« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne hos Kafferfolket
Kvindesagens internationale Præsident, Carrie Chapmann Catt, har talt Kvindernes Sag i det fjerne Sydafrika. I Kapstaden Durban, Johannesburg og flere andre Steder har hun med glødende Veltalenhed talt om Kvindens Kaar og hendes Ligestillelse med Manden.
Kender man lidt til Kafferfolkets Kvinder, deres Liv og deres Undertrykkelse, spørger man uvilkaarlig om dette Oplysningsarbejde nogen Sinde vil naa de ucivilicerede Kvinder, og om de vil forstaa at drage Nytte deraf.
Som hos alle uciviliserede. Folkeslag staar Kvinden hos Kafferen paa det laveste Standpunkt, og hendes Lod er lidet misundelsesværdig.
Hun er en Handelsvare, som af Forældrene sælges til Manden for en Okse eller to, er hun efter Kafferbegreber en Skønhed, forlanges der undertiden nogle brogede Tæpper i Tilgift. Fra det Øjeblik, hun træder eller rettere sagt kravler paa alle fire gennem den lave Aabning ind i sin Mands Bambushytte, er hendes Liv viet det strengeste Arbejde i og udenfor Kraalen. Madlavning slipper hun nogenlunde nemt fra, Majsgrød til Morgen, Middag og Aften; Majsen knuses mellem to Stene og koges til Grød. Ellers er Kosten Vandmeloner, Bananer og andre Frugter, sjældnere Kød, undtagen paa Festdage. Fra den Dag, Kafferen hjemfører den unge Kvinde, sætter han aldrig oftere sin Fod i Svigerforældrenes Hjem; han er dog saa „human”, at han ikke forbyder sin Kone det. Møder han sin Svigermoder, kaster han sig næsegrus paa Jorden og bliver liggende saaledes, til hun er kommen et godt Stykke forbi. Kafferen tror nemlig, at hun har den uheldige Evne at kunne „se paa ham med onde Øjne”. Det mærkeligste er dog, at denne Overtro er gaaet Svigermoderen selv saaledes over i Bevidstheden, at hun skrider forbi ham med bortvendt Ansigt og begge Hænder for Øjnene, da hun nødig vil skade Datterens Mand.
Naar Kafferkvinden har født sit Barn til Verden, tager hun det paa Ryggen i en Hætte, syet af Hyænens eller Shakalens Skind, og saa gaar hun ud at skuffe Majsmarkerne, medens Manden sidder hjemme og drikker Kafferøl eller gaar paa Jagt (det vil sige opstiller Fælder for de vilde Dyr; Skydevaaben maa Kafferne ikke benytte sig af). - Kvinderne er, trods de ublide Kaar, beundringsværdig sorgløse; der er nedlagt en Skønhedstrang hos dem alle, som de søger at tilfredsstille med de primitive Midler, der staar til deres Raadighed. De snor af Kobber- og Messingtraad Arme-, Ben- og Halsringe, ofte saa tunge, at det maa være en Lidelse at bære dem. De forarbejder de nydeligste Perletasker, og ordner Perlerne i Mønstre, de fletter det uldne Haar med en Mængde kulørte Tøjstrimler, og paa Festdage maler de deres Ansigter paa det skrækkeligste. Kafferkvinden synger næsten altid ved sit Arbejde sine improviserede Sange til muntre Melodier; hun synger om Solen, Majsen som hun gaar og skuffer, eller om sit lille Barn, som hun bærer paa sin Ryg. Hendes Begreber om Renlighed er højest forvirrede, man ser saa godt som aldrig Kafferbørn, uden at de har Øjnene fulde af Fluer. Bebrejder man Moderen denne haarrejsende Urenlighed, smiler hun medlidende og spørger, om man da virkelig ikke ved, hvor sundt det er med Fluer i Øjnene; de fortærer jo netop alt det, som ikke skal være der. Ligefrem koldt løber det os ned ad Ryggen, naar vi hører, at en enkelt Stammes Kvinder (Maskankastammen) slikker deres Børn over hele Kroppen ganske som Katten sine Killinger. - Jorden omkring Bambushytterne er sædvanlig belagt med en Slags Mosaik, dette er ogsaa Kvindernes Arbejde. De blander Kogødning og Ler sammen og lægger af dette et tykt Lag paa Jorden; i den friske Masse tegner de med Pegefingeren allehaande Figurer, og naar det er tørt, staar Tegningen ganske tydeligt deri. Denne Art af Brolægning er meget stærk, men den betrædes jo ogsaa kun af nøgne Fødder.
Høvdingen maa have indtil 9 Koner; hans Hytte er firkantet, Tegnet paa hans Værdighed, og ligger i Midten, Konernes smaa, runde Hytter ligger i Rundkreds uden om. Den høje Herre faar heller ikke stort andet end Majsgrød, men den overrækkkes ham af hans knælende Hustruer, der ikke selv tør spise, før deres Herre og Mester er mæt. Kafferkvinden ældes saare tidlig og er som gammel overmaade hæslig. Naar hun ikke mere kan arbejde, finder man hende overflødig, og hun faar det at mærke; hun passer Børnene og sidder ellers sammenkrøben i en Krog og snuser Tobak, den eneste Glæde, der er levnet hende. Min Hjemmelsmand og hans Hustru forsømte aldrig ved Besøg i Kafferlandsbyerne at have Lommerne fyldte med Tobak til de gamle Kvinder; de støder Tobakken sammen med nogle tørrede Rødder cg snuser, saa at Taarerne løber dem ned over de brune Kinder. „Mavvo, Mavvo, Ama kuba,” raaber de i glad Forbavselse, naar de faa en saadan Gave.