« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Vilh. La. Cour: Fædrelandet. Grundtræk af Danskhedsfølelsens Vækst 217 Sider. (G. B. N. F).
Forf. udtaler i en Efterskrift, at denne Bog er et „Udslag af en rent personlig Trang til at gøre det nationale Regnskab op.” Og den er det paa en saare tiltalende Maade. I et rask Tempo fører den os fra Danmarks Oldtid ned gennem Slægterne til vore Forældres Tid og paaviser dels gennem Historien dels ved Citater fra Litteraturen, hvorledes Fædrelandsfølelsen fødes og vokser og sejrer over Egoisme, Klanfølelse og Provincialisme. Det paavises, hvorledes Sproget paa Sakses Tid endnu ikke ejer noget dansk Udtryk for den gamle Hjemlandsfølelse; Sakse maa ty til det latinske Ord „Patria” for at udtrykke den. Heller ikke Folkeviserne, som navnlig opstod efter Valdemarstiden, nævner Ordet Fædreland. Først i det 14.-16. Aarh. træffer vi Ordet Fædreland og endda kun i Sverrig, men det menes at være opstaaet samtidig i Danmark, og mulig har Holstenervældet i første Halvdel af det 14. Aarh. befordret Fædrelandsfølelsens Opstaaen (Grev Geert - Niels Ebbesen). I sidste Halvdel af det 16. Aarh. finder vi stærkere Udtryk for Fædrelandsfølelsen hos Anders Sørensen Vedel og Tycho Brahe og deres Samtid. Vedel var endda typisk Nationalist og i hele sin Aandsform og Aandstrang hjemlig Humanist. Det var Tycho ikke. „Han kan gaa til sin Dont overalt, hvor Stjernerne tændes for Menneskene,” siger han, og „for den kække er ethvert Sted et Fædreland,” og dog har han i sit Hjerte alle Dage givet Fædrelandet, hvad dets var.
Forf. paaviser derefter, hvor fattige Vidnesbyrd om en vaagen dansk Bevidsthed Skaanes Erobring gav, men fremhæver paa den anden Side Københavns Borgeres Offer under Krigen som et evigt levende Værd for den nationale Følelses Udvikling.
Over Griffenfeldts Tid, har man sagt, hvilede „en Vaarglans, en dansk Tone”, og i de mange Adelsmærker, som Kongen tildeler gennem Schumacher, spiller rødt og hvidt en fremtrædende Rolle som ingensinde før; Dannebrogsordenen oprettes, og 1670 blev det bestemt, at Regeringen fra nu af vilde skrive paa Dansk til de Magter, som brevvekslede med os paa deres eget Sprog. Men med Griffenfeldt døde den danske Tone hen baade i Slutningen af Chr. 5. s Regeringstid og endnu mere under Fr. 4. og Chr. 6. Her burde Forf. dog maaske have lagt lidt mere Vægt paa den Betydning, Holbergs Skrifter fik og maatte faa ogsaa for Fædrelandsfølelsen ved det danske Sprogs Benyttelse. Man mindes Visen: „Før var der knapt skrevet paa dansk en Bog.” En anden Sag er det, at Holbergs Synsmaade kun i ringe Grad er national; Forf. siger, at han er i Grunden langt mere Kosmopolit, endda han kan koge op i det voldsomste patriotiske Raseri, naar han finder, at fremmede Folk uden Grund har angrebet os, som da han mente den danske lærde Stand haanet af den hollandske Prof. Buurmann. (Holger Danskes Brev til Buurmann).
Først med Fr. 5. og hans engelskfødte Dronning begyndte den danske Tone atter at komme til Ære og Værdighed, og under Struense brast Taalmodigheden med det fremmede fuldstændig, og Nationalfølelsen rejste sig imod ham som ikke mod nogen tidligere tyskfødt Statsmand herhjemme. Mere end noget andet knyttede Indfødsretsloven af 15. Januar 1771 det danske Præg til Guldbergs Styrelse.
Og endelig fik Grundtvig i „Danmarks haarde Vinter” (Aarene efter 1807 )en kristelig og sædelig Alvor i sin Fædrelandsfølelse, som altid vedblev at præge den og blev af saa stor Betydning for Danskhedsfølelsens Vækst. „Havde Oehlenschlæger lagt sin Længsels Lyrik i Fædrelandets Navn, saa bar nu Grundtvig sine etiske Krav derind. Begge Elementer blev gennem, det 19. Aarh. lige uadskilleligt forbundne med det, vi kalder vor Danskhedsfølelse.” Og nu faar Danskhedsfølelsen et nyt Væld i Fædrelandshistorien, saadan som Folket hører den fortælle i disse og de følgende Tider, hvor de to Grundelementer i vor Folkeaand blandes: det kraftfulde etiske og det drømmende lyriske, der gensidig har bragt hinanden Kraft i to store Landmænds Venskab: Grundtvigs og Ingemanns.
Ingemanns poetiske Gendigtning af Stormtiderne i vor Middelalder har været et af de allerkraftigste Virkemidler i det 19. Aarh.s nationale Rejsning. Bevidst bryder Nationalitetskampen dog først frem med Uve Lornsens og Chr. Paulsens Stridsskrifter i 1830 og 31 og i Flors Virksomhed for de danske Sønderjyders Kamp for folkelig Frihed. „Fædrelandets Gespenst lod ham ikke Ro hverken Nat eller Dag.”
Saa ender Forf. med at paavise 48 og 64’s Betydning for sit Emne, samt med en Omtale af Billes Piece fra 1866: „Nationalitetsprincipet og Nationalitetsbegrebet”, samt af Monrads: „Politiske Drømmerier” fra 1870.
Det kan i høj Grad anbefales at læse denne lærerige og livfuldt skrevne Bog. Forf. redegør godt for sit Emne, og man føler hans varme danske Sindelag overalt i denne iøvrigt meget objektive Fremstilling.
F.
Marie Helms: Fra Sicilien. 263 Sider. (G. B. N. F.).
En yndefuld Bog, en udmærket Bog! I et smukt og rigt varieret Sprog giver Forf. et livfuldt Billede af Livet paa Sicilien fra Messina til Marsala, fra Girgenti til Palermo, paa Tværs gennem alle nulevende Befolkningslag, paa Langs ned gennem Tiderne, strejfende Fønikernes, Grækernes, Romernes og Maurernes Indflydelse paa den skønne Ø’s mangfoldige Skæbnetildragelser. Med grundige historiske Kundskaber knytter hun behændig Fortid og Nutid sammen om den skønne Buket af righoldige Oplevelser, hun har samlet gennem et længere Ophold paa et af Verdens herligste Steder, og lader os gennemleve dette Naturfolks Liv og Færden i Arbejde og Fest, i Sorger og Glæder, i Liv og Død.
Naar man hører Tale om italienske Arbejdere, er man tilbøjelig til straks at tænke paa de dovne Lazzaroner i Neapel, men ingen Forestilling er falskere end denne, naar Talen er om de for Opholdet ofte haardt kæmpende sicilianske Arbejdere. Læs blot hendes Skildring af et Besøg i
Svovlminerne 2000 Meter under Jorden; med Angst og Spænding følger man hende paa denne underjordiske Rejse til Jordens Indre, hvor utallige Eksistenser kæmper den haardeste Kamp for Udkommet i de af kvælende Svovl dampe fyldte underjordiske Gange, hvor Livet tilbringes i Slid og Fare, og Ungdommen mister sine friske Farver for at skaffe sig og sine et tarveligt Livsophold. Uhyggelig rørende er Skildringen af den lille „Caruso”, der klatrer op og ned ad stejle Stiger med tunge Sten paa Skuldrene; 100 Rejser skal han gøre om Dagen for at faa sin surt erhvervede Dagløn. Omtrent 1000 Mennesker arbejder hernede i denne Grube i 30-40 Gr.s Varme og i en skrækkelig Luft. Eller læs hendes levende Skildring af Vinhøsten med det ejendommelige Trylleri, som den fra ældgammel Tid øver over disse Sydens Børn. Som en Saga fra mere end 2000 Aar siden lyder den os i Møde.
Med fuldendt Kunst giver hun os et Billede af de skrækkelige Messinadage i Julen 1908, hvor over 50,000 Mennesker i mindre end l Minut døde under Ruinerne af den ved Jordskælvet totalt ødelagte blomstrende By.
Men ogsaa lysere Billeder rulles op: Karnevalstiden med Dansen i Taormina, de aarlige tilbagevendende Helgenfester, navnlig Agatefesten (1.-5. Febr.), det morsomme Kapitel om Overtroen, der spiller en saa stor Rolle i Sicilianernes Liv, og saa den yndefulde Skildring af Folkesangene.
Mest ejendommelig er dog maaske Fortællingen om hendes Besøg i de Dødes Rige, Katakomberne i Captucinerklostret i Palermo, hvor man aabenbart ikke maa have for sarte Nerver, hvis man vil slippe levende op igen.
Endelig er der et interessant Kapitel om Kvindernes Liv, som ikke vil undlade at gøre Virkning paa dette Blads Læsere.
Ja, der var meget mere at fremdrage, men Pladsen tillader det ikke. Bogen er smukt udstyret og forsynet med 64 ganske fortræffelige Fotografier, som Forf. selv har taget.
Hvad enten man hører til de lykkelige, der kan gøre en Rejse til Sicilien, eller man maa blive hjemme, bør man læse Bogen; de første bør gøre det for paa en let og behagelig Maade at skaffe sig en Mængde Forkundskaber til Forstaaelse af Livet dernede, de sidste, fordi Bogen gennem en Række „levende Billeder” faar en til at tro, at man alt har været der.
F.
