« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinden, Manden underdanig. - Gode Kammerater
Fru Møller Bjerres Artikel om Vielsesritualet fik mig i sin Tid til at tænke paa de to forskellige Maader at leve i Ægteskab paa, der danner. Overskriften over denne Artikel. Kirkefaderen Augustinus skriver: Gud dannede ikke Kvinden af Mandens Hoved, for at hun skulde, herske over ham, ejheller af hans Fødder, for at hun skulde være hans Slavinde, men Gud dannede Kvinden af hans Side, for at hun skulde være hans ligestillede, hans Medhjælp.
" Jeg har kendt to Ægteskaber, der var levende Illustrationer til Overskriften.
Der boede for ca. 30 Aar siden et Ægtepar et Sted her i Vestjylland, hvor jeg var Lærerinde, et af Børnene gik i min Skole. Manden var Tækkemand, høj og smuk, men ofte beruset. Konen saa sygelig og forskræmt ud. Fattigt og smaat var det eg bedre blev det ikke ved Mandens Ekstravagancer. En Gang ”imponerede” han Folk ved at spise en 10 Kr. Seddel paa et Stykke Smørrebrød, en Vinternat kom han fuld hjem og slog alle Ruderne ind i det lille Hjem, Disse Operationer bidrog selvfølgelig ikke til at forbedre deres økonomiske Stilling, og der er ingen Tvivl om, at den stakkels Kone havde haft god Brug for det Sul, der kunde have været købt for Pengesedlen, eller for de Penge, der gik til at anskaffe nye Ruder. Paa mange stygge Maader underkuede han Konen og Børnene.
Saa kendte jeg et andet Par, de var gode Kammerater. Manden var Gaardmand og hvert Aar plejede han, som andre Landmænd der paa Egnen, at køre al den Havre, han kunde undvære, til Tarm paa Graversdag for at sælge den. Ved den Lejlighed vankede der, efter Datidens og Egnens Skik, Lidkøb i Form af smaa Sorte, d, v. s. Kaffepunse og den Mand, hvorom jeg fortæller, blev saa ved Tilbagekomsten til det Sogn, hvor han boede, bedt ind af en anden Mand sammen med flere, og der skulde spilles Kort. – Imidlertid vandrede der en stout og rolig Kvindeskikkelse, Mandens Kone, strikkende paa sin Strømpe, hen ad Vejen og stilede mod den ensomme Gaard, og da de var komne godt i Gang med Kort spillet, traadte hun sikker og rolig ind i Stuen; hilste mildt og venligt, og lidt efter sagde hun til Manden: „Vil du saa med hjem?" Og Manden rejste sig og de fulgtes hjem. - Jeg har altid siden beundret den Mand, han udsatte sig jo dog for de andres Haan, og endnu mere beundrede jeg dem begge, da en af mine Slægtninge troede at vide, at det var aftalt imellem dem, at hun skulde hente ham, for at han ikke skulde spille Pengene bort. - Se, saadant et godt Kammeratskab, det bragte Velsignelse med sig. Velstanden øgedes for hvert Aar, der gik. Ægteparret har forlængst haft Guldbryllup og har den Glæde, at alle deres Børn har det godt. Det førstnævnte Ægtepar har jeg tabt af Syne.
