« Tilbage til søgeresultaterne
Vor Læsning
Det er forbavsende, hvor denne berømte Forfatterinde er lidt kendt herhjemme, og hvor langt staar dog ikke hendes Bøger over mangfoldige af vore kvindelige og mandlige Skribenters.
Maaske nogle Oplysninger om den engelske Forfatterinde kunde gøre lidt til, at en af hendes fortrinlige Bøger, „Adam Bede”, som foreligger i fornyet Oversættelse, bliver modtaget og læst med den Interesse, den fortjener.
Thi George Eliots Bøger er ikke romantisk Hjernespind, de er straalende Billeder af Livet selv, byggede paa de skaanselsløse Love om Aarsag og Virkning, de er som at se dybt i Sandhedens Spejl.
George Eliot hed egentlig Mary Ann Evans; hun blev født den 22de November 1819, fik en udmærket Opdragelse og Undervisning og viste allerede tidligt, at hun havde særegne og fremragende Evner. Allerede som Barn skrev hun Digte, og hun lærte senere at tale Fransk, Italiensk og Spansk, og hun læste med Glæde Græsk og Latin, endogsaa Hebraisk. Hendes Ungdoms store Arbejde var Oversættelsen af den berømte tyske Bog „Leben Jesu” af David Frederik Strausz; en Bog, der løfter Sløret for Oldtidens og Middelalderens Mystik.
1854 blev hun gift med George Henry Lewes, den berømte Forfatter af „Physiology of Common Life” og af „Goethes Liv og Levned”. Under sine Rejser i Udlandet skrev George Eliot Artikler til forskellige Tidsskrifter, og 10 Aar efter udkom hendes første Bog: „Scenes from Clerical Life”, i hvilken Anledning Charles Dickens skrev til den ham ubekendte Forfatter bl. a.:
„Jeg blev saa dybt rørt over de to første Fortællinger i den Bog, De var saa venlig at sende mig, at jeg haaber, De undskylder, at jeg skriver til Dem for at udtrykke min Beundring over Deres udmærkede Arbejde. Jeg har aldrig læst noget, der stod paa Højde med den Sandhed og Finhed, i Spøg som i Alvor, som i disse Fortællinger, de har gjort et ubeskriveligt Indtryk paa mig. - Dersom Deres Samvittighed tillader Dem at give Dem til Kende for mig, som den Mand eller Kvinde, der har skrevet saa henrivende, vil det være en stor Glæde for mig. Hvis ikke vil jeg bestandig bevare Deres følsomme Sjæl i kærlig Erindring og Agtelse. Deres trofaste Beundrer
Charles Dickens.
Den næste Bog var „Adam Bede”, som har følgende Tilegnelse: „Min elskede Mand, George Henry Lewes, tilegner jeg denne Bog, som aldrig var blevet skrevet, hvis jeg ikke havde ejet den Lykke, som hans Kærlighed har skænket mit Liv.”
I Anledning af „Adam Bede” skriver Lord Lytton (Bulwer) til George Eliots Forlægger: „Jeg burde for længe siden have takket Dem for „Adam Bede”; men jeg har ej haft et Øjeblik tilovers til at læse den før. Jeg er Forfatteren overordentlig taknemmelig for de behagelige Timer. Bogen vakte min største Beundring. Den indeholder Stemninger af stor Skønhed og en Opfattelse af den menneskelige Karakter, som er ypperlig. Jeg ønsker Dem til Lykke med at have opdaget en saa lovende Forfatter, thi Bogen er i Sandhed et af de dygtigste Arbejder, jeg har læst i mange Aar. Deres hengivne
E. B. L.
Af George Eliots senere Arbejder er det værd at nævne den dejlige Fortælling „Romola”, som hun skrev efter en Rejse til Italien; men ogsaa „Silas Marner”, „The Mill on the Floss”, „Daniel Desonda” og „Felix Holt” er af stor Skønhed.
I de senere Aar af sit Liv blev George Eliot angrebet af en Nyresygdom, og den 22. December 1880 døde hun som hun havde ønsket det, uden langvarigt Sygeleje og ved fuld Bevidsthed.
Mange, som hun havde kendt, og mange, som hun ikke havde kendt, fulgte hende til Graven med Taarer og Blomster.
Det var en bitter Dag, men hendes Sjæl var forenet med det usynlige Kor, hvis Musik er Livets Harmoni.
