« Tilbage til søgeresultaterne
Politiske Drømmerier
Jeg stod foran min Ven Rigsdagsbudet og overrakte ham et Papir, hvorpaa der stod skrevet Navnene paa de 15 Herrer i Landstingets Grundlovsudvalg.
„Skaf mig de Herrer i Tale, Petersen,” sagde jeg; „alle sammen, men en ad Gangen.”
Petersens Ansigt stivnede som en Maske, men i det samme gik Døren til Folketingssalen op, og paa dens Tærskel stod høj og truende Niels Thomasius Neergaard.
„Treuga Dei,”*) sagde han med kirkefaderlig Røst, og bag ham lød det indefra Folketingssalen som et Responsorium fra en usynlig Menighed: „Treuga Dei.”
*) Gudsfred.
„Dette er udlagt,” vedblev Neergaar: „Ingen flere Kvindedeputationer i Rigsdagen, før Grundlovs værket er tilendebragt. Gaa hjem og sov, til vi kalder paa Jer.”
Og jeg gik nedslaaet hjem og gav mig til at sove Vinterens lange Søvn.
- Da kom det mig for, som om en Haand rørte ved min Skulder, og en Stemme raabte i mit Øre: „Staa op og følg med.”
Jeg gned mine søvntunge Øjne, og for mit omtaagede Blik stod et af de nye kvindelige Centralbude i grøn Bluse og med en fiks Hue balancerende paa Frisuren.
„Sæt dig op bag mig paa Cyklen,” befalede hun, „vi skal langt omkring”.
Og jeg satte mig op med Armene slyngede om hendes Liv, og afsted gik det over Land og Sø saa hurtig, at jeg ikke ænsede noget, før jeg stod i Haven til Vejle Forskoleseminarium. Der gik det lystig til. Midt i en Kreds af unge, landlige Piger stod Elmkvist og udførte de besynderligste Bevægelser, mens de unge Piger klappede i Hænderne og sang under overstadig Munterhed:
„Haren midt i Grøften sad og sov, Er du syg, du lille Mand, at du ikke hoppe kan? Hare hop! Hare hop! Hare hop!”
Og Elmkvist satte Hænderne i Siderne og knækkede i Hofter og Knæ, uden at det dog lykkedes ham at faa Fødderne fra Jorden. - Jeg saa forbavset paa min Ledsager.
„Det er Forskolelærerindeeleverne, som undervises i Børnelege, svarede hun paa mit spørgende Blik og føjede undskyldende til: „Det kniber jo lidt, især med dette Fag, men der er lovet ham en kvindelig Medhjælp til Nytaar.”
Og med en højst uærbødig Fnisen svang hun sig igen paa Hjulet og bortførte mig til andre Egne. -
„Hvor er vi nu?” spurgte jeg, da min Køresvend igen standsede sine Hjul.
„Kender du ikke det stille Sorø?” spurgte hun bebrejdende. „Nu vil vi aflægge et Besøg i Husholdningsseminariet”.
Vi gik op ad en Trappe og ind af en Dør og befandt os i en stor, lys Sal, hvor unge Piger med Smækforklæder og pyntelige Kapper færdedes omkring Kæmpekomfurer, fulde af Gryder og Kasseroller, mens andre stod foran store Tavler og regnede Næringsværdier ud. I en Lænestol midt paa Gulvet sad en ærværdig gammel Mand med et Køkkenforklæde bundet om Halsen og smagte paa en Prøvebolle, som Forstanderinden bød ham paa en Tallerken. Han smækkede samvittighedsfuldt med Tungen og nikkede dybsindig mellem hver Mundfuld, uden at der dog udgik noget Ord fra hans Mund.
„Det er den nye Tilsynsførende med de statsanerkendte Husholdningsskoler,” forklarede det lille Centralbud mig. „Stakkels Christen Christensen! Han kender ikke noget til alt dette her, men han er jo ogsaa Specialist i Heste og Køer. - Blot det nu maa lykkes ham snarest mulig at faa en kvindelig Medhjælp.”
Hun fik i det samme igen et af sine Anfald af upassende Lystighed og gjorde hurtig omkring og ud af Huset, og jeg efter. -
Videre fløj jeg paa min Drømmeflugt gennem Skove og henad uendelige Landeveje og befandt mig pludseligt i en stor Have med et ærværdigt Renaissanceslot i Baggrunden. I Haven vrimlede det med Børn og voksne af forskellige Aldre; men alle Børnene var Piger, og alle de voksne var Kvinder: Plejemødre, Plejemoderassistenter, Lærerinder og Tyende. Da kom midt i al denne Kvindelighed en enlig Mand spadserende, og alle veg ærbødig tilside paa hans Vej.
„Herregud!” udbrød jeg af et medlidende Hjerte, vendt til min Ledsager.
„Hvad har den stakkels Mand dog gjort, siden han skal være alene Hane her? Kan han ikke forliges med andre Mandfolk maaske?”
Det lille Centralbud smilede overlegent.
„Ser Du ikke, at vi er paa Jægerspris?” svarede hun. „Den Mand er Forstander Høy.”
„Ja, men jeg troede, Jægerspris var en Opdragelsesanstalt for Pigebørn, stiftet af en fyrstelig Dame og med lutter kvindeligt Personale,” indvendte jeg troskyldig.
„Netop derfor,” svarede min lattermilde Fører, „skal Forstanderen her være en Mand. Her er jo fuldt op af kvindelig Medhjælp.”
Jeg styrtede ud af Haven. Hendes Lystighed var ved at smitte mig. -
Videre gik Farten, og vi naaede Københavns Grænser.
„Lad os køre om ad Diakonissestiftelsen,” foreslog min Ledsager. „Stiftelsen fejrer sin 50 Aars Fest i Dag.”
Vi stod forrest i Folkemængden og saa paa Festprocessionen.
„Hvor gribende er ikke den Tanke,” udbrød jeg henført, „at dette Storværk er tænkt af Kvinder, skabt af Kvinder, styret af Kvinder.”
„Aa, dunk mig i Ryggen!” jamrede det lille Centralbud og saa virkelig et Øjeblik ud, som om hun var ved at eksplodere. „Tak, nu er det ovre. De maa meget undskylde, jeg kan ikke selv gøre for det - - men se paa den Mand der forrest, i Processionen ; det er ham, som nu skal styre hele Kodillen; - det er den nye Forstander.”
„Den Mand der!” skreg; jeg op, saa Folk rundt om begyndte at dreje Hovederne for at se Fredsforstyrreren. „Men hvor i Alverden har han Forudsætninger for at...”
„Bare rolig, kære,” svarede min Ledsager med et irriterende Smil. „Han har selvfølgelig paa Forhaand sikret sig den nødvendige kvindelige Medhjælp.”
Jeg brød mig Vej tilbage gennem Stimmelen og slæbte det ulykkelige Centralbud efter mig.
„Svar mig nu,” raabte jeg, da vi havde lagt Smallegade bag os, idet jeg tog hende i Kraven og satte hende op mod Fodstykket til den unge Oehlenschlæger. „Er her Virkelig ingen kvindelige overordnede mer i dette Land? Er Overjordemoderembedet ved den kongelige Fødselsstiftelse maaske ogsaa besat med en Mand?”
„Endnu ikke, - det jeg ved af.” Det lille Centralbud dækkede med Armen for Ansigtet, saa kun hendes uforskammede, leende Øjne var synlige. „Men ved den første Vakance, siger man for ganske sikkert, at Pladsen skal være forbeholdt en Politiker udenfor Nummer.”
„Jeg kunde nok vide det,” nikkede jeg med et skummelt Udtryk i mit Ansigt.
„Ja, - men han skal ogsaa have en kvindelig Medhjælp ved Siden,” skyndte den lille sig at trøste mig.
„Ja, vent bare til Kvinderne faar politisk Valgret!” triumferede jeg og slap hende.
„Bare det ikke bliver Jer, der kommer til at vente!” svarede det næsvise Centralbud, sprang paa sin Cykle og spurtede videre.
Jeg saa mig rasende om efter en Genstand, jeg kunde slynge hende i Nakken.
„Treuga Dei!” lød det i det samme over mit Hoved fra den henfarne Digterkonge; men Røsten var Niels Thomasius Neergaards.
Jeg foldede andægtig mine Hænder og sov videre.