« Tilbage til søgeresultaterne
Fortsættelsesundervisning for Ungdommen
Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet har tilstillet os en Beretning om Fortsættelses-undervisning i Danmark. Vi har læst den med megen Interesse, thi den omhandler ét for os alle meget vigtigt Spørgsmaal: vor Ungdoms Oplærelse.
Naar vi læser de forskellige Beretninger, som Skoledirektionen og skolekyndige Mænd har skrevet, vil vi finde, at de alle som én samstemmer om, at det er overmaade ønskeligt, at der gives den opvoksende Ungdom Adgang til fortsat Undervisning ikke blot for at befæste og udvide de Kundskaber, Folkeskolen har givet sine Elever, men ogsaa for at modvirke en daarlig Benyttelse af Fritiden og skaffe de Unge god, aandelig Paavirkning, samt endelig give de, der ønsker det, erhvervsmæssig Uddannelse. Derimod er der naturligvis mange forskellige Meninger om, hvorledes denne Undervisning bør ordnes. Ogsaa her er der - ligesom indenfor Dansk Kvindesamfund - mange Tilhængere og Modstandere af den obligatoriske Ungdomsskole. Flertallet mener at den i hvert Fald bør være en Ret for den tjenende Ungdom, selv om Undervisningen falder i Arbejdstiden.
Meget faa tænker paa at gøre Fortsættelsesskolerne til Kostskoler, man mener tværtimod, at Undervisningen bør falde jævnsides med det praktiske, daglige Arbejde, og i mange Tilfælde slutte sig hertil (Erhvervsskoler). Undervisningen maa foregaa i Vintermaanederne i Dag- eller Aftenskoler, helst det første med ca. 6 ugentlige Timer. I Byerne vil Fortsættelsesskolerne til Dels erstattes af Realskoler, Handelsskoler, tekniske Skoler o. lign, men der vil altid blive en stor Del tilbage - mandlige og kvindelige Fabriksarbejdere, Tyende, Arbejdsmænd o.s.v. - der ikke kommer ind herunder, og for disse samt for den store Del af Landboungdommen skulde saa de alm. Fortsættelsesskoler oprettes.
Det Spørgsmaal, der i denne Forbindelse maa være brændende for Dansk Kvindesamfunds Medlemmer, er dette, om de unge Kvinder vil faa hel og udelt Adgang til Fortsættelsesskolerne, hvad enten disse bliver alm. Skoler eller Fagskoler. Dette synes nemlig ingenlunde at være en Selvfølge for alle. Flere er bange for Fællesskoler og mener, at der bør være særlige Skoler for Kvinder - vi véd, hvad det betyder i Praksis. Og da efter al Sandsynlighed de enkelte Kommuner ved den endelige Ordning vil faa en stor og afgørende Indflydelse paa Fortsættelsesskolerne, maa Kvindesagens Venner overalt være paa deres Post og arbejde for, at der ikke sker Kvinder Uret.
Der er navnlig fra By-Organisationerne stærke Krav fremme om at give den kvindelige Ungdom Særundervisning i Husgerning og Haandarbejde, dertil ogsaa - for nogles Vedkommende - i Sundhedslære, Barne- og Sygepleje. Dette er Ønsker, som Dansk Kvindesamfund kan give sin fulde Tilslutning, og vi maa gøre, hvad vi evner, for at denne Undervisning kan blive saa god og fyldig som mulig.
Men vi maa fastholde Kravet om, at alle Fortsættelsesskoler uden Undtagelse holdes aabne saavel for den kvindelige som for den mandlige Ungdom.
Naar Rigsdagen skal lovgive om dette Spørgsmaal, og senere, naar de enkelte Kommuner skal føre Sagen ud i Livet, da er det Tid for Dansk Kvindesamfunds Medlemmer at lægge sig i Selen og sørge for, at dette Krav sker Fyldest.