« Tilbage til søgeresultaterne
Hvad skal vi Mandfolk stille op?
Jeg skal vel vogte mig for at røre ved det f. T. brændende Spørgsmaal: Kvindens politiske Valgret. Det vilde være at stikke Haanden i en Hvepserede, navnlig naar man er kættersk nok til at mene, at vi herhjemme i dette Spørgsmaal burde tage Lære af andre, f. Eks. Englænderne, i Stedet for at søge at blive Bannerførere for Nationerne ved med ét Slag at indføre almindelig Valgret for alle Kvinder. Men ved at læse Hr. Ahrent Otterstrøms naive Indlæg med ovenstaaende Titel, spørger jeg uvilkaarligt, hvad er dog det for en ung Mand? Hvilke Mandfolkekredse mon han har bevæget sig i, naar han tør vove at skrive, at Vagabonduvæsenet og Drikkeriet hører til Mændenes Privilegier!
For det første er Vagabonduvæsenet ikke ejendommeligt alene for Mænd - (husk f. Eks. Karen Spidsmus) -, og for det andet: Mon ikke den store Hob af løsagtige Kvinder, som nu siden Oktoberlovens Gennemførelse med større og større Frækhed driver deres Spil og hvert Øjeblik i Forening med deres Alfonser letter deres Ofres Lommer, retteligt bør henregnes til kvindelige Vagabondnaturer? Det er jo væsentligst deres Ulyst til Arbejde i Forbindelse med Letsind og moralsk Holdningsløshed, som har ført og fører disse Væsener dybere og dybere ned i Sølet.
Og saa Drikkeriet? Aner mon Hr. Ahrent Otterstrøm det mindste om, hvor meget Drikkeriet florerer i Kvindeverdenen? Aabenbart ikke, thi saa kunde han ikke fremstille Sagen, som om kun Manden drikker, medens Kvinden har Hvervet at slaa Prop i Flasken.
Nej, lad os bare være Mennesker og se sundt og naturligt paa Forholdene, saa falder man ikke paa at kalde Vagabondering og Drikkeri for Mandfolkeprivilegier. De er Fællesejendom for begge Køn, og ethvert normalt tænkende Mandfolk vil række Kvinden Haanden, for at de i Forening kan bekæmpe disse Samfundsonder.
Axel Halvorsen.