« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
Under Grundlovsforslagets 1ste Behandling i Landstinget den 7. Oktbr. udtalte Venstres Ordfører, Enevold Sørensen, følgende angaaende Højres Stilling til Spørgsmaalet: „Kvinders politiske Valgret:
Kun med nogle Ord skal jeg minde om, at jeg for den Del af Forslaget, som angaar Folketingets fremtidige Sammensætning: Valgretten og Valgbarheden til Folketinget, da*) havde Lejlighed til for tredie Gang at tilsige Regeringen vort Partis Tilslutning Thi denne Del af Forslaget havde allerede foreligget to Gange før oversendt fra det andet Ting. I ingen af Samlingerne er Forslaget imidlertid naaet til anden Behandling her i Tinget, man naaede kun til en Betænkning, hvor Højre af hele Forslaget kun lod den eneste Rest blive tilbage: Fastsættelsen af et bestemt Tal for
Folketingskredsene, og herfor forlangte man saa Forholdstalsvalg til Folketinget. Men medens dette, Fastsættelsen af et bestemt Tal for Folketingskredsene, saaledes var alt, hvad Højre havde kunnet tiltræde af Regeringens Forslag, saa længe dette Forslag forelaa til Forhandling her i Salen, viste det sig, da Betænkningen nu i Foraaret fremkom om det nye udvidede Forslag, det samme, som nu igen foreligger til første Behandling for os, at nu kunde Højre tiltræde de to af Forslagets tre Punkter : Kvinders Valgret og Tyendes Valgret, nu kunde det ganske tiltræde det tidligere Forslags Hovedkrav, det ubetinget vigtigste og betydningsfuldeste af disse Krav, Valgret og Valgbarhed for Kvinder, ganske ligestillet med Mænds. Om denne Sag, Kvindernes Valgret og Valgbarhed, staar vi altsaa nu ved Begyndelsen af de nu genoptagne Forhandlinger, alle fælles. Alle Sider i Salen, alle er vi enige om, at under den ny Grundlov skal Kvinden i et og alt have den samme politiske Ret og Magt og ogsaa det samme Ansvar som Manden. Det er jo ganske vist et Resultat - og det
et stort Resultat - af de senere Aars Grundlovsforhandlinger, at alle Partier nu er enige om, at rydde det allerstørste Valgprivilegium ud af Grundloven, enige om, at Mændene maa opgive deres politiske Eneret og fremtidig nøjes med at dele Magten og Ansvaret med Kvinderne paa lige Fod med disse. Dette er stort og betydninsfuldt. Men hvorfor saa vi ikke tidligere noget til dette Standpunkt hos Højre, men først nu i sidste Foraar? Hvorfor løftede man ikke før en Flig derfor, hvorfor gav man ikke en Antydning deraf, da det Forslag, der da forelaa, i Ministerielt Berntsens to første Aar blev forhandlet her? Højre gaar nu, men Aaret efter, med baade til Kvinders Valgret og til Tyendets Valgret. Tilbage er saaledes kun det ene Punkt, om Valgretten skal indtræde ved det 25de eller det 30te Aar - en Skønssag nærmest, ikke noget principielt Spørgsmaal, som i Længden kunde have voldet uoverstigelige Hindringer, naar man først stod enig om de to andre principielle Spørgsmaal. Men den Gang, da Forslaget om Folketingets Omdannelse og om Optagelse af den nævnte Valgret forelaa, da hørte man intet herom, da blev Døren smækket i, man kunde ikke indlade sig paa andet eller mere af det foreliggende Forslag end det ene Punkt, at Antallet af Folketingskredsene sloges fast.
*) Ved samme Forslags Forelæggelse i Landstinget i Januar.
Under første Behandling af Finanslovsforslaget udtalte N. Neergaard: „Vi lever i en ganske ejendommelig Periode. Jeg tror ikke, der før har været en saadan Periode i vort politiske Liv. Den „Treuga Dei”, den politiske Gudsfred, der hersker her i dette Land, er vistnok noget ret enestaaende. Den hersker af den ganske bestemte Grund, som jeg bøjer mig fuldkommen for, at det er nødvendigt, at vi faar den store Forfatningssag gennemført og faar den gennemført saa snart som muligt”