Et „skikkeligt” Menneske

Vi har alle Dage taget bestemt Afstand fra Ordet ,,skikkelig”; det er et vagt, ubestemt Begreb, der ofte dækker over Karakter­løshed og Fejghed.

Hos Grosserer Holms havde der i en Aarrække gaaet saadant et skikkeligt Menneske til Haande i Køkkenet; Madam Sørensen opfyldte sin Kristenpligt bogsta­veligt, hun vendte sin venstre Kind til, naar hun havde faaet et Slag paa den højre, og det fik hun ikke saa sjældent af sin fordrukne og brutale Mand. Mod­sætningerne mødes. Fru Holm var ivrig Kvindesagsven og for­sømte aldrig ved given Lejlig­hed at tale om Kvindens Ligebe­rettigelse med Manden.

Saa udeblev Madam Sørensen ganske og aldeles i længe­re Tid; vi maa have Bud til hende, sagde Fruen til Kok­kepigen, bare Manden dog ik­ke har slaaet hende helt eller halvt fordærvet, men i samme Øjeblik lød den kendte lille, be­skedne Banken paa Køkkendø­ren og ind gled Madam Sørensen, sort fra Top til Taa. „Ja, Fruen maa undskylde, at Sørensen er død.” Det trak op til et Smil paa Fru Holms Ansigt, men det for­svandt, da hun saa Konens for­pinte Ansigt, hvor Taarerne ba­nede sig Vej gennem alle Furer­ne. „Herregud, lille Sørensen, se dog paa Sagen som den er, det er jo en Befrielse for Dem, raat og brutalt som De er bleven be­handlet.” „Det maa Fruen ikke sige, jeg savner Sørensen i hver en Krog og ved ikke mit levende Raad, hvorledes jeg skal komme over det.” Men nu blev Fru Holm vred. .„Men, Kone dog, husker De ikke, da De mødte her med Øjnene halvt ude af Hovedet og forbrændt i Ansigtet, da han havde givet Dem Stegepanden med Flæsk lige i Hovedet.” „Jo, Frue, men Sørensen var ikke ædru, da han gjorde det.” „De kender nok Lovene, Sørensen, si­den De tager Fuldskab som en formildende Omstændighed. - Men Troskaben, lille Sørensen, han var Dem jo ogsaa utro.” „Ja, men jeg tror ikke, der har været andet end det med svenske Elna, og det var jo min egen Skyld, for det var jo mig, der lejede det lille Værelse ud til hende. Hun var jo ogsaa køn, det har jeg aldrig været,” siger Madam Sørensen fromt. „Maa jeg spør­ge Dem,” siger Fruen heftigt, „vil De kanonisere Sørensen efter hans Død?” „Nej, Gud fri mig dog,” siger den lille Kone for­færdet, hun aner ikke, hvad det er, men der foresvæver hende noget om Kanoner og andet svært Skyts. Fru Holm lader Armene synke, opgivende ethvert Haab. „Trællesind,” mumler hun, „sla­visk Underkastelse,” saa øser hun en stor Tallerken Suppe op til den lille; bedrøvede Kone. Taarerne drypper i Maden, og Fru Holm kan ikke lade være, hun gaar hen og klapper den „skik­kelige” paa Ryggen. Opmuntret ved denne Venlighed ser hun op og siger glad: „Ja, var det dog ikke mærkeligt, det var saamænd ikke en Time før Sørensen dø­de. Jeg sad jo ved Sengen og græd og klappede hans Haand; saa siger han: „Spar paa Van­det, dit gamle Pæretræ, jeg sy­nes inte, du har noget at tude for,” det var dog et Trøstens Ord.”

Madam Sørensen forstod ik­ke, hvorfor Kokkepigen fo’r ind i Spisekammeret, og Fru Holm slet ikke svarede. Saa gik den skikkelige Kone hjem til sit - der hvor hun savnede Sørensen i hver en Krog.