« Tilbage til søgeresultaterne
Sange fra Afskedsfesten i Rønne
I.
Velkommen til Stævnet.
Mel.: Det hørtes sige...
Velkommen alle fra fjern og nær,
der frejdigt til vort Stævne drage;
vor Haand til Velkomst faar een og hver,
den ej i Kampens Stund forsage.
Vi takker alle, som vor Sag har kær,
og Kvindesagen vier glad sit Sværd.
Støt kun vor Sag,
end kommer Dag,
da Friheds Ret vil Te’ten tage!
For Slægters Frihed, for Hjemmets Ret,
for danske Folk og Danmarks Lykke
i Kamp vi drage, bli’r den ej let,
vi dog for Kampen ej os trykke.
Thi Frihed er et gammelt nordisk Ord,
det derfor ogsaa bedst i Norden gror.
Kæmp for vor Ret,
værn om hver Plet,
paa Friheds Grund maa alle hygge!
Vor Kamp for Lykke er Kamp for Ret,
og Retten, den er vel for alle;
og Kampens Maal gør os Striden let,
for Sandheds Ret al Modstand falde.
Vi hæver kækt mod Vold vort frie Flag,
det bæres frem mod Fremtids lyse Dag;
thi vi kan naa,
hvad vi attraa,
forgæves ej paa Ret vi kalde!
Vi søger fremad i Fortids Spor,
ej Modstand faar os til at vige;
vi jævner Vej over knudret Jord,
vor dyre Sag vi ikke svige.
Vi søger stadig frem trods Nederlag,
vi ved, at Frihed kræver Sejrens Dag.
Fremad det gaar
mod Friheds Vaar,
hvor alles Kaar til Ret er lige.
Og om vi falder, der kommer ny,
der i det samme Spor vil træde,
der trænger frem gennem Kampens Gny
og slutter Værn om Retfærds Sæde,
der for vor gode Sag vil slutte Pagt
og mod dens Fjender altid staa paa Vagt.
Frem Fod for Fod
med frejdigt Mod,
da kan vi fejre Sejrens Glæde.
Saa lad da kendes i Ord og Daad,
at vi for Sagen Ikke trættes;
vi ved, med Tiden der følger Raad,
men og, at Tiden ej kan rettes.
Derfor vi nytte Øjeblikkets Tid
og bygge vid’re paa Fortids Id,
ikke for mig,
ikke for dig,
for Sagen Sejrens Krans skal flettes.
II
Sangen om Danmarks Træ og Land.
Mel.: Droslen slog i Skov sin klare Trille.
Danmarks Træ, den lyse Bøg i Lunde,
staar i Sommersus med dunet Blad,
drikker Dug med Løvets tusind Munde,
fanger Sol og gynger Skatten glad, -
dvalebunden nys i Tider trange,
taalsom, tavs den stod i Stormes Brag,
samled Marv og Kraft i Nætter lange,
vented trygt en vaarblaa Løvspringsdag.
Danske Kvinder lagde Frø i Mulde,
og det spired tyst i varme Sind,
blev et haardført Træ i Slud og Kulde,
som nu løves lyst i Sol og Vind.
Liv det drog fra Hjerters rige Brønde,
dybe, dulgte Væld til Roden flød, -
da fik Stammen Kraft og har den skønne,
friske Krone højt mod Solens Glød.
De som planted, saa ej Træet skygge,
før de klare, blide Øjne brast, -
vi, som hviler nu i Læet, trygge,
greb dog deres Maal og holdt det fast,
Maalet: i vort eget Bryst at dyrke
for vort Land ny Jord, ny Kræfter frem
og med ærligt Sind og trofast Styrke
rejse Danmarks nye, frie Hjem.
End vort Land staar ungt med lyse Skove,
Vind og Lærker stryger over Vang,
i dets Dale driver Sædens Vover,
om dets Strande bruser Havets Sang.
Djærve Mænd dets Tarv og Fremgang pleje,
tjene det af Villiens fulde Magt,
og hos dem, med Hjertets Glød i Eje,
frie Kvinder staar om Hjemmet Vagt.
C. M.
III
En gnaven Ægtemands Klage.
Mel.: Ud paa Livets Vej.
Fra Arilds Tid var Kvindens Plads en
anden end i Dag.
dengang gik Manden foran,
og Konen holdt sig bag.
Manden førte Ord,
han var vældig stor;
men Konen smilte tidt, jeg tror.
Du er saa yndig, fin og skær og i din
Skønhed stærk;
men tænke maa du ikke, saa faar du
Hovedværk.
Det kan ej gaa an,
svag er din Forstand,
at føre an, du har din Mand.
Jeg skal besørge Pligter mod
Kommune og mod Stat,
din Pligt er let: for Herren kun du
være skal parat.
Find min Kraveknap!
husk den Bukselap,
men skynd dig lidt, min Tid er knap!« -
Men Tiden har forandret sig, vi
Mænd maa sige ak,
for Kvinden hun har Ordet, vi andre
siger »Tak«.
Nu har Hjemmets Sol
omtrent skiftet Pol,
vi Konen ser paa Mandens Stol.
For Manden har nu Tonen faaet en
ganske anden Lyd,
af Tale er der mer end nok, men ej
til Mandens Fryd.
»Nu regerer jeg,
stol kun trygt paa mig,
jeg vide skal at muntre dig«.
Fra Morgen og til Aften er nu
Manden i Galop,
snart maa han ned i Kælderen og
snart paa Loftet op.
»Skynd dig lidt, min Ven,
du maa paa’en igen;
du maa ej drive Tiden hen;
og der skal fejes, der skal vaskes, der
skal gøres rent,
paa Torvet maa du ogsaa gaa, men
kom nu ej for sent.
Sæt saa Grøden paa,
husk, den røres maa;
thi nu skal jeg i Tinge gaa« -.
Nu Konen maa for Manden gaa og
gøre Borgerpligt,
det kan aldeles ej gaa an, at Manden
mer gør sligt.
Se, hvor strunk hun gaa,
medens Manden maa
til Vuggen hen og pusle smaa.
Nej, Tiden, som den var, den kommer
aldrig mer igen,
før spilled Manden Herre, men nu
kun - Tjeneren.
Alt gaar op og ned,
før blev Manden vred,
nu Konen gi’r sin Mand Besked.
