sit Ophold i Londons fattigste Kvarterer.
Vi haaber, at D. K.s Formandsmøde i dette for os og vort Hovedformaal saa betydningsfulde Aar maa blive et smukt og fyldigt Udtryk for den varme Interesse, hvormed D. K.s Medlemmer omfatter den Sag, i hvis Rækker de har stillet sig.
Velmødt den 22. Januar 1913!