« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindens Værnepligt
Forsinket paa Grund af Pladsmangel.
Jeg stiller mig absolut paa den tvungne Værnepligts Side. Men tvungen Værnepligt faar vi jo kun gennem Lov. At samle alle Landets Kvinder til et ca. 6 Maaneders tvungent Statskursus under spartanske Former i Alderen fra 15 til 18 Aar, forekommer mig at være en særdeles god Gave til danske Kvinder. Undervisningsfag: Sygepleje for Krig og Fred, Barnepleje, Hygiejne, Pædagogik, Samfundskundskab, Gymnastik og Husholdning. Under det sidste Fag kan indbefattes meget - ogsaa Syning. Og forøvrigt kan jo andre Fag komme til, hvad mener man om Dansk og Regning. Et saadant Kursus vilde give de unge Kvinder en Livsværdi at bruge af senere, give Rygrad og Kammeratskabsfølelse og maaske ogsaa Pligtfølelse. Naar Kvinderne faar den politiske Valgret her i Landet, saa maa de veje den op med Pligt, ellers bliver Udviklingen skæv. Mændene har Pligten til at værne Landet udadtil som Vederlag for deres Valgret; Kvinderne maa værne Samfundet indadtil som deres Vederlag for samme, og denne Samfundspligt maa læres og opøves. Jeg forstaar ikke de Kvinder, som er saa henrykte for frivillig Værnepligt og saa afgjorte Modstandere af den tvungne. Thi naar disse Kvinder saa inderlig gerne under Kvinderne denne Opdragelse frivilligt, hvilket vil sige: et meget begrænset Antal Kvinder af eventuelt Over- og Middelklassen, som har Raad, Tid og Lyst dertil, hvorfor er man da ikke langt mere henrykt for at kunne realisere denne udmærkede Tanke saaledes, at den kommer alle Kvinder til Gode, selv de fattigste og de, der trænger mest dertil. Her glipper Logikken. Eller skal Kvindens Værnepligt være et Fortrin (plus Statstilskud) for de bedrestillede Kvinder? - Fru I. Lemming Mortensen og flere mener, at den tvungne Værnepligt kunde bestaa i et Kursus paa vore Sygehuse! Dette vil vore Sygehuse og Sygehuslæger vist og med Rette have sig meget frabedt. Sygehusene vilde vist blive for urolige for de syge, naar de skulde fyldes med alle Landets unge Kvinder skiftevis! Og de lokale Sygeplejersker kan næppe finde Anvendelse for denne meget rigelige og meget problematiske, ungdommelige Hjælp. Nej. Der maa oprettes Statsskoler, hvor alt, hvad der skal læres, er Undervisningsfag med maaske enkelte illustrerende Besøg paa et Hospital; men Lærerinderne maa være uddannede Sygeplejersker af „Røde Kors”.
Med G. Skovmand Jørgensen er jeg ikke enig. Det er jo ikke „Tilliden” og „Ansvaret”, som skal læres de unge ved Tvang; det er selve Færdighederne, Kundskaberne, der skal bibringes dem, under Skolevilkaar, og Skoletvang kan vel ikke forkastes?
Og endelig i Anledning af Fru Riising Rasmussens Moderkundskab: Hvor findes en Lærebog og hvem skal kunne undervise i dette saare omfattende Fag, som omslutter baade Hjemmets Hygiejne, Barnepleje, Pædagogik, muligvis Religion el. Morallære, samt Kvindens Retsstilling med meget mere? „Moderkundskab” er ikke en Udstilling af en Videnskab, men langt snarere en Koncentration, et Resumé af mange Kundskaber plus enhver Moders individuelle Syn og personlige Skøn og Instinkt. Jeg mener, at alle de nævnte Kundskabers Bibringelse hver for sig vil tilsammen danne et Hele, nemlig Kundskab om alle Hjemmets Pligter baade overfor Mand og Børn. Jeg vil afvente Tilsynekomsten af en Lærebog i Moderkundskab; og jeg vil i det hele taget overfor denne store og vigtige Fremtidsopgave advare mod Højskoleoverfladiskhed. Endvidere fastholder jeg det smukke Ord Værnepligt, Mange kunde vist ønske at kende Fru Gyrithe Lemches Stilling til denne Sag. Og - det kunde ogsaa være godt at faa en nøjagtig Oversigt over de af Fru Krüger-Ejde saa afskyede norske Tvangslove. Hvis det er Love mod Alkoholudskænkning og Usædelighed, da er disse Love saa vist ikke landsskadelige.
Dora Lacoppidan-Koefoed,
Odense.
At Undervisning er højst betimelig, er vel alle enige om, men Maaden, hvorpaa det bedst lader sig gøre, er vel et noget vanskeligt Spørgsmaal.
Det bliver vist ikke muligt ad Frivillighedens Vej at faa alle med, (det var jo ellers det ideale), og de, der trænger haardest, nemlig de ubemidlede, og de studerende, vil vel sidst komme med. Jeg tror derfor, det bliver nødvendigt, at Undervisningen maa være tvungen.
Og da vi Kvinder nu kræver lige Ret med Manden, har vi saa ikke ogsaa den Pligt at uddanne os, saa vi kan staa ved Siden af ham, hvad personlig Dygtighed angaar - jeg synes ikke, vi skulde undslaa os ved at aftjene vor Værnepligt paa den Maade, at vi dygtiggør os til det Kald, der nu en Gang er vort. Var det saa slemt, om alle unge Kvinder inden en vis Alder skulde have gennemgaaet et Kursus i almindelig Husgerning? Det vilde da undgaas, dette her, at mange begynder deres Husmodergerning med intet Begreb at have om, hvad der kræves af en Husmoder; det er som vi alle véd, ikke saa helt lidt; der skal mange Færdigheder til. Mon det ikke ogsaa vilde hæve os en hel Del i Mændenes Agtelse, naar de ser, at vi ikke er bange for at sætte noget ind paa at naa frem til den størst mulige Dygtighed? Og mon der ikke vilde blive flere lykkelige Ægteskaber, hvis Kvinderne i alle Tilfælde kendte - og gjorde deres Pligt i Hjemmet; for det er nu en Gang Kvindens højeste og helligste Pligt at røgte Hjemmet vel. Og det maa alle vi, som er Husmødre, sætte alle vore Evner og Kræfter ind paa, og derved give de yngre et godt Eksempel, opdrage vore Børn til gode og nyttige
Samfundsborgere, at det kan siges om hver enkelt af dem, at Verden var bleven en lille Smule bedre, netop fordi, at de har levet i den.
Vi maa lære vore unge Piger og vore Børn, at ærligt Arbejde er en Hæder for den, der udfører det, selv om det i sig selv er simpelt og ligefrem; vi har jo ikke alle faaet lige store Evner.
Men hvordan skal nu dette sættes i System, og hvor skal Pengene komme fra? For noget vil det jo koste.
Var der mon ikke noget for vore Højskoler, kunde det ikke tænkes, at deres Sommerkursus blev udvidet til fem Maaneder som for Eksempel paa „Kærehave ved Ringsted”? Paa et saadant Sted er der jo baade Materiel og Lærerkræfter; der er sikkert omkring paa vore Højskoler mange dygtige Husmødre, som kunde tage den Opgave op, at undervise de unge Piger i almindelig Husgerning og Havebrug, og saa kunde der vel endda blive lidt Tid til at dyrke de egentlige Højskolefag. Understøttelsen kunde maaske udvides noget, saadan at de helt ubemidlede kunde gaa helt frit.
Ja, dette er jo kun et Forslag, som kun gælder Landboerne; Byforholdene er jo noget anderledes.
Der var maaske ogsaa en anden Vej at gaa. Om der rundt om paa Landet, hos de gode og dygtige Husmødre var saadanne Læresteder, hvor de unge Piger skulde opholde sig et Aar og deltage i alle huslige Arbejder og i Haven. (Det er af Vigtighed, at de faar lært at passe Jorden; den kan give mange herlige Ting. Det er trist at se, hvordan Haven mangfoldige Steder ligger hen til Skam for sin Indehaver, og den kunde og skulde jo være baade til Gavn og Glæde. Det maa vi Kvinder se at faa rettet noget paa ved at lære vore unge Piger, hvad der kan bringes ud af Haven).
De Folk, der fik Lov til at have saadanne Læresteder, skulde jo saa give nogen Løn, for de vilde jo faa deres Arbejde udført, men der skulde maaske ogsaa sættes Regler for, hvilke Arbejder Eleverne skulde udføre (for at hindre mulige Misbrug af deres Tid og Kræfter). Her vilde der blive rigelig Brug for den Takt og Kærlighed, som der lyses efter ovre fra Horsens. Nu kan jo alle kloge og gode Kvinder og Mænd tænke over, om noget af disse Forslag er noget værd.
Dorthea Nielsen.
