« Tilbage til søgeresultaterne

Professor Frantz Howitz

« Se emneord

Den 23. December 1912 døde Professor Howitz. Hans Livsopgave var Behandling af Kvindernes Sygdomme, og igennem den­ne blev han en Velgører for Tusinder af Kvinder, hvis Liv han har reddet eller hvis Lidelser han har lindret.

Professor Howitz skal oftere have udtalt, at Vorherre havde skabt Kvinden i sin Vrede, saa svært havde han gjort hende Livet ved de legemlige og aandelige Byrder, som hun maa bæ­re. Den dybe Forstaaelse, som dette er Udtryk for, har sat Spor i hele hans Livsværk.

Det er derfor naturligt, at „Kvinden og Samfundet” ønsker at kaste et Blik tilbage paa den store og ejendommelige, i mange Henseender enestaaende Mands Liv, nu da hans Gerning blandt os er endt.

Professor Howitz var den før­ste, der optog Kvindesygdomme som Specialitet her i Landet, og skønt han optog den under de vanskeligste Forhold, gennemfør­te han den, - i de første Aar under stadig Kamp med Fordom­me og Autoriteters og Standfæl­lers Modstand, med en alt be­sejrende Energi og paa en Maade, der bragte den ind i det ret­te Spor, et Spor, der er langt bedre og mere tiltalende end det, den er kommen ind i i mange an­dre Lande.

Professoren uddannede et stort Antal Elever, der nu har opta­get hans Gerning under langt

gunstigere Forhold end da han begyndte, saaledes at den Udvikling, Gynækologien: - Læren om Kvinders Sygdomme - er naaet til i Danmark, - og den staar højt her, - saaledes baade mid­delbart og umiddelbart skyldes ham.

En Værdsættelse af Professor Howitz’s Betydning som Videnskabsmand og Speciallæge, skal vi ikke her komme ind paa. Det er sikkert almindelig bekendt, at han var den første, der her i Landet søgte Midler til at be­kæmpe Barselfeberen, der den Gang krævede Ofre i hundredevis paa Fødselsstiftelsen, at det var ham, der gjorde de første Operationer for Underlivssvulster, først Æggestoksvulster og senere de ondartede Svulster i Underli­vet. Ligeledes var det ham, der udviklede Behandlingen baade den konservative og den opera­tive af de mange Sygdomme, som udgaar fra de kvindelige Orga­ner og hvoraf mange skyldes Fød­sel og Barselseng.

Her skal blot fremhæves, hvad Professor Howitz som Læge og Menneske har været for sine Patienter og sine Sygeplejersker.

Prof. Howitz har i sin Tid ud­givet en populær Bog om Kvinde­hygiejne, der den Gang vakte me­gen Opsigt og gjorde stor Nytte paa dette Omraade, der paa den Tid, var ret forsømt. Den Betyd­ning, han væsentligt har haft for os Kvinder, ligger dog i det, han udrettede paa det praktiske Om­raade som Læge og Operatør.

Han var Læge i Ordets bed­ste Betydning. Han forbandt med det Fond af theoretisk og prak­tisk Dygtighed, han sad inde med, Evnen til at indgyde sine Patienter Tillid og Tryghed. Det beroede paa, at han kunde optræde som den, der var i Besiddelse af den store Viden og Erfaring paa sit Omraade, men ogsaa paa, at Pa­tienten hurtig følte, at det ikke alene var Lægen, der forretningsmæssigt behandlede hende, men at hun i ham ogsaa fandt Menne­sket, der forstod hendes Lidelser, der følte med hende, der ønskede at hjælpe hende ogsaa med anden Hjælp end Operation og Medika­menter, med Trøst og Opmun­tring, man kan sige med sit Ven­skab. Utallige er de Kvinder, der fra den første Gang, de henvend­te sig til Professor Howitz, har funden netop en Ven i ham, og det en Ven, som forblev dem trofast hele Livet igennem og til hvem de aldrig forgæves henvende sig om Raad, hvad enten det gjaldt Sygdomme eller andre Forhold, som de kunde staa raadvilde overfor i Livet.

Han var ens mod alle: fattige og rige, han talte til dem paa samme Maade, var lige omhyggelig for alle sine Patienter, hvad Sam­fundsklasse de end tilhørte. Ude i Livet fortaltes der mange Hi­storier om, at han var streng og kunde sige Ting, der var baade vittige og bidende, og at dette net­op ofte gik ud over Kvinderne. Ja! alt det har de, der stod ham nær og arbejdede under ham, og­saa ofte hørt, man de saa ogsaa, at alt det kun var Overfladen af hans Væsen. Var Forholdene al­vorlige og der trængtes til Hjælp, kom hans gode Hjerte først rigtig for Dagen og hans store Medli­denhed med den, der led. Uden Hensyn til sin egen Person, ofre­de han al sin Tid, alle sine Tan­ker og Evner, og hvor det til­trængtes bragte han tillige store pekuniære Ofre for sine Patien­ter.

Af sine Sygeplejersker og det øvrige Personale paa hans Afdelinger, var Prof. Howitz elsket

Som ingen anden Overlæge. Han var en Ven, til hvem de kunde henvende sig om Raad og Hjælp i mange forskellige Forhold i Livet. Alligevel var der aldrig nogen, der glemte den Respekt, de skyldte ham; han havde en mærkelig Evne til at være Ven og Overord­net, en mærkelig Evne til at faa Personalet paa sine Afdelinger til at interessere sig for Patienterne, lægge deres Kræfter i for dem, være gode mod dem. Det var det gode Eksempel fra oven, der her virkede. Det var fordi alle vidste, at det der glædede ham mest var, at hans Patienter havde det godt.

Et smukt Udslag har hans sto­re Interesse for Kvinden faaet i det Fødehjem, han lod bygge paa Hovitzvej, og som han særlig tænk­te sig som et Hjem for den fattige fødende Kvinde. Han havde i sin store Virksomhed blandt Kvinder haft rig Lejlighed til at se, hvor mange af deres Lidelser, der var opstaaet ved Fødsel og Barselseng under daarlige Forhold, hvor den fornødne Pleje ikke kunde skaf­fes. Det var derfor hans store Glæde at se dette Hjem bøde noget paa en Del af denne

Elendighed. Hvor var han ikke glad over hvert et Bidrag, han modtog til Fødehjemmets Opførelse. Det var mange og store Bidrag, han fik, da et stort Antal af de Kvinder, der skyldte ham deres Helbre­delse, benyttede Lejligheden til at vise ham. deres Taknemlighed for alt, hvad han havde været for dem.

Professor Howitz’s sidste Leveaar, da han havde trukket sig til­bage fra sin store Virksomhed, of­rede han meget af sin Tid paa Fø­dehjemmet, hvor han holdt af at besøge Patienterne, tale med dem og opmuntre dem. Baade for Pa­tienter og Plejersker var Glæden stor, naar Professoren kom. Det første Barn, der blev født paa Fødehjemmet, var en Dreng, som blev opkaldt efter ham og kom til at hedde Frantz.

Her som i hele sit Liv har Pro­fessor Howitz arbejdet og bragt store Ofre for Kvinderne, og derfor er det naturligt og rimeligt, at Kvinderne mindes ham med Tak, som deres store opofrende Velgører.

Som en Mand af den gamle Skole havde Professor Howitz vanskeligt ved at indrømme Berettigelsen af Kvindens Krav om politisk Stemmeret. Men klog og retsindig, som han var, søgte han paa forskellige Omraader at vær­ne om Kvindens specielle Interesser, saaledes oftere ved sit Arbejde som Borgerrepræsentant, og Forbedring af den ugifte Moders Stilling laa ham meget paa Sin­de. Sit Frisind viste han bl. a. ved den loyale Maade, hvorpaa han modtog de kvindelige medicinske Studerende, og ved med Glæde og Interesse at se sin Hustru blive valgt til Medlem af Be­styrelsen for Hjælpekassen paa Frederiksberg.

Faa Mænd har Større Krav paa at mindes med beundrende Tak­nemlighed af de danske Kvinder end Professor Howitz.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Perioder

Regioner