« Tilbage til søgeresultaterne
Jobs Døtre
Naar man er saa temmelig gammeldags rettroende og samtidig Kvindesagsven, er det undertiden lidt vanskeligt at faa disse to Ting til at gaa op i en højere Enhed. Desto gladere bliver man, naar man (endog i selve den gamle Pagt) finder et og andet, man som Kvindesagsven tør hænge sin Hat
paa.
Jeg har haft megen Glæde af Jobs Døtre. Vi genkender Menneskelivet, naar vi i Begyndelsen af Jobs Bog hører om hans overordentlige Rigdomme som hans syv Sønner forstod at nyde til Bunds, de skiftedes til at gøre Gilde paa hver sin Dag i Ugen. Der var altsaa hver Dag Gilde i Familien, og der var vist for saa vidt meget godt Sammenhold i den Familie, som, der staar, at de tre Døtre, der rimeligvis intet ejede selv, fik Indbydelse til at komme og spise og drikke med dem.
„Men Job rejste sig tidligt om Morgenen og ofrede Brændoffer efter Tallet paa dem alle; thi han sagde: Maaske mine Sønner have syndet’ og sagt Gud Farvel i deres Hjerte. Saaledes gjorde Job altid." - Jeg tænker mig, at naar Ulykken kom over Job, da har de Sønners Levevis ikke været uden Skyld deri.
Saa mister han alt: Helbred, Børn og Rigdom, jog det gaar paa Livet løs for at bevare Troen paa Guds retfærdige Kærlighed, især da hans tre ærværdige Venner, i Stedet for at være ham til Trøst og Hjælp i hans Ulykke, søger at overbevise ham om, at det hele er selvforskyldt. Det er nok den haardeste Prøvelse, han sættes paa, og Job henfalder da ogsaa til den stærkeste Selvhævdelse, - især fordi det slet ikke passer, hvad de beskylder ham for.
I Begyndelsen af 10. Kapitel siger Job til Gud: „Giv mig til Kende, hvorfor du trættes med mig." Og tilsidst føjer Gud ham og giver sig til Kende for haml som gennem en Storm. De tre Venner bliver nu haardt dadlet af Gud, fordi de ikke har „talt ret om Gud", men skubbet til den hældende Vogn. ,
Men til sidst slutter Job med at sige til Gud: „Saa hør da nu, og lad mig tale; jeg vil spørge dig, undervis du mig! Med hørende Øre hørte jeg dig, og nu har mit Øje set dig derfor agter jeg mig selv ringe, og jeg angrer det i Støv og Aske!
Og nu sker det at alt vender sig for Job; han faar alt tilbage, endog dobbelt, og alle de, der havde glemt ham, kom nu og trøstede ham for alt, hvad han havde lidt og stridt.
Og han fik paany syv Sønner og tre Døtre, men mens vi i Begyndelsen af Jobs Bog hører mest om Sønnerne, nævnes de nu bare syv i Tal, men ond Døtrene staar der, - ja, jeg synes helt ømt – at han kaldte den ene Jemima, den anden Keriga og den tredie Ker en Happuk, og der fandtes ikke Kvinder saa smukke som Jobs Døtre i og hele Landet, og deres Fader gav dem Arv med deres Brødre.
Var dette noget, Gud lærte Job, da han talte med ham i Stormvejret? Havde det v æret hans Brøde, det Vennerne aldrig nævnede i deres haarrejsende Anklager, havde han glemt sine Døtre og været svag over for sine Sønner? Ja, jeg ved det ikke, men jeg synes, jeg ofte har mødt en gammel Job, som ved Slutningen af sit Liv kun havde en Datter eller Døtre af støtte sig til han har maaske en Flok Sønner i gode og store Stillinger, som han har stridt for og kostet paa i det længste, men hvor er de?
Min Søn, min Søn, til han faar sig
en Viv,
min Datter, min Datter i hele mit
Liv.
Kunde han som Job begynde Livet forfra, han vilde vist have opdaget, at hans Døtre var de smukkeste i hele Landet og give dem Arv med deres Brødre.
Om et Folk - skal vi tænke England - blev slaaet ned som Job og bagefter rejste sig, det samme vilde sikkert Vise sig.
Man siger, at Jobs Bog er Digt. Den Slutning om hans Døtre har overbevist mig om, at det er den nøgne Virkelighedsskildring.
