« Tilbage til søgeresultaterne

Natalie Zahle

Af: Gyrithe Lemche

« Se emneord

Den 11te Aug. døde Natalie Zahle, 86 Aar gammel. Hvem hun var og hvad hun var, vilde det være overflødigt at bringe Oplysning om, selv om ikke Tids­skrifter og Dagblade i Anledning af hendes Død havde bragt Lev­nedsbeskrivelser, Karakterskil­dringer og Lovord om hende fra alle forskellige Lejre, fra mangen anset Pen. Hendes Livsværk er

ikke alene landskendt gennem de Tusinder af Kvinder, der har faaet deres Uddannelse i hendes Skole, men hendes Indflydelse paa hele den danske Pigeskoles Udvikling har været saa stor, at det med Rette er bleven sagt, at hun ikke blot har stiftet en Skolde, men hun har stiftet Skole. N. Z. var en af de faa, der gen­nem sit Arbejde har været med at præge sin Tid paa en saadan Maade, at hendes Land, ik­ke blot hendes Samtid, men ogsaa de kommende Slægter staar i en dyb Taknemmelighedsgæld til hende.

Der har været sagt og skre­vet saa meget i den senere Tid, om hvad N. Z. har betydet som Pædagog og som Menneske og det er ogsaa almindelig kendt. Men det er maaske ikke altid kommet saa klart frem, hvad N. Z. har udrettet til Forbedring af Kvindens’ Stilling i Samfundet Naar denne imidlertid her, i Landet i den sidste Menneskealder er blevet i saa høj Grad forbed­ret, saa har N. Z. en meget væ­sentlig Andel deri. Og dog har hun aldrig taget nogen virksom Del i Arbejdet for Kvindesagen, men dens Forkæmpere vidste, at selv om de maatte savne hen­des værdifulde direkte, Støtte, in­direkte var hun en virksom og indflydelsesrig Forbundsfælle. Ik­ke alene var selve den Kendsger­ning, at hun havde skabt og le­dede den omfangsrige Virksom­hed et talende Modbevis mod Paastanden om, at Kvinder ikke egner sig for de ledende Stil­linger, men selve hendes klart udtalte og maalbevidste Stræben var altid i fuld Overensstemmel­se med Kvindesagens Idé. I hendes Livsværk er vore to første Kvindesagspionerers Stræben li­gesom gaaet op i en højere En­hed. Kvindens indre Frigørelse, som Mathilde Fibiger havde fremsat Kravet om, og Kvindens økonomiske Selvstændighed, som Pauline Worm havde arbejdet for, var de Maal, som N. Z. be­standig havde for Øje, omend det første stod for hende som Hovedsagen og den økonomiske Selvstændighed som Midlet til at, naa denne.          

Hun udtaler selv: „Men da den­ne indre Emancipation, hvad Vi­den, Pligtfølelse og ægte Kærlig­hed angaar, har været mit Hovedformaal, saa har jeg kun lidt taget Del i Bestræbelserne for at skaffe de ydre Rettigheder. Be­tingelserne derfor har været min Opgave. Men jeg har staaet og staar den dybeste Beundring for de Kvinder, der har taget disse ydre sociale Opgaver op, og med lige saa uskrømtet Ærbødighed som Forundring har jeg set, hvor - jeg kan næsten sige - uhyre vidt de har bragt det i det korte Spand af Tid, siden Tanken om Kvindens ydre Emancipation, for Alvor kom frem."

Som den sande og varmhjærtede Kvinde og udgaaet fra et kærligt og harmonisk Hjem, maatte N. Z. se Kvindens største og vigtigste Opgave i Hjemmet, men vel at mærke som Mandens jævnbyrdige Hustru og Børnenes oplyste og dygtige Moder. Grund­tanken i hendes Undervisning har derfor været at fremme den unge Kvindes personlige Udvik­ling og at lægge særlig Vægt paa det menneskelige, ikke paa det særlig kvindelige.

Hendes Tro paa den sande Kvindelighed var saa stærk, at hun ikke frygtede, den skulde „gaa under i Emancipationens Strøm", men mente, at den net­op vil bevares og fredes ved en selvstændig Udvikling. Men fri for alle overdrevne Forestillin­ger om det kvindelige Instinkt, stiller hun Kravet om en prak­tisk Uddannelse til Arbejdet i Hjemmet og advarer mod den Tro, at det er en Opgave, som løses ved Inspiration. Selv tog hun paa dette Omraade som paa saa mange andre Initiativet ved Oprettelsen af en Husholdnings­skole allerede i 1877.

Men sætter N. Z. det lykke­lige Ægteskab øverst som Kvin­dens Maal, saa gør hendes Fø­lelse af kvindelig Værdighed Op­rør mod det Ægteskab, som blot er en Forsørgelse, hun „ser ofte en større Kvindelighed i at for­blive ugift end i at gifte sig." Hun ønskede, at Kvinden „skul­de være stærk nok til at forsmaa hvert arrangeret kærlighedsløst Ægteskab." Derfor arbejder hun paa at hjælpe den enlige Kvinde til økonomisk Uafhængighed, og det er egentlig her, at hendes Arbejde har sit Udgangspunkt,

1ste Maj 1851 begyndte N. Z. sin Virksomhed med en Privatlærerindeskole, for at give de un­ge Kvinder, der skulde ernære sig som Lærerinder Adgang til en ordnet og grundig Uddannel­se, hvad. hun selv havde sav­net ved sin første Begyndelse som Privatlærerinde.

1860, da der af Ministeriet var blevet anordnet en Prøve for Sko­lelærerinder, oprettede N. Z. en selvstændig Afdeling under Navn af Almuelærerindeskolen, hvor der forberedtes til denne Prøve. 1877 fik Kvinder Ret til at tage Studentereksamen, og Skolen op­rettede derfor et Artiumkursus for Kvinder. Endelig i 1882 aabnedes Eksamensklasserne til alm. Forberedelseseksamen, da Kvinderne havde faaet Tilladel­se til ogsaa at underkaste sig denne.

Det, at dette nye, den kvin­delige Eksamenslæsning, straks bragtes ind under ordnede For­hold paa den allerede gamle og ansete Skole, fjærnede ethvert Skær af noget revolutionært og har været af overordentlig stor Betydning for Kvindesagen.

Eksamenslæsningen med dens Begrænsning og ikke altid lige gavnlige Indflydelse paa Eleven var egentlig N. Z. imod, men hun bøjede sig for Tidens Krav for derved at hjælpe de unge Kvinder, som skulde uddannes til et Erhverv, og hun glædede sig, naar Eleverne bestod Eksamen smukt. Hun vilde gerne, at de skulde kunne hævde sig som Mandens Ligestillede.

Et stort og uvurderligt Arbejde er der ogsaa nedlagt i Barnesko­len, der har bestaaet siden 1852. Igennem den er Fordringerne til den unge Piges almene Dannelse stegne ligesom ved de eksamens-frie Fortsættelsesklasser, som se­nere oprettedes i Forbindelse med Barneskolen, for at Uddan­nelsen ikke skulde være forbi allerede ved Skolens Slutning, en Sag, der havde ligget N. Z. me­get paa Sinde.

Naar man betænker, at hele denne store Institution, hvor der nu daglig undervises ca. 1100 Elevér, er skabt af ét Menneske fra Grunden og uden noget For­billede, er vokset med Tidens Krav uden dog at miste sit Sær­præg, saa forstaar man, hvilken stor Personlighed det Menneske har været, at det ikke er for meget, naar der har været sagt, at Natalie Zahle var et Geni.

Men der er ogsaa i denne Tid gentagne Gange blevet fremhævet, at hun var fuldt og helt Kvin­de, Kvinde i sin varme moder­lige Følelse overfor alle de un­ge, hvis Uddannelse var hende betroet, og Kvinde i sin dybe Forstaaelse af Kvindens Trang og Tarv. Derfor vil ogsaa de danske Kvinder, Generation efter Generation med Stolthed og Tak­nemmelighed mindes hende som en af deres store.

 

 

Stormens Røster alt har sunget

Høstens Bud om Danmarks

Strand,

 

Tunge Byger Solen jager;

Hvor de gyldne Rugax segned,

Plovens Æg sin Fure tegned.

Rede staar den nye Ager,

Venter paa sin Sædemand.

 

Men Døden har strøget sin hvas-

se Le,

Og ingen Sædemand er at se.

Der sidder Kvinder ved Lam-

­pens Skin

Og stirrer i Vinterens Aasyn ind,

 Og Syner komme, og Syner dra-

­ge.   –

Da flygter Mørket bag Ruden

brat,

Da lyser som Kornmod i høst­-

lig Nat

Et Glimt fra de henfarne Land-

namsdage.

 

Tre Sædemænd gik ud at saa,

Hvor aldrig Plov var sat i Muld.

Den ene drømte, den anden sang,

Med fulde Hænder de Skatten

svang,

I stenet Ager faldt Sædens Guld;

Og over Landet hang Himlen

graa.

 

Den tredie drog af Vintergem.

Det blanke, svaje Plovjern frem,

I Ødemarkens golde Skød

Hun Fure efter Fure brød;

Det blev en livslang Arbejdsdag.

Og hun, som drømte, og hun,

som sang,

Forlængst i Døden trætte sank;

Bag Ploven gik den tredie rank

Og krænged Mulden Lag paa

Lag.

 

Og Solen vandred over Himlens

Bue,

Og Solen hælded paa sin Van-

­drings Gang,

Da standsed hun sin Plov og

Saa tilbage.

Og se! - der laa et Land i gyl­den Lue,

Hvor Axene sig ranked Straa ved

Straa;

Hvad Clara Rafael i Drømme saa, Og hvad Pauline Worm i Digt

besang, Fik Liv og Vækst ved hendes

Hænders Værk. Da lagde hun sit travle Værktøj

ned,

Da faldt der over hendes Aften

Fred.

 

„Himmeldug maa falde paa,

 Hvad mod Himlen op skal gaa,"

Det skrev hun paa sin Van-

dringsstav,

Det taler højt fra hendes Grav.

Hvis Sæden skal mod Himlen

gro,

Den næres maa af egen Tro,

Og egen Varme, eget Haab

Maa give den dens Himmeldaab.

 

Lad Høsten da melde sit barske

Bud,

Der ganger vel atter en Sæde-

mand ud; Lad Jorden kun synes aldrig saa

haard,

Der kommer en Plovmand og

prøver sit Skaar;

Lad Solen kun svide de spiren-

de Straa,

Der falder vel Dug Fra en Him-

mel blaa.

Det er vor Trøst imod Vinterens

Øde,

At Storværk altid vil Storværk

føde.

Thi giver vi Jorden Jordens til-

bage

Og ser mod de nye Landnams-

dage

Gyrithe Lemche.

(Berlingske Tidende d. 2ft Aug.)

« til toppen

Emneord

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner