« Tilbage til søgeresultaterne
Almisser eller Rettigheder
Af K.K. Steincke.
Denne Bog er, som Titlen ogsaa angiver, en populær Kritik af vort Forsørgelsesvæsen og Hjælpekassesystem; særlig mod Hjælpekasseloven rettes en skarp, men ikke uberettiget Kritik - ligeledes forøvrigt mod den planløse private Godgørenhed.
Forfatteren hævder, at Systemets Grundfejl særlig er det urigtige Princip, hvorpaa hele vor Forsørgelseslovgivning hviler, nemlig Almisseprincippet - Barmhjertighedssynspunktet, thi dette at bede om Almisser, hvad enten det er gennem Fattigvæsen, Alderdomsvæsen eller Hjælpekasse, sløver og demoraliserer. Hjælpen ydes i alle Tilfælde af de forskellige Myndigheder efter Skøn, det gælder derfor for den trængende om at gøre Indtryk paa disse Myndigheder - at lægge an paa deres gode Hjerte - at fremstille sine egne Forhold i det grelleste Lys - med andre Ord at udvikle sig til Plattenslager - og altfor mange falder for denne Fristelse.
Almissesystemet ønsker Fortfatteren afløst af Retsprincippet, »thi,« skriver han, »Hovedsynspunktet for en Forsørgelseslovgivning bør ikke være dette, i hvilke Tilfælde skal man give Borgerne Ret til at bede om Almisse, men dette - i hvilket Tilfælde er det i Samfundets egen Interesse at hjemle Borgerne bestemte Rettigheder overfor det offentlige, som de kan gøre gældende, naar Betingelsen indtræder.«
Almisse sløver, men Følelsen af virkelig Ret øger Individets Selvstændighed og fremmer dets Lyst og Evne til at staa paa egne Ben.
Noget af dette Princip findes i Lov om udenfor Ægteskab fødte Børn og deres Mødre.
Naar Barnefaderens Bidrag ikke betales i rette Tid, kan Barnemoderen - dog kun om hun er i Trang og kan forevise Trangsattest, henvende sig til det offentlige og faa Normalbidraget til sit Barn udbetalt, uden at det er Fattighjælp for hende - det er hendes Ret - hun faar hverken mere eller mindre, der skønnes ikke først af forskellige Institutioner om hun trænger til mere eller kan nøjes med mindre - hun faar netop dette bestemte Bidrag, og dermed maa hun klare sig - det er Retsprincippet.
Dette Skøn - Trang eller ikke Trang, der her er Forudsætningen for Moderens Ret - ønsker Forfatteren dog slettet og Loven udarbejdet alene efter Princippet - Ret uden Skøn, saaledes at det offentlige i alle Tilfælde, hvor et Barn staar uden den ene eller begge Forsørgere, skal udbetale Normalbidrag for ethvert saadant Barn, uden nogen Trangsattest for Moderen, dog stadig med Regres til Faderen.
Paa lignende Maade udvikles den øvrige Forsørgelseslovgivning. Alt i alt en Bog, enhver, der interesserer sig for Forsørgelseslovgivning, læser med stor Interesse; man kan være mere og mindre enig med Forfatteren; men Bogen sætter Tanker i Bevægelse, rydder op i de gængse overleverede Begreber og faar Læseren til selv at tænke for og mod.
Tidligere har Forfatteren udgivet en Bog - Offentlig Hjælp, Vejledning i Fattiglovgivning o. s. v.
Begge er Bøger, som Kvinder, der træder ind i de kommunale Raad og faar med Forsørgelsesvæsen at gøre, burde eje og sætte sig ind i.
