« Tilbage til søgeresultaterne
Udryd Fluerne!
Til Mødre og Husmødre!
Fluerne hører til de mest skadelige Insekter. De udklækkes i Skarn, mest i Hestegødning, men ogsaa i menneskelige Ekskrementer og i forraadnende Affald af Plante- og Dyreriget.
Fluer kan overføre Smitte, f. Eks. Tyfus, Tuberkulose, Børnediarre og sandsynligvis ogsaa Børnelammelse.
De roder i og spiser af al Slags Svineri, f. Eks. Opspyt fra Tuberkuløse og Udtømmelser fra Patienter med smitsomme Sygdomme. De kommer fra Affaldsbeholdere, Møddinger, Retirader, raadne Dyr, Sygeværelser med al Slags Smuds og Sygdomsspirer, og kan afsætte disse paa vore Hænder og Ansigter, f. Eks. paa sovende Børns Læber og paa vor Mad og Drikke.
Smittebakterier kan bevare deres Levedygtighed i Fluernes Fordøjelseskanal i adskillige Dage og overføres med deres Ekskrementer og Opgylp.
Fluerne formerer sig meget stærkt og yngler flere Gange i Sommerens Løb.
Lad ikke Snavs hobe sig op i Kroge; lad intet ligge og raadne i eller nærved Huset.
Affaldsspande og Affaldsbeholdere bør være lukkede og renses, naar de tømmes.
Indeholdet af Retirader bør dækkes med Jord eller Tørvesmuld.
Der bør ikke findes Møddinger eller aabne Gødningsbeholdere i Nærheden af Beboelseshuse.
Al Mad og særlig Mælk bør opbevares i Flueskab eller dækkes med Laag af Tvist eller klart Tøj.
I hvert Værelse bør mindst et Vindu altid være aabent; og for at holde Fluerne ude, bør der om Sommeren sættes Gitter eller Net for, særlig i Køkken og Spisekammer.
Spæde Børn og Syge bør, især naar de sover, skærmes mod Fluer, for Eks. ved en Tarlatansskærm eller et Stykke klart Tøj.
Fang og dræb Fluerne, saa snart de viser sig i Huset; vent ikke til der kommer mange!
Danske Kvinders Nationalraads Sundhedsudvalg.
Adr.: Det sociale Sekretariat,
Vestre Boulevard 5.