« Tilbage til søgeresultaterne
Skindød
Hvad det vil sige, og hvordan det sker, at alt Liv tilsyneladende ser ud som udslukt, kan jeg ikke forklare. Et ved jeg dog, at den, der er skindød, godt kan følge med og forstaa, hvad der foregaar omkring Vedkommende. Et bedre Forbillede paa Kvindernes Krav om at faa Valgret og Valgbarhed for som levende Mennesker at gøre deres Indflydelse paa Grundlovsændringen gældende, kan vist ikke findes. Det afgaaede Ministerium vilde jo nok være med til at give Kvinderne Stemmeret og Valgbarhed, men ikke før efter Grundlovsændringen. Er det ikke det samme som at sige til os Kvinder: „Vær blot stille, ja vær som døde, indtil vi faar det allervigtigste ordnet, saa skal I nok faa Lov at sige, hvad I synes om det!” Jeg vil ønske, det nye Ministerium maatte blive klar over, at det Krav, der fra Kvindens Side stilles om at faa Lov til at være med i Forfatningssagens Gennemførelse, er retfærdigt, ja ikke det alene, men ogsaa nødvendigt, om Løsningen skal blive til Folkets Gavn. Har vi ikke Eksempler nok paa, at Manden alene ikke formaar at løse saa store Opgaver. Maatte det høje Ministerium faa høre den Røst, der lød fra vor djærve og tro Forkæmper, Gyrithe Lemche, - i Fjor fra Skamling og i Aar fra Hammershus - om at gennemføre Grundlovsændringen i de to Tempi. (Et Vidnesbyrd om, at Kvindens Krav om Deltagelse i Grundlovsændringen ikke er død, men kun skindød). Naar Folket som sidste Valg viste, alle er enige om, at Kvinden skal have lige Ret med Manden, hvorfor skal hun da ikke ogsaa lige saa godt først som sidst være med at bære Ansvaret. Det naas kun ad den Vej, Gyrithe Lemche saa tit har fremhævet: de to Tempi. At vi faar lige og almindelig Valgret og Valgbarhed i første Tempo - for saa i Fællesskab, Mænd og Kvinder - at gaa videre med Forfatningssagen!
Nørre Nebel, 5. Juli 1913.
