Kvindens Værnepligt

Diskussionen om »Kvindens Værnepligt« har sat mange Penne i Gang. Da der i sidste Nr. af Bla­det fra den 15. April er to Indlæg for tvungen Undervisning, vil jeg som en af Talsmændene for frivil­lig Undervisning skrive om mit Standpunkt. Det synes mig, at alle de, som forsvarer tvungen Undervisning, glemmer, at det er ikke nok, at man underviser, det skal ogsaa modtages. Børn er til en vis Grad som Flasker, man kan hæl­de i og sætte Proppen i, saa er Lærdommen fyldt paa, og saa har man gjort, hvad man kunde, men paa samme Maade kan man ikke fylde Kundskab i voksne Menne­sker; er de utilbøjelige, uvillige til at lade sig belære, saa er al Un­dervisning saa godt som spildt. Tilhængerne af Kvindernes Vær­nepligt sammenligner denne med Mændenes Værnepligt, deres Sol­datertid. Skal disse have Værne­pligt, saa skal Kvinderne ogsaa. Fru Dora Lacoppidan-Koefoed skriver derom »Naar Kvinderne faar den politiske Valgret her i Landet, saa maa de veje den op med Pligt, ellers bliver Udviklin­gen skæv. Mændene har Pligten til at værne Landet udadtil som Vederlag for deres Valgret«. Dette sidste er gendrevet saa ofte, saa det undrer mig, at den Paastand endnu kan fremkomme. Hvis Mændenes Valgret er afhængig af deres Værnepligt, maa den jo tabes af alle de mange, der ikke bliver Soldater. I Lande, hvor man hol­der lejede Folk til Krigstjeneste, kan man vanskelig paastaa, at Værnepligten er Betingelsen, Ve­derlaget for Valgret. Paa faa Und­tagelser nær staar Soldaterlivet som en utaalelig Tvang for vor mandlige Ungdom. Det er en Tid, der virker sløvende, ja ofte forraaende paa dem. Skulde vi da ønske vor kvindelige Ungdom ind under en lignende Tvang? Tænk rigtig igennem, hvad tvungen Un­dervisning for voksne betyder. Faar man genstridige Elever, hvad vil man da stille op med dem? Man kan ikke vise dem bort, for de skal have Undervisningen. De kan mulkteres, om de forsømmer, men betaler de ikke, maa man ha­ve lignende Straffe for dem som for Soldaterne. Jeg forstaar saa godt en Køkkenlærerinde, der sagde: »Jeg sætter denne Under­visning og Gerning for højt til at kunne taale, at den blev Kvinder paatvungen«. Vi kan ad Frivillig­hedens Vej faa fat i alle dem, der vil lære noget. De fattige kan lige fuldt faa Undervisning gratis, en­ten den er tvungen eller frivillig, det koster det samme. Husmødre­nes eller andre Arbejdsgiveres Modstand mod at give de tjenende Adgang til omtalte Uddannelse er meget svag. De tjenende har i vor Tid saa mange Midler til at sætte igennem, hvad de ønsker. Fru D. L. Koefoed advarer overfor denne vigtige Fremtidsopgave mod Højskoleoverfladiskhed. Jeg kunde ha­ve Lyst til at advare mod overfla­disk Bedømmelse af det, man ikke kender til. Kan vi først enes om at denne store, ideale Opgave maa løses ad Frivillighedens Vej, saa maa alle Kræfter forenes om at finde de bedste Veje, for der bliver sikkert mere end en Vej at følge.  Formen for Uddannelsen vil sik­kert blive forskellig for Land og By.

Vejlby Højskole.