« Tilbage til søgeresultaterne
Blaserede Børn
Louise Jordan-Miln har Gang fortalt, at de mest blaserede Børn er de Riges Børn paa Kuba. Som ganske smaa deltager de i Selskabslivet og alle dets Adspredelser; man kan se en lille treaars Pige klædt paa aldeles som sin Mama. Barnet bærer Blomster og Juveler, og det er det mest komiske Syn at se den Lille bevæge sin Vifte paa en rutineret og smægtende Maade.
Drengene gaar med Spadserestok og Blomst i Knaphullet; baade Drenge og Piger faar ligesom „Mama” deres Garderobe fra Paris.
Børnene er uvidende som Østers, de læser kun, hvis de har Lyst dertil. De danser og morer sig. Smaadrengene holder Tale i Selskaber og taber undertiden hele Værdigheden, fordi de falder i Søvn midt i Talen og bliver baaret ud af Tjenerne.
Saadanne Forhold kendes heldigvis ikke herhjemme, men alligevel har vi blaserede Børn nok. Der er Børn, der altfor tidlig, hvad Sind, Klædedragt og Tilbøjelighed angaar, gaar over i de Voksnes Rækker. Vi har Damer paa 7 Aar og Kavallerer paa 8, selv om det ikke er saa slemt som paa Kuba; der siges nemlig, at der er ingen Børn, de springer ned fra Ammens Arm som Mænd og Kvinder.
Der var til et Børneselskab i en af vore Provinsbyer en tolvaars Dreng, som, medens Dansen gik livligt, stod lænet op ad en Dør med en ubeskrivelig overlegen Mine. „Men saa dans dog, Kaj,” sagde Husets Frue. „Tak, Frue, den Idræt øver jeg dog ikke.” Det var en lille, blaseret
Fyr, der „havde” moret sig. Der var ogsaa en lille Pige, der renoncerede paa Selskab, fordi hendes Moder paa ingen Maade vilde arrangere det efter samme Mønster som den rige Vinhandlers Børneselskab. Det var en Middag med 4 Retter, 2 Desserter, 3 Slags Vine, Kaffe og - Cigaretter.
Der fortælles, at afdøde Dronning Louise, der trygt kunde opstilles som et lysende Eksempel for Mødre, ikke gjorde anden Forskel i den daglige Levemaade, naar der var fremmede Børn paa Slottet, end at der kom en Lagkage op fra Køkkenet; ellers Smørrebrød, The og Mælk.
Ak, de tilhører en svunden Tid, de glade, fordringsløse og hyggelige Børneselskaber, hvor Smaapigerne mødte i Saffianssko med Korsbaand op ad de hvide Strømper; hvor Traktementet var fintskaaret Smørrebrød, Lag- eller Æblekage og afbrændt Rødvin. Blev der budt Cigarer, var de af Chokolade.
Nu kommer det unge Danmark susende pr. Automobil, der lægges Løbere ud paa Fortovet, enten Børneballerne afholdes i Hjemmet eller paa et offentligt Sted. Let træder de hvide Skindsko og de blanke Lakstøvler, og, snart er der en beleven, men ikke videre barnlig Konversation i Gang.
Der begaas aldrig mere en saadan Generalbommert, som en lille Dreng en Gang gjorde til et Bal. Moderen havde paalagt ham, at han pænt skulde tale med sin Dame og ikke staa genert og tie stille. Det arme Barn kunde ikke finde paa det mindste at tale om, og saa spurgte han: ,,Har du Orm?” - „Gud, nej,” svarede Baldamen. „Det er rart for dig, vi faar saa meget Ormefrø hjemme, og du kan tro, at det smager væmmeligt.” Det var et skrækkeligt Brud paa god Tone, men - det var barnligt.
