« Tilbage til søgeresultaterne
Søskende-Lighed
Henrik Pontoppidan har skrevet en Roman, hvis 1ste Afdeling nylig er udkommen.
Bogen hedder „Torben og Jytte”, og det er en Fryd at læse den, skreven, som den er, i Pontoppidans dejlige Sprog og med de mange smukke Naturbeskrivelser.
Men hvor kan en saa klog og omhyggelig Mand som Pontoppidan skrive følgende:
„Torben var imidlertid bleven bortført af sin Ven Generalkonsulen, som absolut vilde forestille ham for sin Kone, der sad i en af Sofaerne ved den modsatte Væg. Det viste sig at være en ganske køn, noget korthalset Dame i en Slags græsk Gevandt og med Næseklemme, Bag Gevandtets hvide Folder rundede sig en Barm af udpræget moderlig Form; men Ansigtet besad trods en selvsikker Mine, den vage, kønsløse Fylde, der som en Søskende-Lighed præger saa mange velhavende, unge Fruer, der føder deres Børn under Kloroformmaske.”
Tror virkelig Pontoppidan, at en Kvindes Ansigtsudtryk præges uudsletteligt af at have født uden Kloroform-Narkose? Véd han ikke, at ingen Smerter glemmes saa hurtigt som de rædselsfulde Fødselssmerter, og at selv Kvinder, som har ligget i Fødsel flere Døgn og lidt, saa de mange Gange ønskede sig Døden som en velsignet Befrielse, at selv de, naar kort Tid er forløbet efter Fødselen, taler om den som en forholdsvis ringe Ting.
Og véd Pontoppidan ikke, at en Kvinde, som føder sine Børn i Kloroform-Narkose, først faar denne Narkose til allersidst: naar hun har lidt - i kortere eller længere Tid, det er jo saa uhyre forskelligt; nogle føder et Barn i Løbet af ½ Time, andre i Løbet af 4-5-6 Døgn - under de voldsomme Smerter, som Fødselen volder, inden Lægen tør begynde at kloroformere hende.
De fleste, som „føder deres Børn under Kloroformmaske”, har kun denne Hjælp de sidste 10-15 Minutter under de værste, mest sønderrivende Smerter - - og at dette skulde give deres Ansigt „en vag og kønsløs Fylde”, maa vist anses for at være umuligt.
Hvad der derimod giver denne mærkelige „Søskende-Lighed”, som virkelig præger saa mange unge Kvinder, er den overdrevne Skønheds-Pleje, som sikkert burde have et andet Navn. Damer, som ikke ser og forstaar, at man maa have det Ansigt og Ansigtsudtryk, der svarer til ens Alder, men som bruger elektrisk Behandling og Damp-Ansigts-Bade, hvorved Huden udglattes og udgnides efter en og samme Metode, lige meget om Ansigtet af Naturen er kort eller langt, smalt eller bredt, deres Ansigter faar „den vage, kønsløse Fylde” og den „Søskende-Lighed”, som Pontoppidan giver Kloroformmasken Skyld for.
For mange Kvinder, der under hele Svangerskabet er syge og stadig - Nat og Dag - føler Svangerskabet som en stærk fysisk Lidelse, er Tanken om Kloroform-Narkosen ved Fødselen en stor Trøst: den Smerte, som vi jo dog alle gruer for, den kan - om ikke undgaaes - saa dog i betydelig Grad formindskes. Skulde Eftervirkningen være den: at Kvindens Karakter og Personlighed forringedes saa betydeligt, at hendes Ansigts-Udtryk, der jo er Sjælens Spejl, mistede sit Særpræg og blev ens med Dusinets, saa var sikkert Kloroform et endnu skadeligere Narkotikum end Lægerne hidtil har anset det for at være.
Odense, i Januar 1913.
