« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Norge
Der trak nylig en Sky op paa de kvindelige Postekspeditørers Himmel; Postvæsenets Lønregulativ skulde behandles, og saa truede man med at sætte de kvindelige Ekspeditører paa en lavere Løn end de mandlige. Vore Kvindeforeninger protesterede og baadse Nationalraadets og Kvindesagsforeningens Styrer havde Foretræde i Stortinget for at tale Kvindernes Sag. Igaar var Sagen fremme i Stortinget, og Resultatet blev, at der blev gennemført fuld Ligestilling. Den nuværende Arbejdsminister, Statsraad Urbye, holdt et varmt Foredrag til Gunst for Ligestilling, og fhv. Statsraad Konow udtalte, at det er oprørende for Retfærdighedsfølelsen, at Mand og Kvinde, som sidder ved Siden af hverandre i det samme Arbejde, skal lønnes forskelligt bare fordi han er Mand og hun er Kvinde! Debatten om Kønnenes Ligestilling var en Sejr for Kvinderne.
I Anledning af Norges Hundredaars Jubilæum som selvstændig Stat - 1914 vil der under Redaktion af Frk. Frederikke Mørch blive udgivet en „Kvindernes Bog” som skal give en Oversigt over Kvindernes Historie og Stilling i de forløbne Aar, ligesom den ogsaa vil give Oplysninger om Kvinders Uddannelse og Erhverv, Læreanstalter og Legater.
Den norske Regering har fremsat et Lovforslag om, at alle Billeder, som skal fremvises paa Kinematograf her i Landet, først skal forevises for offentlig beskikkede Censorer. Disse Censorer maa ikke godkende Billeder, som de finder stridende mod Lov eller Ærbarhed eller virker forraaende.
Landskvindestemmeretsforeningen har paa sit Program at danne et Fond til fagmæssig Uddannelse for Kvinder. For at skaffe Penge har man bl. a. udstedt 2 Øres Mærker i Form af et Segl. Det er højrødt og bærer to Nøgler i sit Skjold: Nøglerne til Stats- og Kommunekassen. Dette Segl skal da klæbes paa Breve og Pakker.
Kristiania, 4. Maj 1913.