« Tilbage til søgeresultaterne
Feminisme i Holland
Provinsen Nord-Holland deles i forskellige Landskaber: West-Friesland, Kennernerland, Waterland og Goiland, og skønt det kan synes underligt, er Folketypen i de forskellige Landskaber højst forskellig. Friserne udmærkede sig tidligt ved deres Energi, Frihedstrang og Fastholden ved deres gamle Sprog og Sædvaner. Romerne kunde ikke undertvinge dem, og da vore tapre Forfædre, Normannerne, hjemsøgte Landene langs Nordsøen, saa maatte de ogsaa beundre Frisernes Tapperhed i Forhold til deres mere blødagtige Naboer af germannisk Oprindelse.
Paa Grænsen af West-Friesland og Kennernerland ligger Byen Alkmaar. Det er en gammel By og berømt fra Nederlandenes Frihedskamp, da det var den, der først jagede Spanierne bort. I den moderne Tid er det især de udmærkede hollandske Oste, der udføres fra Alkmaar, der bringer dens Ry ud over Verden. Næst efter London er der ingen By i Vest-Europa, der har saa stort et Ostemarked som den. Hver Fredag kommer Baade i Massevis ladede med runde, orangefarvede Oste, der i Frastand ser ud som kæmpemæssige Apelsiner. Saa er der Liv paa Markedspladsen omkring „De Waag”, en monumental Bygning i Renaissancestil, hvor Ostene bliver vejede, medens et herligt gammelt Klokkespil lyder fra Taarnet. Baade Bønderne, der sælger Ostene, og de Handlende, der køber dem, maa betale en vis Afgift til Byen for at faa Ostene vejede, og dette Privilegium fik Alkmaar til Belønning for sit tapre Forsvar 1573. Omegnen omkring Alkmaar er bekendt for sin Skønhed, paa den ene Side Skov og grønne Marker, paa den anden Side naar man hurtigt ud til Klitterne og det mægtige Hav.
Nord-Holland er en eneste sammenhængende Græsflade, gennemskaaren af Kanaler, og kun hist og her skjuler Bøndergaardene sig bly bag en Gruppe Træer; kun kort fra Alkmaar, omkring Landsbyen Bergen, er der rigtig Skov. Til denne Egn strømmer aarlig mange Malere, især fra England, og naar man selv har været der, forstaar man hvorfor. Den sølvagtige Atmosfære, der er saa karakteristisk for Holland, sammensmelter de pyntelige Landsbyer, bevingede Møller, smaragdgrønne Marker og blaa Kanaler til et harmonisk Hele, hvor der ingen skarpe Konturer findes og ingen stærke Farver. To Badesteder er forputtede mellem de mægtige Klitter, som her danne Landets Værn: Egmond aan Zee og Bergen aan Zee. Den sidstnævnte er endnu i sin Barndom og skylder en højtbegavet og energisk Dame sin Tilblivelse; Fru van Reenen har selv planlagt det hele, Kurhuset saavel som Parken, og har selv Opsyn med de storartede Beplantninger, som hun lader foretage i Klitterne rundt om.
Egmond aan Zee er paa sammt Maade som Bergen spiret frem af en Landsby, der ligger højere oppe i Landet: Egmond aan den Hoef, hvor den franske Filosof Descantes (1596-1650) henlevede flere Aar i Landflygtighed.
Hvad der i det 16. og 17. Aarhundrede gjorde Hollænderne saa berømte, var deres Tapperhed og deres Energi. Deres Frihedskamp er enestaaende i Historien og deres Kamp mod Hav og Flod ligesaa. Ikke fornøjede med at have skabe dem selv et frit og frugtbart Land, gjorde de dristige Opdagelsesrejser til andre Verdensdele og sammenhobede Rigdomme, i hvis Ly Kunst og Videnskab blomstrede. Nederlænderne var paa den Tid den eneste Nation, som havde fuld Tanke- og Talefrihed, men de havde ogsaa store Tænkere og Skribenter, vi behøver kun at pege paa Navne som Grotius (1583-1645) og Spinoza (1632-1677). Spinoza levede en Tid i en lille Landsby i Provinsen Syd-Holland, Rijnsburg, der hvor man endnu viser det Hus, som han beboede. Men hverken Rijnsburg eller Egmond aan den Hoef, der saaledes har huset to af Verdens største Filosofer, er paa nogen Maade forskellige fra andre hollandske Landsbyer; det er den samme Hygge og Properhed, den samme solide Velstand og - - - Fred.
Det, der mest frapperer den Fremmede, som besøger disse Landsbyer, er netop den Stilhed og Velvære, der hviler over dem. Som i Eventyret om Tornerose synes alle Indvaanerne at sove, og endda Køerne paa Marken er saa ubevægelige, at man synes, de maa være fortryllede! Som et Lyn slaar det ned i En: „Dette maa være et Paradis for Tænkere og Spiritualister, netop dette materielle Velvære og denne uendelige Fred skal der til for at Tanken kan tage Flugten mod ukendte Højder. Her er Forklaringen af, at Holland har ejet saa mange Filosofer, og at fremmede Tænkere har søgt hertil.”
Den Kvinde, der er Præsident for Stemmeretsforeningen i Alkmaar, Elisabeth van der Hoeven, har i Vuggegave faaet ualmindelig Begavelse og stærk Hang til selvstændig Tænkning. Opdraget af en lærd, aandfuld Fader, har hun fra sin tidligste Ungdom syslet med filosofiske Studier, hvad der i høj Grad har skærpet hendes Iagttagelsesevne og logiske Sans.
Det er kun faa Aar siden, at hun traadte ind i Kvindebevægelsen, men paa Grund af hendes rige Evner og Kundskaber har hun hurtigt vundet en fremskudt Plads og har repræsenteret Holland baade paa Kongressen i London og Stockholm. Hun har skrevet adskillige Artikler om feministiske Emner og har lige nylig fuldført en Redegørelse af Suffragisternes Standpunkt, der skal udkomme i et Skrift i det saakaldte „Bond vor Vrounenkiesrecht” snart vil udgive. I Holland er der nemlig et Skisma i Kvindebevægelsen, der forvolder mange Vanskeligheder og megen Misforstaaelse, og da de to Partier staa ret skarpt imod hinanden, er en Opgørelse bleven uundgaaelig. Det vilde her blive for langt nærmere at gaa ind paa Sagen, men man kunde maaske betegne „Bondernes” Standpunkt som etisk Feminisme og de andres som rationalistisk Feminisme. Hørende til de sidste er det meget smigrende for Frøken van der Hoeven at være bleven anmodet om at bidrage til et Skrift, som er udgivet af hendes Modstandere, thi det viser, hvilken Anseelse hun nyder. Men da det her nærmest er to filosofiske Retninger, som staar overfor hinanden, saa er faa Kvinder bedre skikkede til at udrede Sagen end netop hun. Som jeg allerede har sagt, er hun velbevandret i Filosofi og kender desuden sit Folk bedre end de fleste. Hun har grundig studeret dets Historie, Literatur og Kunst og desuden dets Administration og Politik. Vinteren 1910 -11 gav hun i Alkmaar et Kursus i Statslære og Samfundslære, som gjorde saa megen Lykke, at hun blev anmodet om at holde det sidste Vinter i en nærliggende By „Schagen”, hvad hun ogsaa gjorde. Der er ingen Tvivl om, at det er den rette Maade at forberede Kvinderne (nogle Mænd har ogsaa besøgt disse Kursus) paa den politiske Frihed, som de kæmper for. Til alle sine øvrige Kundskaber har Frøken van der Hoeven endnu tilføjet Sprogkundskaber, hun er dygtig i Latin, taler Fransk, Engelsk og Tysk, men det er især hendes eget Sprog, som hun har studeret med Grundighed. Hendes Studier paa dette Omraade har ført hende langt tilbage i Tiden og givet hende megen Interesse for Islandsk, som hun har studeret paa egen Haand med Undtagelse af, at hun en Vinter læste den gamle Edda under en dygtig Lærer i Seiden.
Hendes aandelige Overlegenhed og stærke Følelsesliv spejler sig i hendes Træk og smukke mørkebrune Øjne. Hun har en meget smuk Fremtræden og et vindende Væsen.