« Tilbage til søgeresultaterne
En engelsk Stemmeretskvinde paa Ferie
„Kom frem! Tag fat og hold fast!” Dette er Krigsraabet for en af Suffraget-Afdelingerne. Sylvia Pankhurst praktiserede det til Fuldkommenhed.
Vi skal ikke forholde Vore Læsere et Indblik i den Maade, paa hvilken en Suffraiget - - hviler ud: Sylvia Pankhurst ankom til København fra Christiania d. 2. Oktbr. Kl. 11 Aften og rejste d. 8.Oktbr. Kl. 12. I de mellemliggende 6 Dage besaa hun, der naturligvis er meget socialt interesseret: Arbejdsanstalten Sundholm, Kristianshavns Kvindefængsel, Finsens Lysinstitut, flere kommunale Skoler i København og Omegn, Statens Lærerhøjskole, Grundtvigs Højskole med tilhørende Landbrugsskole, den kgl. Porcellænsfabrik, Københavns Tjenestepigeforening, Alderdomshjemmet og Københavns Mælkeforsyning. Hun talte ved to private og et offentligt Møde, og sad 3 Timer i Landstinget den 7. Oktober for at høre vor Regering lægge det Forslag frem, der giver danske Kvinder samme politiske Rettigheder som danske Mænd. Ind imellem alt dette besørgede hun den mest paatrængende Korrespondance med Hovedkvarteret i London, lod sig interviewe af Pressens Repræsentanter og udarbejdede de omfattende Notitser, hun foretog overalt, i sin uhyre store „Notebog”.
Der skal være en Professor et Sted nede i Sachsen, der holder paa, at Kvinderne ikke skal have Valgret, fordi deres legemlige Kræfter ikke er store nok til ogsaa at bære det dermed forbundne Arbejde. Han skulde prøve at holde Ferie med Sylvia Pankhurst.
Miss Pankhurst „kom frem” for et Publikum paa ca. 800 Mænd og Kvinder den 7. Oktbr. i Grundtvigs Hus. Med største Grundighed tog hun fat paa den foran hende liggende Opgave: at tale sin Sag saaledes, at alle disse Tilhørere gik fra hende med et andet Syn paa denne mærkelige Bevægelse, end det Dagens Aviser giver dem, og efter at have holdt dem fast i fem Kvarter, tillod hun dem endelig at give noget af den Begejstring Luft, som hendes overbevisende og ligefremme Indlæg efterhaanden havde vakt hos dem.
Hun begyndte med at fastslaa, at de engelske Kvinder arbejder for de samme Reformer som der til alle Tider er kæmpet for i alle Lande: Økonomisk Velfærd, personlig Frihed. Bag enhver fattig Mand staar der en endnu fattigere Kvinde.
Efter en Del Eksempler paa, hvorledes saavel den engelske Stat som private Foretagender lønner Kvinder ringere end Mænd, og paa Kvinders usle Lønforhold i det Hele, omtaler Miss Pankhurst de uhyggelige Tilstande, der hersker og tolereres indenfor Handel med Mælk i London, Tilstande, som i Forbindelse med den megen Fattigdom koster mangt et lille Barn Livet - ogsaa her trænges der til Reformer, der kræver Kvindens Hjælp, om de skal løses. I Ægteskabslovgivningen, i Lovgivning vedrørende hvid Slavehandel og Prostitutionsforhold, i saa at sige hver eneste Lov har Manden sat sit Stempel og Englands Kvinder vil slette dette Stempel, - til deres egen, til Mandens og til kommende Slægters Gavn.. De har ved en fredelig og lovlydig Agitation i ca. 50 Aar prøvet paa at skaffe sig Ret hertil. Man har udlet, haanet og overset dem. Taalmodig har de set deres Masse-Andragender med Masse-Underskrifter gaa i Papirkurven. Uden at knurre har de afventet det Øjeblik, da Tiden skulde blive „moden” for denne Reform. Man har holdt dem tilbage med Løfter og Trusler, - man havde det Held at berøve dem Modet, og Bevægelsen slappedes stadig mere og mere indtil 1905, da Regeringen erklærede Kvinderne aaben Krig, da Regeringen paabegyndte det, der kaldes for „Millitante Methoder”, da Regeringens Repræsentant paa et Møde i Manchester nægtede at besvare Kvindernes Spørgsmaal om hans Stilling til Valgretten og lod dem kaste ud af Mødesalen. Fra det Øjeblik er der kommen Liv i Bevægelsen, og nu kan den ikke dræbes eller holdes nede.
Da det gik op for Magthaverne, at der maatte regnes med Bevægelsen, begyndte de at forlange Beviser for, at den var til Stede.
„Vis os et ordentligt stort Friluftsmøde, saaledes som vi kender dem fra Mændenes Agitation,” sagde man. - Det største Møde, der har været holdt af Mænd. er paa 72,000 Mennesker. Kvinderne samledes til et Møde paa 3/4 Million i Hyde Park. „Vis os en ordentlig Procession af Kvinder, der kræver Valgretten,” lød det næste Krav. „Hvis 1000 Kvinder vil gaa i Procession, vil vi tro jer.” 50,000 Kvinder svarede med at vandre lovlydigt og stille gennem Londons Gader. Og dog havde en af Ministeriets mere ukendte Ministre Mod til herefter at erklære, at der ikke var nogen populær Bevægelse til Stede for Kvinders Valgret. „Det ulmer ikke saadan som, da Mændene i deres Raab om Valgret brændte Nottingham Slottet.”
Nu flammer Kvinders Krav gennem Ildebrande Landet over, og man Vredes paa - - os! Ikke paa dem, der har ophidset os, drevet os ud i denne frygtelige Kamp! Vi har aldrig forgrebet os paa Menneskeliv som Mændene i sin Tid, for vi anser disse for mere værd end Breve og Vinduesruder!
2500 Kvinder har nu efterhaanden ladet sig fængsle. Vi har forlangt samme Behandling i Fængslet som der blev andre politiske Forbrydere til Del. Man har afslaaet dette. Vi har svaret med at nægte at spise. Man har i ugevis tvungen Næring i os ved Hjælp af et Rør. Da den offentlige Mening antog ubehageligt Former overfor dette Barbari, vedtog man i Aar det, vi kalder for „Kat-og-Mus-Loven”. I Stedet for at tvangsmade os, slipper man os ud, naar vi er ved at dø af Sult, for at fange os igen. naar vi er kommen lidt til Hægterne. Jeg f. Eks. er en - - Mus.
Overalt undertrykkes vi. Der spilles Boldt med os og Vor Skæbne, og vi er efterhaanden kommen der til, at vi tror og véd, at Oprør mod dette Tyranni, er Lydighed mod Gud. Vi føler os overbevist om, at Retten er paa vor Side. Vi har Penge, Udholdenhed og Mod, og vi viger ikke for noget andet end Døden.
Et godt Hjem bygges af en god Fader og en god Moder. En god Stat bygges af glade Mænd og gode Kvinder.
Kampen har kaldt de bedste af Englands Kvinder frem. Den er tung, men paa vor Side kæmper alligevel de bedste Mænd.
