« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindernes Udstilling i Amsterdam
Hvis der i Aaret 1813 var stillet vore Bedste- og Oldemødre den Opgave at forberede og fuldføre en Kvindernes Udstilling, vilde disse ærværdige Damer sikkert have staaet ganske raadvilde, og kun ved at søge Hjælp hos deres mandlige Beskyttere havde det været dem muligt at frembringe en Udstilling, der højst mangelfuldt havde kunnet kaldes en Kvindernes Udstilling. Kvinderne i 1913 er ganske paa det rene med, hvorledes en saadan Tanke kan bringes til Udførelse, alene heri ligger det bedste Bevis for, hvilket Fremskridt de sidste hundrede Aar har bragt Kvinden som Deltager i det praktiske Liv.
Det var ikke tomme Ord, naar Byens Borgmester ved det Internationale Kvinderaads Festmiddag paa Udstillingen i Amsterdam fastslog som en Kendsgerning, at Kvinden havde vist sig at være en værdifuld Hjælper netop i det sociale Arbejde. Udstillingen selv er jo et talende Vidnesbyrd om Kvindesnille og Kvindeevne paa alle de Omraader, hvor hun har tiltvunget sig Magt til at staa paa lige Fod med Manden.
Da man ønskede Kvindernes Udstilling planlagt og bygget, henvendte man sig naturligvis til en kvindelig Arkitekt. Kunde man i 1813 overhovedet have tænkt sig en saadan? Vilde man ikke have paastaaet, at det var et Arbejde, der laa helt udenfor Hjemmene, hvor Kvinden hørte hjemme - en Opgave, som kun Mænd kunde løse. Saa løste Mændene videre paa Opgaven - og tænk alle de ubekvemme Bekvemmeligheder, vi er dem Tak skyldige! Sovekamre mod Nord, Spisekamre mod Syd - ufarbare Køkkentrapper, ubeboelige Pigeværelser - ikke en Kvadratalen Plads til Børnene. En Lejlighed, der passer til to ældre Damer, skal ogsaa passe til en Familie med 2-3 Børn.
De amsterdamske Kvinder var saa heldige at finde en Udstillingsplads, hvor der allerede stod nogle gamle Huse, som kunde danne en god Ramme for et Tilbageblik i Husførelsen. Igennem dem kommer man ind til den moderne Afdeling, de nye festlige Bygninger, der rummer op mod 200 større og mindre Udstillingsrum.
Den hollandske Husmoder har den Fordel, at hendes Hjem er et Hus for sig - ikke en Lejlighed i en Kaserne. Derfor præges det langt mere af den enkelte Families Aand og tillader større Frihed i Valget af Værelsernes Brug. Da der kommer Lys fra begge Sider, idet Gavlene vender mod Gaden og Gaarden, der ofte er en Have, har man meget mere Sol fordelt til fælles Brug end i vore Facadebeboelser. Og da der er langt flere grønne Træer i Byerne i Holland end i vore, til Gavn for Øjne og Lunger, har man ikke Følelsen af at være Naturen saa fjern som i mange Stenbyer, hvor et Græsstraa er en Sjeldenhed.
Den hollandske Renlighed er med Rette verdensberømt - og det er en Fryd at nyde godt deraf. Vand har de nok af, og de sparer ikke paa det. I Spandevis slynges det mod Husmurene udvendig -
i Spandevis skylles det ned over Fortovene - Dørfyldninger, Vindueskarme, alle tænkelige Krinkelkroge faar sin Del af det daglige Bad. Jeg har ikke set et eneste Skilt med Paaskriften: Urenlighed frabedes - hvilket ofte synes at virke som Lokkemiddel, - nej, Urenlighed forbyder sig af sig selv - hvem kunde finde paa at afstedkomme Urenlighed i saadanne Omgivelser. De indgyder, selv den mest betrængte, Respekt. Man beklager køerne, hvis Halespids er bundet op i en Snor, at de ikke kan vifte Fluerne væk - men først har man sørget for at der ingen Fluer var - ingen Spindelvæv i Staldkrogene; to Gange daglig vaskes Køernes Yver, ja paa sine Steder hele Koen. Det siger sig selv, at Pigen, der skal malke, ogsaa maa være ren, ofte malkes der med Handsker paa.
Overdrevent, vil man. sige - ja, hvad er overdrevent, saa længe vi intet ved om Sygdommes Overføring og Udbredelse; Koen i Vild Tilstand bliver ganske vist ikke vasket, men den giver kun sin Mælk til sit eget Barn, - medens vor staldfodrede Ko holdes hen i fortsat Malkningsevne til Menneskeføde. Paa Udstillingen findes et Mejeri fra 1818, det har ikke behøvet store Forandringer i de hundrede Aar, og Festbordet, der staar dækket i det gamle Hus med Sølv og Krystal, ser ogsaa ganske moderne ud. Køkkenet straaler med sit blankpudsede Messing og Kobber; det gjorde vore Køkkener ogsaa engang, inden de gamle Sager blev lokket op paa Marmorkirkens Kuppel og mistede sine skønne Former. Der ligger det og ærgrer sig grønt over vore Husmødres Uforstand. Rammen, som den hollandske Kvinde har haft at vokse op i, er ikke ilde - derfor har hun kunnet naa saa vidt paa de mange udvortes Omraader, som Udstillingen noksom bærer Vidnesbyrd om.
Ved Universitetet, i Laboratorier, i Hospitaler, i Skolerne gøres et stort Arbejde af dygtige Kvinder. Holland tæller mange Navne, der er banebrydende, men den hollandske Natur er konservativ, den arbejder langsomt og støt - den vil ikke synes men være, den er lydhør overfor det ny uden at kaste Vrag paa alt gammelt.
Da Helene Berg havde talt i Haag og Kirken genlød af langvarigt Bifald mere end efter nogen anden Taler, da var det ikke mindst de hollandske Kvinder, der følte Slægtblodet banke, de sikrede sig straks Frk. Berg som Taler paa Udstillingen. - »Hvad skal jeg tale om?« spurgte Frk. Berg. »Om hvad De vil,« lød Svaret; det var Mennesket bag Ordene, der begejstrede dem - det var ikke en Programtale de ønskede paa et enkelt Omraade, det var en Kvindes personlige Opfattelse af Menneskespørgsmaal, de vilde høre.
Tjener det ikke til Ros for de Amsterdamske Damer? Var det ikke glædeligt for os, at det var det lille Danmark, der slog til Lyd for en ny Tone i det store Kvindeorkester.
