« Tilbage til søgeresultaterne
Carl Ploug og Kvindesagen
Der er flere Torne end Roser i den Mindekrans, Kvindesagens Forkæmpere ved forskellig Lejlighed har flettet Carl Ploug, og ingen kan med Rette undre sig derover; han plejede jo aldrig at strø Blomster paa vor Vej, han rakte os tværtimod Gang paa Gang den bedske Drik, hans Parti iskænkede os, og han gjorde det paa en Maade, som næsten kunde friste en til at tro, at han følte en vis Tilfredsstillelse derved, - ja, ved en bestemt Lejlighed undslap der ham Ord, som røbede en Bitterhed af gammel Dato, en Bitterhed, der kunde indeholde en Forklaring af hans Uvilje mod de Kvinder, der vovede at tilbyde Samfundet deres Tjeneste.
Det er ikke Hensigten med disse Linier at flette vore Mindetorne ind i den Hæderskrans, Venner og Modstandere har lagt paa Carl Plougs Grav i disse Dage, 100 Aar efter hans Død, - der er undertiden mere værd end en Skare lunkne Venner, og det er som den barske, ærlige Modstander vi i disse Festdage vil mindes ham, der mod sin Vilje trykkede os Sværdet fastere i Haanden og rankede os til Kamp for den Sag, som han vel formaaede i Øjeblikket at forhale men ikke at drive en Tomme ud af sin Sejrsbane. Men fordi vi som Kvinder har elsket hans Kunst, har følt vort Køn hædret og løftet op i en renere Luft i Kærlighedsdigtene til hans Hustru og i de Kvindeskikkelser, han i sine fortællende Digte har skabt, derfor vil vi et Øjeblik prøve. om vi ikke bagved det gamle barske Ansigt, han altid vendte mod vor Sag, kan fange et Glimt af et yngre og venligere Ansigt fra Tiden før, at Danmarks Ulykkesaar brød ind over hans Manddoms Gerning og gjorde hans Tro paa Menneskene til Skamme.
Der er et Digt fra hin Tid som viser os et saadant Ansigt vendt mod en Kvindeskikkelse, der i Støbning og Vækst godt kunde tjene som Forbillede for den Kvindetype, han senere næsten med Lidenskab forfulgte.
»Jeg ved, jeg saa hende før engang I Drømmens Dæmring med Sjælens
Øje; -
Hun ligner Jomfruen af Orléans, Der frelste sit Frankrigs hærgede
Vang,
Og Brittens Overmod mægted at
bøje.
Den svage Mø -, begejstret af Gud, Som greb den hellige Oriflamme, Som var sit Folk et Sejrens Bud, Som sletted Aarhundreders Skændsel ud,
Og gjorde de stærke Helte tilskamme.
O, Danmark! ifald den Stund er nær,
Der brat skal styrte Dit gamle Rige,
Da Dine Sønners modløse Hær
Skal række Hals under Fremmedes
Sværd, -
Hvor har Du da Din orleanske
Pige?«
Men da den orleanske Pige i Mathilde Fibigers friheds- og fædrelandsbegejstrede Skikkelse fremstod lyslevende i det sejersberuste København, da kendtes Carl Ploug ikke ved hende, men gav hende til Pris for Latteren i en af sine Studenterkomedier.
Saa kom Nederlagets Dag, - det skandinaviske, det nationale og det liberale Nederlags Dag, hvor Danmarks Sønners modløse Hær maatte række Hals, men den orleanske Pige, som den unge Carl Ploug havde set i »Drømmens Dæmring med Sjælens Øje« - hun kom ikke; hun sad paa et Telegrafkontor som en udslidt, livstræt Arbejderske, og Kvindernes Sag, som hendes unge Kræfter havde forløftet sig paa, hvilede endnu i Kaos og ventede paa sin Fødselstime.
Og Timen kom. - En Fornyelsens Flodbølge gik over Landet i Halvfjerdsernes Begyndelse og kaldte Kvinderne sammen om den Fane, paa hvis Dug der stod skrevet, »Hvad udad tabtes, skal indad vindes.«
Ikke som en Valkyrie i Panser og Plade, men som en menig Soldat i Fredens Hær stod den orleanske Pige igen i København og tilbød Nederlagets trætte Mænd sin Hjælp. Men Carl Ploug kendtes heller ikke den Gang ved hende som den, han havde set »i Drømmens Dæmring med Sjælens Øje,« og istedetfor at hilse hende velkommen dal Arbejdet for at hegne Danmarks hærgede Rige løftede han i sin skuffede Sjæl blinde Harme Haanden imod hende.
»Jeg tror ikke - jeg vil sige det rent ud, - at Kvinderne har vist sig som saa udmærkede Opdragere for Ungdommen, som vi havde ønsket og ventet, dengang vi undergik vor store nationale Ulykke i 64. Jeg ser ingen Steder de »Ynglinge i Plade, Drenge klædt i Staal, Mænd med faste Hjærter, som skulde være vort Maal; de stærke, stille Kvinder er der Gudskelov nok af, men maaske ligesaa mange, der hverken hører til de stærke eller til de stille.«
Som et Sonoffer for den Skuffelse, Mændene havde forvoldt Carl Ploug i 64, blev det forbudt Kvinderne i 1887 at varetage den opvoxende Ungdoms Tarv som Medlemmer af Skolekommissionerne, og maaske som en udsøgt Opmærksomhed mod Carl Plougs Minde paa hans Hundredeaarsfest har Kulturministeriet i Aar overfor Aalborg Byraad erklæret, at Skolekommissionerne til Trods for Loven om ’Kvinders kommunale Borgerret endnu for Slægtens Mødre og Opdragere er et lukket Land.
I 1888 stod den orléanske Pige for tredie Gang for Carl Ploug og forlangte med 20,000 Kvinder i Ryggen Kvinders kommunale Valgret og Valgbarhed, men med et barskt og forstenet Ansigt viste han hende for tredie Gang fra sig:
»Da Landstinget formener, at det hverken vil være i Kvindernes eller Samfundets Interesse, at der tildeles dem Valgret, gaar det over til Dagsordenen.«
»Den var jeg værst, som jeg elskede mest,« siges der i den islandske Saga. Det vilde vel være en. Overdrivelse at anvende disse Ord paa Plougs Forhold til Kvindesagen, men den uforholdsmæssige Bitterhed mod Kvinderne, som hans Ord under Landstingsforhandlingen om Kvinders Adgang til Skolekommissionerne, aabenbarede, giver os Grund til at formode, at der i bagved denne Bitterhed laa en Skuffelse, som har grebet dybt ind i hans Liv, og at denne Skuffelse skyldtes Kvinderne, som ikke i 1864 havde opfyldt den Forventning, han. i sin Digterdrøm havde stillet til dem som Slægtens Mødre og Opdragere.
Hvor ubillig en saadan Skuffelse
kan synes, der ligger dog i denne Formodning for Kvindesagens Venner noget, som forsoner dem mere med Politikeren Carl Ploug og bringer dem Digteren Carl Ploug endnu nærmere, thi ogsaa vi har »i Drømmens Dæmring med Sjælens Øje« set den Kvinde; »som sletted Aarhundreders Skændsel ud og gjorde de stærke Helte tilskamme«, og vi tror, at saa vist som Digteren Carl Ploug vil overleve Politikeren Carl Ploug, vil den Kvinde, som han saa i sin Digterdrøm, men ikke med sit levende Øje mægtede at genkende, bringe ham Oprejsning for hans politiske Nederlag, ja maaske paa sin Sejrsdag valfarte til hans Grav og strø Roser paa hans Aske.
