« Tilbage til søgeresultaterne
Et lille Ord om en stor Sag
Ved den danske Kvindesags Udtrædelse i Livet valgte den Dronning Margrethe til sit Mærke, men vi Kvinder har mangen god Gang faaet Anvisning paa ogsaa at tage Lære af andre danske Dronningeskikkelser.
Over ingen af Danmarks Dronninger hviler der et større Præg af sand Kvindelighed, af „Mildhedsmajestæten”, end over Dronning Dagmar - hende, om hvem der staar: „Hun kom uden Tynge, hun kom med Fred - hun kom goden Bonde til Lise, - havde Danmark altid saadanne Blomster, man skulde dem ære og prise!”
- Og medens vi bøjer os dybt for Dronning Margrethes Minde, thi: „Hun havde mer af Mandens Sjæl, end Mænd tilhobe, - i Danmark bar ingen Drot saa vel sin Purpurkaabe –”, føler vi, at det ægte kvindelige, det, som vi Kvinder sidst af alt burde miste ved vor Indtrædelse i det offentlige Liv, men som just skal kunne gøre vort Arbejde ved Mandens Side, i fuld Ligestillethed med ham, til en værdifuld Indsats, det lyser, langt stærkere end hos Dronning Margrethe, frem for os i den Dronning Dagmar-Skikkelse, der dukker frem af Historiens Taage.
Der er en stor Sag, som ligger og venter paa, at vi Kvinder skal tage den op og gøre den til vor. For næsten hundrede Aar siden (1815) stiftedes den første Fredsforening i Amerika (New York); Aaret efter stiftedes den første europæiske Fredsforening (i London). Den store Tanke; Fred mellem alle civiliserede Nationer - Krigen afskaffet, og Retten sat i Magtens Sted - havde faaet Kød og Blod og var traadt ud i Livet, og skønt den voksede en saare langsom Vækst, og vort eget lille Land saaledes først i 1882 kom med i Arbejdet for at tilvejebringe internationale Retsregler til Ordning af Nationernes indbyrdes Forhold, saa var „Fredssagen” fuldt ud en Kendsgerning, og det gaar med den som med Kvindesagen: den kommer som en stedse voksende Bølge, der vokser, og maa vokse, fordi den er fyldt med Livskraft fra de dybest rindende Kilder i Menneskehjertets Retfærdighedsbevidsthed. - „Voldgiftstanken,” udtalte Præsident Loubet i Januar 1905, „vedbliver at vokse i Autoritet i Folkenes og Regeringernes Bevidsthed,” - og med varslende Fremblik sagde den engelske Krigsminister, Mr. Haldane i November 1906, idet han betonede Nødvendigheden af en Indskrænkning af Rustningerne: „Der vil komme en Tid, der med Forbavselse vil se tilbage paa vor Tids Barbari.”
Ikke tilfældigt eller for intet har Kvindesagen og Fredssagen set Lyset i samme Aarhundrede, er vokset op sammen og har levet deres første Umyndighedsaar som to Børn paa hver Side af Gitterværket, der skilte deres Barndoms Haver. En skøn Dag ser han, at der kommer ham en ung Kvinde i Møde, rank og velvoksen, og hun faar Øje for, at han er god og vakker, og de giver hinanden Haandslag og gaar sammen op til Kongens Slot og banker paa Porten: „Voldgift vil vi have! - ikke mere Prøven Kræfter paa barbarisk Vis!” - Og alting falder dem for Fode, thi sammen er de stærke. Og en stor Fylde af Velsignelse er gennem dem udgydt over Menneskeslægten.
„Mandemod er vel behænde!” - Aa ja! - men undertiden roder Manden sig ind i noget, han umulig kan komme ud af ved egen Hjælp. Det kan vare Aartusinder igennem. Og han aser sig mere og mere træt og bebyrdet midt i sit Mandemod. Det kan blive et skrækkeligt Mareridt at tynges af Fæstningsværker og Kanoner, af Dreadnoughter og Torpedobaade, af militære Flyvemaskiner og al Slags Græsselighed. Og han stønner under Vægten og ved i alt sit Mandemod ikke bedre end at raabe paa flere - flere - flere Slagtemaskiner.
- Kom frem, Kvinde, og hjælp ham ud af Uføret! - Det kan ingen gøre som du, og det er din Pligt!
Men Fredssagen er en Umulighed!
- Nej, kære! Ikke det mindste umuligere end Kvindesagen! - Desuden - har vi ikke lært, just gennem Kvindesagen, at flytte vore Støtter ud i Umulighedernes Land?
Men hvad skal vi da gøre, du og jeg?
Ganske simpelt melde os ind i kredsforeningen. Den er der jo og venter - vokset op sammen med os - paa den anden Side Gitterværket.
Og lad os helst gaa samlet ,- hele Kredsen - hele Distriktet - hele Foreningen.
Og som der i Danmark er baade et Kvindesamfund og en Fredsforening, saaledes er det netop i alle civiliserede Lande i 1912. De giver overalt hinanden Haandslag, og Sagen er vunden. Thi Kvinden tæller godt i Vægtskaalen; hendes Tal er stort, - der spørges kun om hendes Hjertelag.
Var det ikke en stor og herlig Sag for Kvinden at tage op? Og var det ikke Fredrik Bajers Landsmandinder værdigt at gøre Begyndelsen?
Der spørges:
Vil Kvindens Indtræden i det politiske Liv blive til nogen Nytte?
Nej - ikke, hvis der derved kun bliver en større Vælgerflok - hvis hun kun efteraber Manden - gaar i hans Kølvand.
Ja - og tusinde Gange ja! hvis hun kommer med Kvindehjertets Adel, Mildhedsmajestætens store, selvstændigtænkende Fordring om Ret i Stedet for Magt!
Lad vor Indtrædelse blive i Dronning Dagmars Lignelse:
„Hun kom uden Tynge - hun kom med Fred.”
Thisted, i Juli 1912.
