« Tilbage til søgeresultaterne

Dansk Kvinde Gymnastikforening

« Se emneord

„Aand og Legeme er et Spand,

Der maa begge dygtig øves.

(Chr. Richardt.)

 

Under en mørk og regntung Himmel holdt det danske Flag en Julidag i Sommer sit Indtog i Byen Deauville, Normandiets nye, fremblomstrende Badested, som truer med at fordunkle sel­ve det verdensberømte Trouville. Gennem festlig smykkede Ga­der, hvor Trikoloren vajede fra alle Huse, i Spidsen for et Tog af kvindelige Gymnastikhold fra alle Frankrigs Egne, ja, selv fra det fjerne Algier, skred 12 unge Kvinder med deres statelige Fø­rer paa højre Fløj. Deres ranke Rejsning og lyse Haar og Lød adskilte dem fra alle andre Kvin­der i Toget, og hvor de gik frem med sikkert Fodslag i Takt til Orkestermusikens smældende To­ner, dér drog de Blikkene efter sig og efter det røde Silkeflag med det hvide Kors, som deres forreste Fløjmand bar højt løftet i stærke Hænder.

„Hvem er det?" spurgte Til­skuerne, som stod i to tætte Mu­re paa Togets Vej, og en enkelt Røst svarede selvtillidsfuldt: „Det er Bolivia." Men næste Dag, da det store Gymnastikstævne havde haft sin Opvisning, da vidste al­le, at disse ranke og smidige blonde Kvinder, som under Øvel­serne havde samlet Tilskuerne tættere om sig end noget andet Hold, det var: „Les Danoise", og Flaget med de skønne Farver og de mange Sølvplader op ad Stan­gen, det var de danskes Flag, som 12 unge Kvinder fra Dansk Kvin­de Gymnastikforening i Køben­havn under Ledelse af deres For­mand, Frk. Magdalene Paul-Pe­tersen var komne for at føre til ny Hæder og nye Sejre paa Frankrigs Jord.

Det er Angsten for den sta­digt tiltagende Affolkning, som i Frankrig har kaldt Kvindegymnastiken til Live. Løsenet er i de sidste Aar blevet: „Unge, stær­ke Mødre for vore Børn." Legemskulturen i Frankrig har for Kvindernes Vedkommende været, ganske forsømt. Nationens i Fremtid beror paa, at man op­retter det forsømte.

Denne Erkendelse, som ogsaa Deauvilles Præfekt gav Udtryk overfor det danske Holds Leder, har givet Stødet til Dannelsen af det franske Kvinde-Gymnastikforeningsforbund, der i Sommer afholdt sit første Stævne i Deauville. Af udenlandske Kvindegymnastikforeninger var „Dansk Kvinde Gymnastikforening" den eneste, som gav Møde - en ita­liensk Forening var anmeldt, men udeblev - og Stævnet blev fra først til sidst en Triumf, ik­ke blot for de 12 Repræsentan­ter fra Danmark, men ogsaa for det System, de demonstrerede, det danske Kvindegymnastiksystem. Efter at Konkurrencen var tilen­de, og Marseillaisens Toner, istemmede af henved 600 Kvin­de- og Barnestemmer, var for­stummede, blev det danske Holds Leder kaldt frem for Overpræfekten, som med lydelig Røst udtalte sin Anerkendelse af de dan­ske Kvinders Præstationer, som han sagde, stod højt over, hvad man var vant til at se i Frankrig, og som de franske Skoler kunde drage en nyttig Lære af. Som et synligt Bevis paa denne Aner­kendelse modtog Frk. Paul-Pe­tersen Dagen efter i Præfekturet Stævnets Ærespræmie, en stor Platte i ciseleret Bronce med Re­publikens Insignier. At denne Udmærkelse maa opfattes som mere end almindelig fransk Høf­lighed overfor kvindelige Gæster fra en fremmed Nation, faar man et talende Vidnesbyrd om ved at læse ansete sportslige Tidsskrif­ter som ”La Culture Physique" og „La Santé par les Sports", der skænker det danske Kvinde­gymnastikholds Opvisning i Deauville en særlig Omtale og fremhæver som Hovedfortjene­sten ved det danske System, at det udvikler Kvindelegemets Styrke og Behændighed til den største Fuldkommenhed uden at tilsætte noget af den naturlige Ynde og Harmoni, som er Kvin­delegemets Ejendommelighed. Det danske Holds Deltagelse i Stævnet blev ikke, som tilsigtet, en Konkurrence - dertil var Ud­viklingstrinet mellem det danske og de franske Hold for forskel­ligt - men det blev baade paa Gymnastikens og den plastiske Dans’es Omraade en Forevisning, som sikkert vil sætte sig Spor i den kvindelige Ungdoms fysi­ske Opdragelse i Frankrig den man nu arbejder med Feberhast og Energi paa at indføre ved alle Frankrigs Pigeskoler.

De danske Kvinder har altsaa nu ogsaa deres Normannertog at se tilbage paa, og vi tør haabe, at dette Tog vil have indpræget i Franskmændenes Bevidsthed Bil­ledet af den virkelig sande Kø-benhavnerinde, hun, som forener legemlig Kraft og Frigjorthed med naturlig Ynde og Kvinde­lighed og for evig slettet Min­det om den skabagtige, fjantede Pariserimport, som et af vore Ho­vedstadsblade længe har bestræbt sig for at faa Offentligheden ude og hjemme til at lyse i Kuld og Køn som vore Dages Københavnerinde; - og vi tør tro, at naar ved det næste kvindelige Idrætstævne i Frankrig et Hold af ranke, blonde Kvinder gaar taktfast frem i Sektionérnes Tog under et rødt og hvidt Flag, løf­tet højt af stærke Kvindearme, da vil det lyde fra Tilskuer til Tilskuer paa Togets Vej: „Der er Kvinderne fra Danmark, - der er Københavnerinderne!"

Franskmændene har altsaa nu indset Nødvendigheden af at skaffe Slægten legemlig sunde og vel udviklede Mødre til Natio­nens Opretholdelse; man maa haabe, at de snart ogsaa vil ind­se, at det ikke er mindre nød­vendigt at skaffe Slægten Mødre, hvis Aandsliv er saa udviklet, at de kan føde og opdrage en aandelig sund og modstandsdygtig Slægt. Ogsaa her kunde Frank­rig maaske lære noget af Kvin­debevægelsen i Danmark, som har delt sin Opmærksomhed li­ge imellem den fysiske og aandelige Side af Kvindens Frigørelse.

Men ligesom det har vist sig, at der i Frankrig kun er Jord­bund for en Kvindeidræt, som sætter sig til Formaal at gøre Kvinden til Mandens Lige paa Sportens Omraade uden at gøre hende Manden lig, saaledes vil det sikkert ogsaa vise sig, at kun den Kvindebevægelse vil vinde frem der, som i Kampen for so­cial og politisk Ligeberettigelse stræber at hævde og uddybe de Ejendommeligheder, som er Kvindekønnets Særeje.

Næsten en Menneskealder har det kostet at grundlægge en selv­stændig Kvindegymnastik her­hjemme, en Gymnastik, som in­denfor Kvindelighedens Grænser og Former udvikler Kvindelege­met til den højeste Grad af Kraft og Smidighed. Æren herfor til­kommer dog ikke alene den Mand, som er bleven kaldt den danske Kvindegymnastiks Skaber, afdøde Krigsassessor Paul Peter­sen, men ogsaa den Kvinde, som aabnede hans Øjne for, at her laa en Opgave, som ventede paa at blive løst, - Frk. Anna Hjort. Skønt Frk. Hjort vel egentlig maa nævnes som den, der indførte den svenske Gymnastik her i Landet, idet hun, som omtalt i et tidligere Nummer af Kvinden og Samfun­det 1869 oversatte Nycanders Haandbog i svensk Gymnastik paa dansk og efter denne Bog ud­dannede Privatlærerinder i Gym­nastik, der sendtes ud over hele Landet og underviste snart i alle private Pigeskoler, saa indsaa hun dog snart Nødvendigheden af at „feminisere” Øvelserne og give Pigegymnastiken det særlige Kvindepræg, som den svenske Gymnastik savnede. Det var den­ne Opgave, Paul Petersen med saa megen Interesse og Dygtig­hed løste og gav sin Datter Magdalene i Arv at føre videre baade herhjemme og udover Dan­marks Grænser. Dansk Kvinde-Gymnastikforening, som han stif­tede for 25 Aar siden, og som nu ledes af hans Datter, har nem­lig ikke blot fejret Triumfer i mange danske Provinsbyer, men ogsaa i Udlandet: i Christiania, Stockholm, Gøteborg, Malmø; ved det internationale Gymnastik­stævne i Antwerpen 1903, hvor de danske Kvinders Opvisning i belgiske Blade blev kaldt: „le gros succes"; i Berlin 1906 og samme Aar paa Stadion i Athen, hvor Dansk Kvinde Gym­nastikforening brød Vejen for Kvinders Ret til at møde paa Sta­dion, hvilket fra Oldtiden havde været dem forbudt; - ved det internationale Svømmestævne i 1910, hvor Foreningen tog alle Hovedpræmierne, og endelig nu i Sommer i Deauville. Intet Un­der, at dens Fanestang er beslaaet med Sølvplader, som Billedet ovenfor viser.

„Kvinden og Samf.", der mest plejer at beskæftige sig med den sociale og politiske Side af Kvin­dens Frigørelse, har ment ogsaa engang at burde henlede sine Læsers Opmærksomhed paa den Side af Kvindefrigørelsesværket, som saa dygtigt og ærefuldt va­retages af Frk. Paul Petersen og Dansk Kvindegymnastik For­enings unge Kvinder. De Sejre, disse vinder baade herhjemme og ude i Verden bidrager deres til at højne Agtelsen for Kønnet og nedbryde Hindringer ogsaa for Aandslivets Vækst, thi:

Aand og Legeme er et Spand, Der maa begge dygtig øves, Hvis paa Livets glatte Vand De for Slæderne skal prøves.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder