« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Kvindesamfunds Lodtrækning
Jeg tænker, det er gaaet andre af „Dansk Kvindesamfund’’s Kredsformænd ude i Landet som mig, da jeg i sidste Nummer af „Kvinden og Samfundet" læste om Hensigten med den af Fællesstyrelsen foranstaltede Lodtrækning, - jeg følte mig beskæmmet.
Medens Forsvarslotteriet har indbragt mange Tusinder, har „Dansk Kvindesamfund"s Lodtrækning indbragt saa lidt, at Fællesstyrelsen nu maa gaa den for os alle saa ydmygende Gang til Autoriteterne og bede om Udsættelse af den engang fastsatte Termin for Lodtrækningen. Hvad maa ikke disse Autoriteter, hvad maa ikke de store Firmaer og de ansete Kunstnere, som har skænket deres Frembringelser og Værker som Gave til vor Forening, tænke om os som har vist vor egen Sag saa megen Ringeagt og Kulde, at vi ikke har kunnet ofre den l Krone hver? - Er det da ikke en fuldgod Forsvarssag at forsvare sine kvindelige borgerlige Rettigheder, og kan vi i Grunden fortænke Staten i, at den berøver os sine Tilskud, naar vi selv er saa karrige med at bringe Ofre for den Sag, vi kræver offentlig understøttet?
Fælleskassen har strakt sig over Evne for at kunne byde os. Formænd til Gæster ved Formandsmødet i Vinter, og nu hvor Fællesstyrelsen paa den hensynsfuldeste Maade beder os hjælpe sig med at dække Underskudet, forholder vi os vrangvillige. Det er noget nær det samme som at rejse sig fra Bordet i et fremmed Hus uden. at sige: „Tak for Mad".
Muligvis havde Fællesstyrelsen handlet rigtigst i straks at sige os, hvad Lodtrækningen skulde bruges til at dække baade nu og ad Aare, men som Sagerne staar, har vi Formænd ikke andet at gøre, forekommer det mig, end at lægge os i Selen for at faa de os tilsendte Lodsedler afsatte og helst med det første rekvirere en ny Sending. Saaledes vil jeg i det mindste gøre.
