« Tilbage til søgeresultaterne
Fabrikloven vedtaget i Folketinget
Ændringsforslaget om Natarbejdsforbud for kvinder forkastet med stor Majoritet.
Den 17. April vedtog Folketinget ved 3. Behandling Fabrikloven i en Skikkelse, der paa nogle Punkter afviger fra Landstingets Affattelse, for hvilken der tidligere har været gjort Rede i „Kvinden og Samfundet". Saaledes som Loven nu foreligger, og som den forhaabentlig, naar dette læses, vil være endelig vedtaget af Landstinget, maa den siges at være meget tilfredsstillende for Kvinderne. „Dansk Kvindesamfund" kan med Glæde konstatere et godt Resultat af det Arbejde i Anledning af Fabrikslovens Revision, som paabegyndtes ved Fællesmødet i Holstebro i 1909, og som siden har været udført af et nedsat Udvalg, dels gennem Andragende til Indenrigsministeriet af Januar 1910, dels senere ved Møder og gentagne Henvendelser til Rigsdagens Ting i Samarbejde med „Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark" og „Dansk Typografforbunds kvindelige Afdeling". Kvinderne har paa næsten alle Punkter faaet deres Ønsker opfyldte.
Natarbejdsforbuddet for Kvinder, der oprindelig var foreslaaet af Regeringen, blev som bekendt forkastet af Landstinget med alle Stemmer mod 4 Socialdemokraters. I Folketinget blev Forslaget genoptaget af Socialdemokraterne og Rørdam, men blev forkastet med stor Majoritet. Hermed turde Spørgsmaalet om en Undtagelseslov for Kvinder paa dette Punkt være afgjort for bestandig i Danmark, thi naar Fabrikloven en Gang paany skal til Revision, vil Kvinderne sikkert for længst have faaet Valgret og have deres Repræsentanter paa Tinge, som direkte kan føre deres Sag, medens Kvinderne baade denne Gang og i 1809-1901 har været henviste til den mere besværlige indirekte Vej gennem Møder og skriftlige og mundtlige Henvendelser til Rigsdagen at tilkendegive deres Mening. Fabrikinspektør Fru Julie Arenholt, der i Fjor tiltraadte Dansk Kvindesamfunds Fabrik-lovsudvalg, har ved paa en Studierejse i Sverige at fremskaffe Materiale om Virkningen af Nat-arbejdsforbudet dersteds givet de Folketingsmænd (Udvalgets Ordfører C. Sørensen og Ivar Berendsen), der talte mod Forbuddet, gode, saglige Argumenter i Hænde mod dets Indførelse her. Fru Arenholts meget interessante og velskrevne Beretning fra denne Studierejse findes aftrykt som Bilag til Folketingets Udvalgsbetænkning og fortjente en udførligere Omtale i „Kv. og Sf." end Pladshensyn her tillader det.
Barselhvile-Paragraffen er vedtaget i Landstingets Affattelse, og det er saaledes ikke lykkedes at faa fjernet Bestemmelsen om, at det kan tillades Arbejderskerne at gaa i Arbejde før Udløbet af de 4 Uger, naar de kan skaffe Lægeattest for, at dette kan ske uden Skade for Moderens eller Barnets Sundhed. Folketinget har imidlertid givet Paragraffen en værdifuld Tilføjelse, nemlig: „I Virksomheder, hvor 25 Kvinder eller derover er beskæftigede, „skal der være et særligt, i den „kolde Aarstid opvarmet Lokale, „hvor de arbejdende Mødre kan „give Die."
Vi tiltræder ganske det af Udvalgets Ordfører udtalte Haab, at denne Ændring ikke vil faa den Virkning, at de Kvinder, der har smaa Børn, bliver bortviste fra Arbejdspladsen, fordi Arbejdsgiveren ikke vil indrette et saadant Rum. Forhaabentlig vil Tilføjelsen komme til at virke efter sin Bestemmelse.
Hjemmearbejderne.
Folketinget har indsat en Bestemmelse om, at det kan paalægges Arbejdsgiverne (ogsaa Mellemmændene) ved Opslag eller paa anden af Fabriktilsynet godkendt Maade at meddele Arbejderne fyldestgørende Oplysning om de Priser, der betales for det paagældende Hjemmearbejde. Gennem denne Bestemmelse, i Forbindelse med de af Landstinget vedtagne om Førelse af Registre m. m., har Hjemmearbejderne, som jo væsentlig er daarligt organiserede Kvinder, opnaaet en meget værdifuld Beskyttelse, og de af Dansk Kvindesamfund i Andragende af Januar 1910 udtalte Ønsker er fuldtud blevne opfyldte.
Børnearbejdet
er ved Siden at Natarbejdsforbuddet det Spørgsmaal, der har givet Anledning til mest Diskussion i og udenfor Rigsdagen. Medens Landstinget vedtog ikke alene at forbyde Børns Arbejde i Fabrikker, men ogsaa deres Benyttelse til Arbejde ved Landbrugets Maskiner, indtil de er udskrevne af Skolen (14 Aar), har Folketinget vedtaget en Mellemvej: Herefter forbydes Fabrikarbejdet Skolebørn, medens det tillades dem at arbejde ved Landbruget, dog med den Begrænsning, at Børn under 12 Aar ikke maa benytttes til Arbejde ved Landbrugsmaskiner, med mindre det sker under umiddelbart og stadigt Tilsyn af Forældrene. Denne Bestemmelse angaar dog ikke Børns Benyttelse til at køre en Hestegang.
Det forekommer os, at denne Afgørelse er meget heldig. Det vilde sikkert have været næsten umuligt at gennemføre et Forbud mod større Børns Arbejde ved Landbrugsmaskiner, og det er bedst at undgaa et Forbud, der kun bliver et dødt Bogstav.
Andre Bestemmelser.
Af andre Ændringer, som Folketinget har indført i Loven, skal fremhæves, at Mejerivirksomheder undtages fra Fabriktilsynet, med mindre de benytter Maskiner, som betinger dette Tilsyn. Endvidere at der i Virksomheder, hvor det skønnes formaalstjenligt, skal forefindes en velforsynet Forbind-kasse. Sluttelig skal nævnes en Beskyttelsesbestemmelse, der - i Modsætning til det foreslaåede Natarbejdsforbud for Kvinder - gælder begge Køn. Folketinget har indsat den Bestemmelse, at Indenrigsministeriet efter Arbejdsraadets Indstilling kan begrænse Arbejdstiden i saadanne Virksomheder, der skønnes at Medføre særlig Fare for de beskæftigede Arbejderes Sundhed.
Som allerede nævnt vil den reviderede Fabriklov sikkert blive modtaget med Glæde hos de allerfleste Kvinder. Ogsaa udenfor Danmarks Grænser vil Forkastelsen af Natarbejdsforbuddet vække Glæde i interesserede Kvindekredse, hvor man staar i en Kamp om dette Spørgsmaal.
København, d. 19. April 1913.