« Tilbage til søgeresultaterne
Verden som Manden har indrettet den
Af Perkins Gilman. Oversat af K. Faye-Hansen. (Aschehougs Forlag. Christiania).
Ved A. P. (Fortsat).
Mandlig Litteratur.
Som Litteraturen nu er, gaar næsten alle Romaner i det eneste samme Spor. En ung Mand træder ud i Livet - husk et Liv paa 70 Aar - og man giver ham den ene Bog efter den anden, hvor de samme Slags Følelser bestandig lovsynges og overvurderes. Han læser uafladelig om Kærlighed, ædel og daarlig, tilladelig og utilladelig, naturlig og unaturlig, og han slutter uundgaaelig deraf, at intet andet foregaar i Verden. „ Er han en sund ung Mand, river han sig løs fra alt dette; men det Indtryk, Romanerne har givet ham, er falsk; og uden at han vidste det, har han taget Skade ved ikke at faa det sunde videre Syn paa Livet.
En ung Kvinde træder ud i Livet - husk et Liv paa 70 Aar -, hun faar de samme Bøger - med nogen Indskrænkning, alt i mildere Form og mindre Doser.
Mændene var hidtil de eneste Forfattere, Kvinderne er nye paa dette Felt og følger det mandlige Spor. Men dog er nye Felter ved at aabne sig; man har opdaget, at Livet er længere, videre, dybere,
rigere, end de, som uafladelig spiller paa den ene Streng, vil have os til at tro.
Opdragelse.
Siden vor Tids Mænd blev menneskelige nok til at blive retfærdige, har de ladet Kvinden faa Del i Dannelsens Goder, og hun har vist sin Evne til at skatte og bruge disse Fordele. Men endnu kommer der dog Udbrud af Angst for, at vore Skoler skal blive feminiserede. Mr. B. Wendell ved Harvard Universitetet erklærer højtideligt, at Lærerens Intelliges ved at undervise Kvinder. - Naar Kvinden underviser Drenge, bliver disse „kvindagtige"! - Det er vel værd at lægge Mærke til, at hvor man end sætter en Kvinde, menes hun at udøve en forringende Indflydelse: er hun Lærerinde, gør hun Eleverne kvindagtige, er hun Elev, gør hun Læreren feminin!
Opdragelsen kommer ikke af „kvindelig Indflydelse", men af overdreven mandlig Paavirkning. Skal Kulturen stige, trænges der til menneskelige Egenskaber hos baade Mænd og Kvinder. Mod er en menneskelig Egenskab, uafhængig af Kønnet; det, man plejer at kalde Mod hos mandlige Dyr, er Kriger- og Kampinstinkt. To Hankatte kan slaas voldsomt, men vil lige saa rask som en Hunkat løbe for en Hund; Kattemor har alligevel Mod nok til at forsvare sine Unger.
Baade Mænd og Kvinder trænger til Evnen til at forstaa vore Samfundsforhold. Vi trænger til Opdragelse, der vil give faktiske Oplysninger om, hvad der er af størst Vigtighed, give os en Lede-traad for vor Moral og Handlemaade, baseret paa denne Kundskab; og vi trænger til en Opdragelse, der udvikler Børnenes Sjæleliv, deres Dømmekraft og Selvbeherskelse.
Selskabsliv og Moder.
Selskabsliv har sine bestemte strenge Regler - d. v. s., som Kvinderne maa rette sig efter. Selskabsliv bruges som Midlel til at bringe unge Mennesker sammen og stifte Ægteskaber. Hvis Kvinderne ledede Selskabslivet, vilde vi ganske vist se det ordnet saaledes, at det ved Udelukkelse og Indbydelse kunde betrygge lykkelige Ægteskaber, beskytte Kvinder - og deres Børn - for de sørgelige Følger af en Mands og Fars uregelmæssige Liv.
Men saadan er det aldeles ikke. Selskabet giver Manden ubunden Frihed i - alle Forrettigheder.
Dersom Selskabslivet er grundet af og for Kvinden - hvad Mændene siger - saa vil vel et Fejltrin, begaaet af en „uskyldig" ung Pige, ikke skade hendes Stilling?
Jo, det gør. Hun er ikke længer uskyldig. Hun ved Besked nu.
Hun har tabt sin Markedspris og er lukket ude.
Et virkelig kvindeligt Selskabsliv vilde først og fremmest give Kvinden Frihed og Kundskab - for Kundskab er Magt; og det vilde i det mindste ligestille Kvinderne med Mændene paa dette deres saakaldte specielle Felt. Overfor Mænd vilde der da øves streng Kritik. Vi synes, vi hører Selskabet sige: „Nej, unge Mand, De duer ikke, De har drukket, det er ved at blive en Vane, De vil blive en daarlig Ægtemand." Eller endnu strengere: „Ud med Dem, min Herre, De har forspildt Retten til at gifte Dem; Træk Dem tilbage i 7 Aar, og bring saa Lægeattest med."
Det lyder latterligt i „Samfundet" Øren. Det er latterligt, - for det er jo Mændenes Samfund.
Hvad Moderne angaar, nedlader vor Tids Kvinder sig til at bruge hæsligere og naragtigere Klæder end Mænd.
Hvorfor gør de det?
De er afhængige af Manden, og maa for deres egen og Børnenes Skyld vinde og holde fast paa ham, som er Kilden til alt, hvad de har. Derfor er de tvungne til den Galskab at øge deres naturlige Tiltrækningskraft ved 17 Kjoler og 77 Hatte. For at holde fast paa Mandens flagrende Sind, Naturens fødte Variant, overlæsser de sig ikke alene med kunstige Yndigheder, men veksler stadig med dem!
Men i samme Forhold, som Kvinder bliver uafhængige, uddannede, fri og forstandige, des mindre underkaster de sig Moderne.
Lovgivning og Statsstyrelse.
Mænd er for nærværende mere almenmenneskelige end Kvinder. Paa de Troner, de selv har bemægtiget sig, har de, saa godt de har kunnet, baaret Regeringens Byrder. Og Lovgivningen og Statsstyrelsens Historie viser, at de langsomt, men uimodstaaeligt forandrer sig: Samfundsforholdene bliver bedre. Men det mandlige Monarkis Dage svinder, og det menneskelige Demokratis Tid kommer. I et Demokrati vil baade Lov og Regering forandre sig. Demokratisk Styre øves ikke ovenfra af en vilkaarlig Myndighed, men er en Sammensætning af Folkene selv til gensidig Hjælp og Støtte - "eller vil blive det, naar Demokratiet virkelig bliver gennemført. (?!)
Statsstyre og Mandlighed er efter vor Opfattelse uløseligt knyttet sammen; derfor er der saa megen Modstand mod Kvinders Stemmeret. Men hvad Manden ikke siger rent ud, men tænker i sit stille Sind, er, at Kvinderne ikke burde dele Byttet, som efter hans Mening er en væsentlig Del af Politiken. - Staten er en herreløs Ko, som de alle kan malke.
Stil overfor dette Kvindens opofrende Kærlighed og uendelige Tjenstvillighed, der følger med Moderskabet og den fredelige Forvaltning i Familiens Interesse, som er en Følge af hendes moderlige Sindelag. Man taler meget om Familien som Statens Grundpille. Er den det, hvorfor saa ikke ordne Staten efter samme Princip? Ved en saadan Systemforandring vil Staten hurtigt antage en anden Karakter, - den vil bl.a. mere og mere blive et forbedret Middel til gensidig Tjeneste.
Økonomi og Industri.
Fysisk Økonomi lærer os, hvorledes Legemet husholder med sine Kræfter. Under huslig Økonomi skulde væsentlig studeres, hvorledes man bedst kan bruge: Tid, Kræfter, Kærlighed, Omhu, Arbejde, Kundskaber og Penge.
Social Økonomi omfatter et større, men ikke væsentlig forskelligt Felt. En Familie bestaar af Personer, og Moderen er den naturlige Bestyrer. Samfundet bestaar af Personer - de samme Personer - bare flere. Alle de Folk, der er Medlemmer af Samfundet, er ogsaa Familiemedlemmer. Socialøkonomien har et stort, enkelt Problem at løse: Hvorledes kan Jorden med mindst muligt Arbejde skaffe flest mulig Mennesker de største Fordele?
Paa enkelte Steder bor Folk alt for tæt, paa andre Steder for spredt. De fleste arbejder strengt og for længe med hæderligt Arbejde, andre arbejder med uhæderligt og skadeligt Arbejde; saa er der baade mellem rige og fattige nogle faa degenererede Individer, som slet ikke arbejder - Samfundets Udskud og Bærme. Alt dette er daarlig Økonomi.
Under normale Forhold skulde vi alle være vel underviste dg uddannede Fagfolk, som et rimeligt Antal Timer daglig var beskæftiget med det Arbejde, enhver syntes bedst om. En naturlig Følge vilde være, at hele Verdens Udbytte vilde blive uhyre meget bedre baade i Kvantitet og Kvalitet.
De sørgelige Fakta er tydelige nok. Efter den beklagelige Opfattelse af Arbejdet som en Forbandelse, kommer den gamle mandlige Tænkemaade til at foragte Arbejdet som noget, der passer for Kvinder og Slaver! Det, som er selve Livet, vor største Gloede, Vejen til alle Fremskridt, har vi i vor Uvidenhed foragtet. Den Dag i Dag taler man med Ringeagt om „at maatte arbejde", „de arbejdende Klasser", „Arbejdsfolk" osv. Men dersom Moderens omhyggelige og opofrende Tjeneste i Familien udvidede sig normalt til omhyggelig og opofrende Tjeneste i Verden, vilde Arbejdet blive ydet frivilligt, med Glæde og Stolthed. Paa Grund af Mandens Foragt og Fordom udrettes Arbejdet nu uvilligt, bare fordi det er nødvendigt: det bliver Slavearbejde af Frygt for Svøben - eller et Trin højere - af Frygt for at lide Mangel.
Men lad os ikke glemme, at som menneskelige Væsener har Mændene Evne til at overvinde deres mandlige Natur og tjene Verden paa en ædel Maade; heller ikke at som menneskelige Væsener er de for Tiden meget højere udviklede end Kvinderne og udretter langt mere for Verden; men som Mænd har deres uhindrede Herredømme haft til Følge en unaturlig Overvægt af mandlig Indflydelse paa vore almenmenneskelige Anliggender; og denne overvældende Indflydelse har været skadelig. - Det forholder sig saadan, at de kvindelige eller moderlige Egenskaber er i nærmere Overensstemmelse med de menneskelige Fremskridt end de mandlige.
At Kvinden udelukkes fra de almenmenneskelige Anliggender er derfor dobbelt skadeligt.
Det er til Trods for og ikkev paa Grund af vor mandlige Kultur, at vi nu gaar saa hurtigt frem.
Pladsen tillader mig ikke at gennemgaa flere af Kapitlerne. Det gennemgaaede er selvfølgelig i stærkt sammentrængt Form, men hele Tiden med Mrs. G.s egne Ord.
Afslutningen af Bogen kalder hun „En menneskelig Verden", hvor hun kortelig opridser, hvordan alle disse i det foregaaende kritiserede Forhold vil blive, naar det almenmenneskelige, støttet af baade mandlige og kvindelige Egenskaber bliver den raadende Faktor.
Ligesom Olive Schreiner, med hvem hun forøvrigt har meget tilfælles, i „Kvinden og Arbejdet" slutter Mrs. G. med en Lovprisning af den Fremtid s verden, som hendes høje Idealer og store Krav til Kvinde og Mand lader hende se; og den er saa ren, ædel og tilfredsstillende for alle Parter, at Nutidens Mennesker, enten de saa deler hendes Anskuelser om Veje og Midler eller ej, roligt kan dele hendes Haab om dens Virkeliggørelse - og hver f sig og om sig arbejde med den som Maal.
