« Tilbage til søgeresultaterne
Camilla Collet
Camilla Collet.
Født d. 23. Jan. 1813.
Den Kvinde, hvis Navn staar over disse Linier, har engang ringet Kvindesagen ind over Nordens Lande, ikke i spinkle, overjordiske Toner, som nogle Aar i Forvejen Mathilde Fibiger, ikke i enkle Hverdagstoner som samtidig Pauline Worm, men i en hel Skala af samstemte Klange, jublende Og vemodige, forjættende og truende, æggende og fulde af smerteblandet Foragt. Som fra en Domkirkes Taarn højt over alle Huse lød hendes fuldtonende Klokkespil i henved et halvt Aar-hundrede ud over hendes Samtid, men gik de fleste over Hovederne. Og eftersom Aarene gik, og
Hindringerne taarnede sig op, blev der mere og mere af Stormklokkens Klang i dette Spil, og der blev Uro i Mængden, som mod sin Vilje blev tvungen til at lytte. Den begyndte at høre Varselrøster i disse Klokketoner, Varsler om en Stormtid.
Camilla Collett var selv født i en Stormtid, Aaret før Norge fik sin Frihedsdaab paa Eidsvoldsmø-det 17. Maj 1814. Hendes Fader, Præsten og Forfatteren Nicolaj Wergeland, var sin Hjemby, Chri-stianssands, første Repræsentant paa dette Møde. Stejl og viljestærk, fuld af Kamplyst og idéel Oppositionstrang, men tidlige sygelig - følsom overfor Modgang og Utak, saaledes var Camilla Colletts og Henrik Wergelands Fader. Disse Egenskaber slumrede som Faderarven i den unge Camilla Wergeland; men hun havde ogsaa en Moderarv, som i de unge Aar kunde holde dem Stangein: sin Naturglæde, sin Skønhedsbegejstring, sin Modtagelighed for hvert af Livets Solglimt. „Med Taarestrømme, som aldrig vilde ende, har jeg vædet min Moders Baare som om jeg med dem kunde købe tilbage det lyseste, det blideste i vor Slægts dunkle, til Kamp indviede Liv." Saaledes har hun skrevet i sin kunstnerisk værdifuldeste Bog: „I de lyse Nætter". Gravenes Beg kunde den ogsaa kaldes, thi i den har hun rejst Mindestene for sine døde og tegnet Efterverdenen i levende og fængslende Træk sin højt begavede Broder, med hvem hun trods alt det, som i Livet skilte dem ad, havde saa meget af Slægtsarven tilfælles. En Ven af Camilla Collett har sagt om hende, at hun forekom ham at lide under en ubestemt Anelse om en Fuldkommenhedstype. Denne Anelse antog efter som hun skred frem ad sin Forfatterbane mere og mere Skikkelse af Fremtidskvinden, „den til Bevidsthed om sig selv og sin Stilling endelig oprystede Kvinde."
I Skønlitteraturen har Camilla Collett kun efterladt sig nogle faa Bøger, og den eneste større af disse er „Amtmandens Døtre", Norges „Hverdagshistorie", som den er bleven kaldt. Med denne Bog brød hun nye Baner i Norges Litteratur og indvarslede den Prosadigtning, som skabte Bjørnsons, Lies og Kjellands Samfundsromaner, men hun indvarslede og saa med de første spæde Klokkeklemt Kampen for Kvindens Frigørelse. Ligesom Mathilde Fibiger i Clara Rafaels Breve rettede ogsaa hun i denne Bog sit Angreb væsentlig imod Ægteskabet som Kvindens Brødstudium. Men for hver Bog hun herefter skriver, bliver Maalet: Kvindens fulde Genrejsning efter Aartusinders Undertrykkelse hende tydeligere bevidst, og i „Sidste Blade", „Mod Strømmen" og „Fra de stummes Lejr" ringer hun med stærke, fuldtonende Klokkeslag Kvindernes Oprejsningstid ind.
Som Grundtvig har sagt om Mathilde Fibiger, at hun tændte Bavnen paa Højen i dansk Litteratur, saaledes kan det siges om Camilla Collett, at hun tændte Kvindesagens Stjerne over Nordens Litteratur. Hun opnaaede i Modsætning til Mathilde Fibiger, at se sin Samtid ofre Røgelse til Stjernen rimeligvik uden Anelse om hvilke Omvæltninger denne lyste ind; hun saa paa sin 80-aarige Fødselsdag Nordens ypperste Mænd og Kvinder lægge deres Hyldest for hendes Fødder, men hendes Blik omtaagedes ikke af denne Triumf, med profetisk Seerkraft var det rettet mod endnu større Kampe og: større Sejre i Fremtiden og med Ansigtet vendt mod sin Troes forjættede Land skrev hun:
„Den Dag vil komme, da Sagen forløser sig selv. Bevidstheden om dens Ret vil have gennemtrængt hele Samfundsatmosfæren. Vi vil indaande den med Luften, den vil gaa som Bomsterstøvet med Vinden, usynlig ufattelig, og med uimodstaaelig Magt vil den gribe alle. Da, naar alles Øren er op-ladte for at høre, vil det være ligegyldig, hvem der taler, Mand eller Kvinde."
