« Tilbage til søgeresultaterne
Et Møde
»Modbydeligt... Forbryderisk!...« Ordene smelder mig i Ørene, idet jeg farer op af den Halvslummer, jeg har hengivet mig til paa min lange Rejse med den underjordiske Bane for at naa fra det smukke, friske Hampstead, Londons nordvestlige Forstad, til »Østbyen«, den fattigste Del af London, »Forbryderkvarteret«, hvor et Møde med Sylvia Pankhurst er averteret.
Vognen er efterhaanden blevet fuldt besat. De fleste Passagerer er Kvinder. En Del af dem bærer det berygtede trefarvede Mærke: purpur, hvidt og grønt, som kendetegner Suffragetternes mest yderliggaaende Fløj: »Kvindernes sociale og politiske Union«.
Ved Siden af mig har en »Anti« Plads. Hendes Øjne flammer bag Brillerne, medens hun, seconderet af en ældre Herre, udtaler sin Afsky for Suffragetterne. Hendes Ordstrøm er rettet mod to Trikolor-bærende ligeoverfor, hvoraf den ene er en meget velklædt Frue, den anden, faar jeg senere at vide, er Fabrikspige.
»Har De nogensinde været ved et af vore Møder,« spørger den velklædte Frue.«
»Nej,« farer det promte og indigneret ud af »Antien«. Det lyder, som om hun benægter at være skyldig i Mord eller lignende. »Og jeg agter heller ikke nogensinde at sætte mine Ben, der hvor De holder til.«
»Men De kender vel den Historie, der gaar forud for denne Bevægelse?«
Jeg bryder mig ikke det fjærneste om Historien. Jeg kalder denne Bevægelse modbydelig, forbryderisk.«
Og nu følger en længere Debat, som Togets Raslen forhindrer mig i at følge helt nøje, men den synes ikke at adskille sig væsentligt fra de mange smaa Træfninger, jeg i de sidste Par Uger her i London har været Vidne til mellem ”Antier« og Suffragetter af begge Køn. Skuepladsen har været i en Sporvogn, i Butikker, i Teatre, paa Restaurationer og paa Gaden. »Frem i Fronten fra Glemselens mørke Krog vil vi bringe vor Sag«, var en af de Opgaver, som Kvinderne i sin Tid stillede sig. Den har de i hvert Fald løst.
---
Salen er stuvende fuld. Arbejdsklædte Mænd med »Sixpencen« paa Knæet og Snadden stoppet, klar til at tænde, saa snart Mødet er forbi. Kvinder med et sovende Barn i Armen og to-tre hængende i Skørterne. Unge Arbejdere af begge Køn optræder som Marshaller med Trikoloren over Skulderen. Paa Platformen sidder Sylvia Pankhurst, spinkel og lille, i en stor rød Lænestol. Rundt om hende har Styrelsen for denne Londons fattigste Kvindevalgretsafdeling Plads og bag ved den har man venligst budt mig en Stol.
I selve Salen er intet Politi, men udenfor har vi alle passeret gennem en Allé af fjendtlig udseende Politibetjente. En hel anden Type end den sædvanlige omsorgsfulde »Bobby«, som. man er saa vant til at se i» den vestlige Del af Kæmpebyen. Dirigenten byder velkommen og giver Ordet til »vor Sylvia«, som Østbyens fattige kalder hende. Hun modtages med en Bifaldsstorm, som synes at være en Specialitet for engelsk Møder.
Hun fortæller om sit sidste Ophold i Fængselet. Hun blev fængslet sammen med en hel Deputation, der søgte »den store Mand i Downing Street.« Hun iværksatte straks Hunger og Tørststrejken. Hun blev løsladt efter »Kat og Musloven«, blev atter fængslet saasnart hun havde Kræfter nok til at tage en Tørn til, strejkede, blev løsladt og atter fængslet. Nu sidste Gang, - hun er løsladt Dagen før, - har hun ogsaa nægtet at ville lægge sig. Hun vandrede op og ned ad Gulvet, til hun segnede, man lagde hende paa Sengen, og saa snart hun kom til Bevidsthed begyndte hun igen at spasere, op og ned. Det viste sig at være, hvad hun kalder for »en god Ide«, for hun blev snart saa udmattet, at hun maatte slippes løs, hvis hun ikke skulde dø mellem Hænderne paa Opsynet. Nu sidder hun altsaa her blandt gode Venner og med en Sygeplejerske paa den ene Side og det straalende trefarvede Silkebanner paa den anden. Hun skal møde i Holloway-Fængsel igen om 11 Dage. Inden hun rejser paa en lille Ferie vil hun gerne have den »Boxerklasse« dannet, som man nu saa længe har tænkt paa i Foreningen. Hun ved en, der vil undervise gratis i det japanske Boxersystem. Efter Mødet vil de Kvinder altsaa venligst melde sig, som ønsker at støtte Foreningen ved at lære at boxe. »Jeg tror, det vil være en stor Hjælp for os.« Helt forretningsmæssigt taler hun om det.
Hidtil er alt gaaet fredeligt og godt. Pludselig bliver der Uro i Baggrunden af Salen. Man har opdaget en Privat-Detektiv. Et Øjeblik er alt Støj og Forvirring. Marshallerne stormer til Urostedet. En Kvinde rækker sit lille Barn op paa Platformen for at bringe det i nogenlunde Sikkerhed. Saa lyder Sylvias spæde Røst. »Stille, stille. Ben Mand er her af Pligt. Saa længe han ikke forulemper os skal han ikke røres«. Og disse Østbyens brøsige, urolige Væsener sætter sig lydige som Børn. - Række efter Række kan jeg tælle dem. Pludselig standser jeg!--- Der sidder paa min Ære »Antien” fra den underjordiske! - - - Brilleglassene blinker op imod mig. Hun har lagt en hul Haand bag ved det ene Øre for at faa alt med!!
Sylvia Pankhurst er ikke det man kalder for en genial, gudbenaadet Taler, men hun har den Varme og Glød over sig og sine Ord, som er saa ejendommelig for hele hendes Slægt. Hvad der kommer fra Hjertet, gaar til Hjertet«. Hun kunde vist straffes for meget af det, hun sagde. Hendes Synderegister er saa stort, at hverken hun eller Regeringen paa staaende Fod kan sige, »»hvor langt vi er kommen i at afstraffe.«
Hun slutter under dundrende Bifald med et harmdirrende Udfald mod Regeringen, der synes at have sat sig til Opgave, at det ikke skal komme til at mangle paa Beviser for, at den har kørt sig hjælpeløst fast i dette Spørgsmaal.
Ned gennem Salen følger jeg hende. Hun trykker alle de fremstrakte Hænder, hun kan naa. En Kone beder hende bønligt opgive Krigen. »De slaar dig jo ihjel tilsidst, og vi kan ikke undvære dig.« »Mine Venner,« siger hun i Døren, »jeg er ikke bange, hvorfor skulde I saa være det?« Vi passerer atter den tætte Allé af firskaarne Betjente. »God Nat, Inspektør,« siger Sylvia Pankhurst, idet hun hjælpes ind i Vognen. »God Nat, Miss,« svarer den Politiinspektør, der i Aften med sin Styrke har vaaget over, at der ingen Vinduesruder gik i Løbet.
Idet jeg vender mig, staar jeg Skulder ved Skulder med »Antien«. Hun stirrer med aaben Mund efter Vognen. »Forunderligt«, mumler hun, og baner sig Vej hen til den ældre Herre, der venter med en »Taxa«. Han ser gnaven ud og mumler noget om, »at komme en Time for sent af den Grund«. Jeg tør ikke tale til »Antien« under disse Forhold, ellers vilde jeg have gjort hende opmærksom paa, at det var »forbryderisk«, hun mente.
London, August 1913.
