« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og Forfatningsforandringen
Kære Fru Lemche!
Da ogsaa jeg tror, at vi i Sagens Kerne er enige, og da jeg af Deres Svar i sidste Nr. af „Kvinden og Samfundet” ser, at det, der skiller, kun er Misforstaaelser eller - om man vil - Mistydninger, vilde Jeg gerne for Sagens Skyld forsøge at berigtige disse.
1. Deres Ord paa Skamlingsbanken: „Ingen større Forfatningsforandring i Danmark uden Kvindens Medvirken”, var jeg saa naiv at opfatte ganske, som de var sagt. Først da jeg læste Deres Artikel af 15. Novbr.: „I Junigrundlovens Aand”, forstod jeg, at det ikke var Troen paa det „umulige”, der havde lagt Dem disse Ord paa Tungen, men at de rettere maatte opfattes som en elskværdig Tilslutning til det dengang indbragte Forslag med de to Tempi”. Jeg saa tillige, der var Fare for, at naar det engang rejste Krav ikke kunde bruges som en saadan Tilslutning, saa vilde det i det mindste foreløbig blive lagt hen. Da var det, mit „Økseskaftsvar” blev skrevet.
2. Den samlede Kvindebevægelses Fællesformaal er at sikre Kvinder fuld Indflydelse paa Løsningen af Samfundsopgaverne. Men er det, som vi mener, Tilfældet, at Kvinderne med de nuværende Styremaader - trods en formel Ligestilling med Manden - kun vil faa ringe og lidet fyldestgørende Indflydelse, - de af Mænd indrettede og af et Mindretal af Mænd styrede Partier vil fremdeles være det alt afgørende -, saa skulde det synes netop nu at være Kvindesagens særlige opgave, inden Kvinderne sluges og blindes af Partistyret, at forsøge at samle Kvinderne om et Krav, der vil sikre dem en virkelig Indflydelse. Dette Krav er i nøje Overensstemmelse med Kvindesagens Ide, og det bliver ikke mindre berettiget fra Kvindernes Side, fordi der er Mænd, ikke fra noget „bestemt. Parti”, men Mænd af alle politiske Anskuelser, der har sluttet sig til det.
3. Aarhusresolutionens Krav er en direkte Modsætning til Estrups Provisorier. Estrup regerede paa Trods af Folkets Vilje, Aarhusresolutionen vil, at Folket skal sikres virkeligt Selvstyre, og at det som en nødvendig Begyndelse dertil skal rejse Krav om en grundlovgivende Rigsforsamling, valgt af hele Folket - valgt efter fri Valgret.
Det er ikke et Krav, der ligger udenfor „Rimelighedens Grænser”. Det vil blive baade rimeligt og parlamentarisk den Dag, Folket har erkendt dets Nødvendighed for Samfundslivets Udvikling.
4. „Der maa komme en Tid, hvor Kvinderne indser, at en Forfatning, som kun har det halve Vælgerfolks Sanktion, er ingen Forfatning”, ja, det mener vi ogsaa, men vi vil ikke blot stille vente paa den Tid, der maa komme, vi vil hjælpe til, saa godt vi evner, at den maa komme snart. Og vi vil ikke blive trætte af at pege paa de nye Veje - Fællesveje for Kvinder og Mænd -, som fører til det Samfund, der ikke hemmer, men fremmer Menneskets fri Udfoldelse. Og vi mener vedblivende, at det var godt, om Kvinderne var blandt de første, der viste Vejen frem.
5. Dette er ikke noget „beskedent Ønske”, som kan søges virkeliggjort ved ydmyge Henstillinger til dem, som i Øjeblikket har Magten, det kræver som sin Forudsætning et vaagent, viljestærkt Folk - et Folk, hos hvem Toner som de, der har faaet Udtryk i Aarhusresolutionen, vil vække ikke Forargelse, men Genklang.
Deres ærbødige
Hulda Pedersen.
Ikke Parti - men Folkestyre!
I en Appel til de kvindelige Vælgere har Marie Behrens i „Hovedstaden” lagt os Kvinder stærkt paa Sinde, hvad det er for et Ansvar, vi gaar ind under ved at faa Valgretten nu. I „Kvinden og Samfundet” Nr. 13 1912 har jeg slaaet til Lyd for det samme. Faren ved at komme ind under Partistyret er meget større end det nogensinde før har været, og skal Kvinderne demoraliseres som Deltagere i det offentlige Liv, gaar der mere tabt, end nogen aner i Øjeblikket. Ved alle de Kredse, som D. K. opretter for Øjeblikket, har Partierne allerede øvet en saa uhyggelig Indflydelse, saa det for alle nogenlunde klartseende Kvinder er umuligt at arbejde under deres Fane*).
*) Denne Paastand er baade dristig, utilstedelig og ubeviselig.
Red.
Partiaanden har ogsaa et godt Tag i D. K., ellers behøver de dog ikke at være saa bange for at rejse nye Krav eller indfri noget af de stolte og bevingede Udtalelser, som satte Sindene saa stærkt i Bevægelse hin fjerde Junidag paa Skamling, og jeg begriber ikke, at Valgretten kan være D. K. et saa dyrebart Eje, saa de vil lade alt andet Arbejde ligge og gaa i begejstrede Takkeskarer til - Mændene.
Mændene - Partimændene - de kan ganske rolig give disse Kvinder Valgret - de bliver lette at køre med. Og de véd af Erfaring, at de betyder intet. - -
Nej, hvis Kvinden vil være med til at bygge vort Land, være med til at træde i „Fru Margrethes Spor”, saa maa hun være med til at rejse Kravet om en ,,ny grundlovgivende Rigsforsamling”, valgt efter fri Valgret - dette skulde selvsagt være D. K.s Stilling i Øjeblikket. Den kulturelle Side ved Valgretten har vi vundet, den, som betyder noget for os i offentlig Politik, faar vi kun gennem
„fri Valgret”.
Toftegaard, d. 24. Januar 1913.
Karen Nielsen.
Da der i den ene af de to ovenstaaende Artikler udtales en indirekte Bebrejdelse til Fællesstyrelsen for ikke at turde rejse nye Krav eller indfri Løfter fra i Sommer, skal jeg tillade mig som Medlem af Fællesstyrelsen at afvise en saadan Bebrejdelse.
Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde er Foreningens højeste Myndighed, og Fællesstyrelsen har kun at udføre dets Vilje og Paalæg. Fællesmødet paalagde os i Sommer i Kolding overfor Regering og Rigsdag at tilkendegive som Dansk Kvindesamfunds Standpunkt i Forfatningssagen, at der ikke burde skrides til en større Forfatningsrevision, før Kvinderne som politiske Vælgere og Valgbare kunde gøre deres Indflydelse gældende. Dette Ønske blev som bekendt ikke taget i Betragtning af Magthaverne, og Fællesstyrelsen havde da ikke andet at gøre end i Skrift og Tale vedblivende at hævde det af Fællesmødet indtagne Standpunkt og forøvrigt afholde sig fra ethvert Skridt, som kunde gøre Dansk Kvindesamfund medansvarligt for en Forfatning, som ifølge sin Tilblivelsesmaade bør gaa over i Historien som Mændenes Forfatning.
For denne Varetagelse af vort Hverv skal vi til Sommer staa Fællesmødet til Regnskab.
Dersom Samstyrebevægelsen ønsker at vinde Dansk Kvindesamfunds Tilslutning, er Vejen dertil ikke at rette Bebrejdelser mod Fællesstyrelsen, fordi den ikke gør det, som den ingen Ret har til at gøre, men Vejen er at skabe sig Tilhængere ude i Kredsene og gennem disse forsøge at bringe Sagen frem paa Fællesmødet. „ Paa egne Vegne - da mit Navn gentagne Gange er nævnt i denne Sag, og da det synes, som man mener, at jeg ikke har turdet tage Konsekvenserne af de Ord, jeg sagde paa Skamling i Sommer - kun saa meget:
Det Krav, jeg i Sommer opfordrede Dansk Kvindesamfund til at rejse, var et fuldt parlamentarisk Krav, som byggede videre paa den nuværende Forfatning. Denne Forfatning har som bekendt i Tidens Løb undergaaet flere Forandringer, nødvendiggjorte af de skiftende Forhold; en ny Forandring foreslaar, og det havde efter min Mening været retfærdigt og hensigtsmæssigt, om denne havde ventet, til Mænd og Kvinder i Forening havde kunnet foretage den. Magthaverne er imidlertid af en anden Mening og maa derfor være forberedte paa, at Kvinderne, naar deres Tid engang kommer, rejser Krav om nok en Revision, for at kunne sætte det nye ind, som vi maa haabe, Kvindebevægelsen har at sætte ind.
Holder vi os stadig en saadan Mulighed for Øje, har den Støtte, vi rejste paa Skamling ikke været rejst forgæves.
En ny grundlovgivende Rigsforsamling er for mig en historisk Uhyrlighed. Vi kan lige saa godt byde Floden vende tilbage til sine Kilder, som at opfordre Folk til at kuldkaste alt det, der er bygget op gennem mer end et halvt Aarhundrede og begynde forfra paa et helt nyt Grundlag. Det vilde ikke alene være ugørligt, men ogsaa utilbørligt. Al Udvikling er en Byggen videre paa det overleverede.
Junigrundloven byggede videre paa Enevældens Stænderforsamlinger, Mænd og Kvinder vil en Gang i Fællesskab skrive den Forfatning, som bygger videre paa den, Mændene nu er i Færd med at skrive alene.
Hvis Partistyret har overlevet sig selv - hvad jeg og Forfatterne af ovenstaaende Artikler er enige om - saa vil Kvinderne, selv med den nugældende Valgmaade, være i Stand til at sætte det nye ind, og det gamle vil dø sin naturlige Død som vissent Løv for friske Skud, men Betingelsen er, at Kvinder finder hverandre i fælles Opgaver Landet over indenfor Partierne eller udenfor Partierne, men ikke splitter deres Bevægelse ved at rejse Krav, som baade reelt og historisk bygger i Luften.
Gyrithe Lemcke.
Hermed betragter Redaktionen Diskussionen om „fri Valgret” og „Samstyre” for afsluttet.
