« Tilbage til søgeresultaterne
En Misforstaaelse
Der er blevet sendt os et Brev fra et Medlem af Dansk Kvindesamfund, hvori det beklages, at man ikke samtidig kan være Medlem af Dansk Fredsforening og Dansk Kvindesamfund, idet den sidste med Opraab i Bladene kort før Folketingsvalgene skulde have opfordret til Agitation for Valg af Folketingsmænd, der vilde arbejde „i Militarismens Aand og til Fremme af denne Sag.”
Naar vi betænker, at den Mand, der her i Danmark har gjort mest for Fredssagen, nemlig Fredrik Bajer, har været en af Medstifterne af Dansk Kvindesamfund og endnu er en af dets trofaste Medlemmer, er det selvsagt, at de to Foreninger ikke staar i Modstrid med hinanden. Tvertimod!
Dansk Kvindesamfund har aldrig arbejdet i et enkelt politisk Partis Tjeneste, og det kunde derfor ikke falde Fællesstyrelsen ind at agitere særlig for Valg af Højremænd til Rigsdagen. Naar et Medlem har opfattet det saaledes, maa det bero paa en Misforstaaelse. Det omtalte „Opraab i samtlige Blade” er udstedt af „Danske Kvinders Forsvarsforening”, men som alle véd, er denne Forening ikke den samme som Dansk Kvindesamfund. Vort Formaal er at skaffe Kvinder fra alle Lejre de bedst mulige Kaar at leve under og den sociale og politiske Ret, der tilkommer dem, men de politiske Partistridigheder kan vi ikke blande os i og derfor heller ikke agitere for eller imod Partiernes Folkethingsmænd.
Jeg haaber, at disse Linjer vil kunne fjerne enhver Misforstaaelse med Hensyn til dette Spørgsmaal.