« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindernes Udstilling i Amsterdam

Af: Johanne Deichmann

« Se emneord

Hvis der i Aaret 1813 var stillet vore Bedste- og Oldemødre den Opgave at forberede og fuldføre en Kvin­dernes Udstilling, vilde disse ærvær­dige Damer sikkert have staaet ganske raadvilde, og kun ved at søge Hjælp hos deres mandlige Beskyttere havde det været dem muligt at frem­bringe en Udstilling, der højst man­gelfuldt havde kunnet kaldes en Kvindernes Udstilling. Kvinderne i 1913 er ganske paa det rene med, hvorledes en saadan Tanke kan brin­ges til Udførelse, alene heri ligger det bedste Bevis for, hvilket Frem­skridt de sidste hundrede Aar har bragt Kvinden som Deltager i det praktiske Liv.

Det var ikke tomme Ord, naar By­ens Borgmester ved det Internationa­le Kvinderaads Festmiddag paa Ud­stillingen i Amsterdam fastslog som en Kendsgerning, at Kvinden havde vist sig at være en værdifuld Hjælper netop i det sociale Arbejde. Udstil­lingen selv er jo et talende Vidnes­byrd om Kvindesnille og Kvindeevne paa alle de Omraader, hvor hun har tiltvunget sig Magt til at staa paa lige Fod med Manden.

Da man ønskede Kvindernes Udstil­ling planlagt og bygget, henvendte man sig naturligvis til en kvindelig Arkitekt. Kunde man i 1813 overho­vedet have tænkt sig en saadan? Vilde man ikke have paastaaet, at det var et Arbejde, der laa helt udenfor Hjemmene, hvor Kvinden hørte hjem­me - en Opgave, som kun Mænd kunde løse. Saa løste Mændene videre paa Opgaven - og tænk alle de ubekvemme Bekvemmeligheder, vi er dem Tak skyldige! Sovekamre mod Nord, Spisekamre mod Syd - ufarbare Køkkentrapper, ubeboelige Pige­værelser - ikke en Kvadratalen Plads til Børnene. En Lejlighed, der passer til to ældre Damer, skal ogsaa passe til en Familie med 2-3 Børn.

De amsterdamske Kvinder var saa heldige at finde en Udstillingsplads, hvor der allerede stod nogle gamle Huse, som kunde danne en god Ram­me for et Tilbageblik i Husførelsen. Igennem dem kommer man ind til den moderne Afdeling, de nye fest­lige Bygninger, der rummer op mod 200 større og mindre Udstillingsrum.

Den hollandske Husmoder har den Fordel, at hendes Hjem er et Hus for sig - ikke en Lejlighed i en Kaserne. Derfor præges det langt mere af den enkelte Families Aand og tillader større Frihed i Valget af Værelsernes Brug. Da der kommer Lys fra begge Sider, idet Gavlene vender mod Ga­den og Gaarden, der ofte er en Have, har man meget mere Sol fordelt til fælles Brug end i vore Facadebeboelser. Og da der er langt flere grønne Træer i Byerne i Holland end i vore, til Gavn for Øjne og Lunger, har man ikke Følelsen af at være Naturen saa fjern som i mange Stenbyer, hvor et Græsstraa er en Sjeldenhed.

Den hollandske Renlighed er med Rette verdensberømt - og det er en Fryd at nyde godt deraf. Vand har de nok af, og de sparer ikke paa det. I Spande­vis slynges det mod Husmurene ud­vendig -

i Spandevis skylles det ned over Fortovene - Dørfyldninger, Vin­dueskarme, alle tænkelige Krinkelkroge faar sin Del af det daglige Bad. Jeg har ikke set et eneste Skilt med Paaskriften: Urenlighed frabe­des - hvilket ofte synes at virke som Lokkemiddel, - nej, Urenlighed for­byder sig af sig selv - hvem kunde finde paa at afstedkomme Urenlig­hed i saadanne Omgivelser. De indgyder, selv den mest betrængte, Re­spekt. Man beklager køerne, hvis Halespids er bundet op i en Snor, at de ikke kan vifte Fluerne væk - men først har man sørget for at der ingen Fluer var - ingen Spindelvæv i Staldkrogene; to Gange daglig vaskes Køernes Yver, ja paa sine Ste­der hele Koen. Det siger sig selv, at Pigen, der skal malke, ogsaa maa være ren, ofte malkes der med Hand­sker paa.

Overdrevent, vil man. sige - ja, hvad er overdrevent, saa længe vi intet ved om Sygdommes Overføring og Udbredelse; Koen i Vild Tilstand bliver ganske vist ikke vasket, men den giver kun sin Mælk til sit eget Barn, - medens vor staldfodrede Ko holdes hen i fortsat Malkningsevne til Menneskeføde. Paa Udstillingen findes et Mejeri fra 1818, det har ikke behøvet store Forandringer i de hun­drede Aar, og Festbordet, der staar dækket i det gamle Hus med Sølv og Krystal, ser ogsaa ganske moderne ud. Køkkenet straaler med sit blank­pudsede Messing og Kobber; det gjor­de vore Køkkener ogsaa engang, in­den de gamle Sager blev lokket op paa Marmorkirkens Kuppel og mistede sine skønne Former. Der ligger det og ærgrer sig grønt over vore Hus­mødres Uforstand. Rammen, som den hollandske Kvinde har haft at vokse op i, er ikke ilde - derfor har hun kunnet naa saa vidt paa de mange udvortes Omraader, som Udstillingen noksom bærer Vidnesbyrd om.

Ved Universitetet, i Laboratorier, i Hospitaler, i Skolerne gøres et stort Arbejde af dygtige Kvinder. Holland tæller mange Navne, der er bane­brydende, men den hollandske Natur er konservativ, den arbejder lang­somt og støt - den vil ikke synes men være, den er lydhør overfor det ny uden at kaste Vrag paa alt gam­melt.

Da Helene Berg havde talt i Haag og Kirken genlød af langvarigt Bifald mere end efter nogen anden Taler, da var det ikke mindst de hol­landske Kvinder, der følte Slægtblo­det banke, de sikrede sig straks Frk. Berg som Taler paa Udstillingen. - »Hvad skal jeg tale om?« spurgte Frk. Berg. »Om hvad De vil,« lød Svaret; det var Mennesket bag Ordene, der begejstrede dem - det var ikke en Programtale de ønskede paa et en­kelt Omraade, det var en Kvindes personlige Opfattelse af Menneskespørgsmaal, de vilde høre.

Tjener det ikke til Ros for de Am­sterdamske Damer? Var det ikke glædeligt for os, at det var det lille Danmark, der slog til Lyd for en ny Tone i det store Kvindeorkester.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner