« Tilbage til søgeresultaterne
Natalie Zahle
Den 11te Aug. døde Natalie Zahle, 86 Aar gammel. Hvem hun var og hvad hun var, vilde det være overflødigt at bringe Oplysning om, selv om ikke Tidsskrifter og Dagblade i Anledning af hendes Død havde bragt Levnedsbeskrivelser, Karakterskildringer og Lovord om hende fra alle forskellige Lejre, fra mangen anset Pen. Hendes Livsværk er
ikke alene landskendt gennem de Tusinder af Kvinder, der har faaet deres Uddannelse i hendes Skole, men hendes Indflydelse paa hele den danske Pigeskoles Udvikling har været saa stor, at det med Rette er bleven sagt, at hun ikke blot har stiftet en Skolde, men hun har stiftet Skole. N. Z. var en af de faa, der gennem sit Arbejde har været med at præge sin Tid paa en saadan Maade, at hendes Land, ikke blot hendes Samtid, men ogsaa de kommende Slægter staar i en dyb Taknemmelighedsgæld til hende.
Der har været sagt og skrevet saa meget i den senere Tid, om hvad N. Z. har betydet som Pædagog og som Menneske og det er ogsaa almindelig kendt. Men det er maaske ikke altid kommet saa klart frem, hvad N. Z. har udrettet til Forbedring af Kvindens’ Stilling i Samfundet Naar denne imidlertid her, i Landet i den sidste Menneskealder er blevet i saa høj Grad forbedret, saa har N. Z. en meget væsentlig Andel deri. Og dog har hun aldrig taget nogen virksom Del i Arbejdet for Kvindesagen, men dens Forkæmpere vidste, at selv om de maatte savne hendes værdifulde direkte, Støtte, indirekte var hun en virksom og indflydelsesrig Forbundsfælle. Ikke alene var selve den Kendsgerning, at hun havde skabt og ledede den omfangsrige Virksomhed et talende Modbevis mod Paastanden om, at Kvinder ikke egner sig for de ledende Stillinger, men selve hendes klart udtalte og maalbevidste Stræben var altid i fuld Overensstemmelse med Kvindesagens Idé. I hendes Livsværk er vore to første Kvindesagspionerers Stræben ligesom gaaet op i en højere Enhed. Kvindens indre Frigørelse, som Mathilde Fibiger havde fremsat Kravet om, og Kvindens økonomiske Selvstændighed, som Pauline Worm havde arbejdet for, var de Maal, som N. Z. bestandig havde for Øje, omend det første stod for hende som Hovedsagen og den økonomiske Selvstændighed som Midlet til at, naa denne.
Hun udtaler selv: „Men da denne indre Emancipation, hvad Viden, Pligtfølelse og ægte Kærlighed angaar, har været mit Hovedformaal, saa har jeg kun lidt taget Del i Bestræbelserne for at skaffe de ydre Rettigheder. Betingelserne derfor har været min Opgave. Men jeg har staaet og staar den dybeste Beundring for de Kvinder, der har taget disse ydre sociale Opgaver op, og med lige saa uskrømtet Ærbødighed som Forundring har jeg set, hvor - jeg kan næsten sige - uhyre vidt de har bragt det i det korte Spand af Tid, siden Tanken om Kvindens ydre Emancipation, for Alvor kom frem."
Som den sande og varmhjærtede Kvinde og udgaaet fra et kærligt og harmonisk Hjem, maatte N. Z. se Kvindens største og vigtigste Opgave i Hjemmet, men vel at mærke som Mandens jævnbyrdige Hustru og Børnenes oplyste og dygtige Moder. Grundtanken i hendes Undervisning har derfor været at fremme den unge Kvindes personlige Udvikling og at lægge særlig Vægt paa det menneskelige, ikke paa det særlig kvindelige.
Hendes Tro paa den sande Kvindelighed var saa stærk, at hun ikke frygtede, den skulde „gaa under i Emancipationens Strøm", men mente, at den netop vil bevares og fredes ved en selvstændig Udvikling. Men fri for alle overdrevne Forestillinger om det kvindelige Instinkt, stiller hun Kravet om en praktisk Uddannelse til Arbejdet i Hjemmet og advarer mod den Tro, at det er en Opgave, som løses ved Inspiration. Selv tog hun paa dette Omraade som paa saa mange andre Initiativet ved Oprettelsen af en Husholdningsskole allerede i 1877.
Men sætter N. Z. det lykkelige Ægteskab øverst som Kvindens Maal, saa gør hendes Følelse af kvindelig Værdighed Oprør mod det Ægteskab, som blot er en Forsørgelse, hun „ser ofte en større Kvindelighed i at forblive ugift end i at gifte sig." Hun ønskede, at Kvinden „skulde være stærk nok til at forsmaa hvert arrangeret kærlighedsløst Ægteskab." Derfor arbejder hun paa at hjælpe den enlige Kvinde til økonomisk Uafhængighed, og det er egentlig her, at hendes Arbejde har sit Udgangspunkt,
1ste Maj 1851 begyndte N. Z. sin Virksomhed med en Privatlærerindeskole, for at give de unge Kvinder, der skulde ernære sig som Lærerinder Adgang til en ordnet og grundig Uddannelse, hvad. hun selv havde savnet ved sin første Begyndelse som Privatlærerinde.
1860, da der af Ministeriet var blevet anordnet en Prøve for Skolelærerinder, oprettede N. Z. en selvstændig Afdeling under Navn af Almuelærerindeskolen, hvor der forberedtes til denne Prøve. 1877 fik Kvinder Ret til at tage Studentereksamen, og Skolen oprettede derfor et Artiumkursus for Kvinder. Endelig i 1882 aabnedes Eksamensklasserne til alm. Forberedelseseksamen, da Kvinderne havde faaet Tilladelse til ogsaa at underkaste sig denne.
Det, at dette nye, den kvindelige Eksamenslæsning, straks bragtes ind under ordnede Forhold paa den allerede gamle og ansete Skole, fjærnede ethvert Skær af noget revolutionært og har været af overordentlig stor Betydning for Kvindesagen.
Eksamenslæsningen med dens Begrænsning og ikke altid lige gavnlige Indflydelse paa Eleven var egentlig N. Z. imod, men hun bøjede sig for Tidens Krav for derved at hjælpe de unge Kvinder, som skulde uddannes til et Erhverv, og hun glædede sig, naar Eleverne bestod Eksamen smukt. Hun vilde gerne, at de skulde kunne hævde sig som Mandens Ligestillede.
Et stort og uvurderligt Arbejde er der ogsaa nedlagt i Barneskolen, der har bestaaet siden 1852. Igennem den er Fordringerne til den unge Piges almene Dannelse stegne ligesom ved de eksamens-frie Fortsættelsesklasser, som senere oprettedes i Forbindelse med Barneskolen, for at Uddannelsen ikke skulde være forbi allerede ved Skolens Slutning, en Sag, der havde ligget N. Z. meget paa Sinde.
Naar man betænker, at hele denne store Institution, hvor der nu daglig undervises ca. 1100 Elevér, er skabt af ét Menneske fra Grunden og uden noget Forbillede, er vokset med Tidens Krav uden dog at miste sit Særpræg, saa forstaar man, hvilken stor Personlighed det Menneske har været, at det ikke er for meget, naar der har været sagt, at Natalie Zahle var et Geni.
Men der er ogsaa i denne Tid gentagne Gange blevet fremhævet, at hun var fuldt og helt Kvinde, Kvinde i sin varme moderlige Følelse overfor alle de unge, hvis Uddannelse var hende betroet, og Kvinde i sin dybe Forstaaelse af Kvindens Trang og Tarv. Derfor vil ogsaa de danske Kvinder, Generation efter Generation med Stolthed og Taknemmelighed mindes hende som en af deres store.
Stormens Røster alt har sunget
Høstens Bud om Danmarks
Strand,
Tunge Byger Solen jager;
Hvor de gyldne Rugax segned,
Plovens Æg sin Fure tegned.
Rede staar den nye Ager,
Venter paa sin Sædemand.
Men Døden har strøget sin hvas-
se Le,
Og ingen Sædemand er at se.
Der sidder Kvinder ved Lam-
pens Skin
Og stirrer i Vinterens Aasyn ind,
Og Syner komme, og Syner dra-
ge. –
Da flygter Mørket bag Ruden
brat,
Da lyser som Kornmod i høst-
lig Nat
Et Glimt fra de henfarne Land-
namsdage.
Tre Sædemænd gik ud at saa,
Hvor aldrig Plov var sat i Muld.
Den ene drømte, den anden sang,
Med fulde Hænder de Skatten
svang,
I stenet Ager faldt Sædens Guld;
Og over Landet hang Himlen
graa.
Den tredie drog af Vintergem.
Det blanke, svaje Plovjern frem,
I Ødemarkens golde Skød
Hun Fure efter Fure brød;
Det blev en livslang Arbejdsdag.
Og hun, som drømte, og hun,
som sang,
Forlængst i Døden trætte sank;
Bag Ploven gik den tredie rank
Og krænged Mulden Lag paa
Lag.
Og Solen vandred over Himlens
Bue,
Og Solen hælded paa sin Van-
drings Gang,
Da standsed hun sin Plov og
Saa tilbage.
Og se! - der laa et Land i gylden Lue,
Hvor Axene sig ranked Straa ved
Straa;
Hvad Clara Rafael i Drømme saa, Og hvad Pauline Worm i Digt
besang, Fik Liv og Vækst ved hendes
Hænders Værk. Da lagde hun sit travle Værktøj
ned,
Da faldt der over hendes Aften
Fred.
„Himmeldug maa falde paa,
Hvad mod Himlen op skal gaa,"
Det skrev hun paa sin Van-
dringsstav,
Det taler højt fra hendes Grav.
Hvis Sæden skal mod Himlen
gro,
Den næres maa af egen Tro,
Og egen Varme, eget Haab
Maa give den dens Himmeldaab.
Lad Høsten da melde sit barske
Bud,
Der ganger vel atter en Sæde-
mand ud; Lad Jorden kun synes aldrig saa
haard,
Der kommer en Plovmand og
prøver sit Skaar;
Lad Solen kun svide de spiren-
de Straa,
Der falder vel Dug Fra en Him-
mel blaa.
Det er vor Trøst imod Vinterens
Øde,
At Storværk altid vil Storværk
føde.
Thi giver vi Jorden Jordens til-
bage
Og ser mod de nye Landnams-
dage
Gyrithe Lemche.
(Berlingske Tidende d. 2ft Aug.)
