« Tilbage til søgeresultaterne
Lidt om Pigespejderbevægelsen her hjemme
De første Pigespejdere herhjemme dukkede op samtidig med Drengene; men medens Bevægelsen for Drengenes Vedkommende greb om sig over hele Landet og skabte en fast Organisation, har den for Pigernes Vedkommende kun formaaet at frembringe nogle faa Troppe hist og her i Byerne og paa Landet.
Hvorfor har vi ikke faaet mere ud af Bevægelsen?
Fordi Tanken er saa ny, og fordi enhver Begyndelse er svær. Aldrig før har Mødre sendt deres Pigebørn ud i Skov og Mark, uniformklædte og bevæbnede med Stav, Økse og Kniv. Og ikke Mødre alene, men Folk i Almindelighed har svært ved at vænne Øjet til at se Pigebørn i Række og Geled komme hjem fra Udflugt, bedækkede med Landevejsstøv. Og desuden, siger mange, har Pigebørnene ikke godt af at spille en saa fremtædende Rolle, derved mister de deres Kvindelighed. Det er noget andet med Drengene; de har godt af at komme ud og klare sig paa egen Haand, og dem er man heller ikke saa ængstelig for, selv om de nu og da skulde komme noget til.
Men hvorfor da skal Pigebørnene ikke lige saa godt lære at klare sig paa egen Haand, lære at forstaa, at det ikke altid er nødvendigt at bede Moder eller Pigen om at gøre dette eller hint, lære at blive snarraadige, selvstændige, praktiske og lære at føle Ansvar? Nu netop i vor Tid, hvor Kvinderne deltager i det offentlige Liv, og hvor man ønsker, at de ofte havde mere Forstaaelse og Overblik. - De samme Forældre, der sætter sig imod at lade deres Døtre blive Spejdere, sender dem maaske senere ud i Livet ligesom Sønnerne, fordi det er kommet saa vidt nu, at Døtrene maa tjene deres Brød saa vel som Sønnerne. Er de ynge Pigers „Kvindelighed” da ikke lige saa udsat nu som i Barneaarene? Hvem mon der har mest Udsigt til at udrette noget godt og dygtigt, til at staa imod alt haardt og hensynsløst i Livet, den, hvis „Kvindelighed” man omsorgsfuldt har vaaget over i Barndommen, eller den, som allerede som Spejder har været vant til at udstaa Strabadser?
Hvis Forældre kendte noget mere til Pigespejderbevægelsen og dens Formaal, vilde de sikkert
ikke være saa tilbøjelige til at forbyde deres Døtre at være Spejdere.
I Virkeligheden finders der her i Danmark ikke mere end godt halvandet Hundrede Pigespejdere fordelt i kun nogle faa Troppe. Regner man alle de Pigespejdere med, som der har været i de forløbne Aar, løber det op til adskilligt flere, men mange Piger har opgivet Arbejdet af Mangel paa Førere.
Førere skorter det paa. Men denne Mangel vil blive afhjulpet, saasnart de nuværende Spejdere naar Tropsføreralderen. Og ligeledes skorter det paa en fast Organisation. Før denne Side af Sagen er bragt i Orden, faar Bevægelsen ikke fast Fod herhjemme.
Pigespejderne har lige fra Begyndelsen saa godt som staaet paa egne Ben. For 2 ½ Aar siden sendte en lille Patrulje paa 6-8 Piger Forespørgsel til Spejderkorpset, om Piger kunde blive optagne og indskrevne i Korpset, og efter nogen Tids Betænkning besluttede Bestyrelsen, at Korpset skulde være fælles for Drenge og Piger. Saaledes er det vedblevet med at være med Undtagelse af en kort Tid, hvor man dannede en særlig Pigespejderbestyrelse, som hørte ind under Hovedbestyrelsen. Denne afhængige Bestyrelse opløstes forinden den havde naaet at udrette noget, og samtidig, nemlig for godt et halvt Aar siden, valgtes et Par kvindelige Medlemmer ind i Hovedbestyrelsen for der at varetage Pigespejdernes Interesser. Dette synes heller ikke at skulle føre til noget, og inden ret længe bliver Resultatet nok, at Pigespejderne faar deres eget Korps med egen Bestyrelse.
Til Trods for den mangelfulde Organisation, har Pigespejderne dog vidst at hævde deres Stilling paa bedste Maade.
Gang paa Gang har de deltaget i Parader øg Konkurrencer, foranstaltede af Korpset, og ved Udstillingen af Spejderarbejder i Foraaret 1912, hvor to Pige Troppe deltog, erhvervede den ene første Præmie for Husflid. Der var Børster, Hængekøjer, fine og. praktiske Haandarbejder, udskaarne Genstande, indbundne Bøger, Bastarbejder o. s. v. alt sammen noget, Pigerne havde lavet i deres Fritid og paa Møderne.
Pigespejderne samles, ligesom Drengene, i Troppe. Disse bestaar af indtil seks Patruljer, hver paa seks til otte Spejdere, Hver Patrulje ledes af en Patruljefører valgt af Tropsføreren blandt de ældste og dygtigste. Hver Patruljefører afholder Møder med sin Patrulje og er ansvarlig for dens Optræden. I Spidsen for hele Troppen staar en Tropsfører, som ikke gerne maa være under tyve Aar, og som leder det samlede Arbejde og Turene. Enhver Spejder arbejder paa at kunne bestaa Eksaminer og Prøver og paa at erhverve Duelighedstegn (Folkemærket, Musikermærket, Samariter- eller Kokkemærket m. m.).
Eksaminerne falder for en stor Del sammen med Drengenes; nogle Prøver udskydes, andre tages i Stedet.
Pigerne søger først og fremmest at dygtiggøre sig i Samarittergerning og Ambulancetjeneste. I Fjor Vinter assisterede Pigespejderne for Eksempel ved Kælkningen i Ulvedalene. Deres selvstændige Optræden vakte Publikums Beundring. Morsomt var det ogsaa at se disse 12-14 Aars Pigebørns Alvor, Iver efter at hjælpe de tilskadekomne og deres Forstaaelse af Behandling af Saar. Det, at Folk tog dem for Alvor og ventede noget af dem, gjorde, at Pigebørnene anstrengte sig til det yderste og virkelig ogsaa gjorde Nytte.
Tropperne foretager som Regel Udflugter to Gange om Maaneden, altsaa hveranden Søndag. Der lægges megen Vægt paa Marschture, og det er forbavsende, hvad Pigerne efterhaanden kan trænes til. I denne Henseende staar de ikke paa nogen Maade tilbage for Drengene. Som oftest gaar Turene til Steder, hvor det er tilladt at tænde Baal, til Grusgrave eller aabne Sletter, for Maden smager saa velsignet dejligt, naar den er tillavet af en selv i den fri Natur. Til at begynde med er der naturligvis ikke meget Variation i Spisesedlen; Bøf og Spejlæg er de almindelige Retter; men efterhaanden lærer Spejderne at lave flere Retter, navnlig naar deres Mødre er saa fornuftige at give dem Lov til at prøve hjemme.
Et af de første Duelighedstegn, en Pigespejder søger at erhverve, er „Kokkemærket”, hvortil der kræves at kunne tilberede ti forskellige Retter Mad.
Enkelte har erhvervet det saakaldte „Husmodermærke”. Dertil kræves at have ført Hus en Uge og nedskrevet Beretning (skal godkendes af Forældrene) om Husførelsens Gang, forklare hvilke Artikler, til Rengøring og Madlavning, der i det mindste skal forefindes i et Hus, have Kendskab til Bogføring og til Rensning af Køkkenudstyr.
Mange flere vilde være i Besiddelse af dette Mærke, hvis blot Børnenes Forældre vilde lade dem faa lidt selvstændigt Arbejde i Hjemmet. I den Alder, Spejderne er, morer det huslige Arbejde dem, og Mødre burde benytte sig af denne Lyst til at lære dem lidt Husgerning, senere, naar Lysten mangler, er det vanskeligere.
I det hele taget er Forældrenes fulde Forstaaelse af Pigespejderbevægelsens Formaal nødvendig, for at et godt Resultat kan naas. De maa forstaa, at Bevægelsen er en Kvindebevægelse i Ordets bedste Betydning. Den tager Sigte paa Karakterens Uddannelse og Pigernes Opdragelse til gode, pligtopfyldende Mennesker og gode Patrioter. Øvelserne skal gøre dem til sunde, viljestærke Mennesker, dygtige til al deres Gerning. Som Frøken Agnes Baden-Powel har sagt: „Oplæring af Drengespejdere udvikler Mandighed, Oplæring af Pigespejdere udvikler Kvindelighed; i begge Tilfælde sker det ved Hjælp af de unge Mennesker selv.”
