Litteratur

Thit Jensen Fenger: Højeste Ret. G B. N. F.

Naar man erindrer Fru Thit Jensens to alvorlige og smukt fortalte Samfundsskildringer, Ørkenvandring og Martyrium, bliver man noget be­tænkelig over Valget af de Emner, som hun behandler i senere Bøger som Hemskoen og nu i Højeste Ret, en Fortælling fra en dansk Herregaard (1913). Thi disse Grænsetilfælde, søgte og konstruerede, som de er, mangler den almengyldige Karakter og kræver saa stor Takt og Indsigt af baade psy­kologisk og fysiologisk Natur, at den begavede Forf. ikke kan magte Op­gaven, hvorfor hendes svage Sider, som dog ogsaa viste sig i hendes før­ste Bøger, nu træder særlig stærkt frem.

I „Højeste Ret” lader Forf. en per­vers Godsejer kæmpe med sin sunde og normale Søster om den Mand, de begge elsker. Hun vinder Sejr i Kraft af Naturlighedens højeste Ret, og han dræber sig selv, da han mister sin Magt over Vennen. Emnet er Vel ikke uden Interesse og kunde give Stof til

en tragisk Konflikt af ophøjet Natur, ja, en mægtig Aand maatte kunne for­lene dette sære og vanskelige Spil med en fin og hemmelighedsfuld Skøn­hed, som vilde forædle det; men Forf. opnaar ikke den Virkning, som til­stræbes. Hun mangler den Viden, det Sprog og den Stil, som løfter det ud over Hverdagen. Det hele bliver kun Dværges Leg med Kæmpegaader. Godsejeren er en intetsigende Kyniker, som i Paris forsøger sig som Charmeur og Filosof med forlorne Aandrigheder af gammelt Mærke, og i Hjemmet nærmest er en kedsomme­lig og gnaven Husfælle, som slet ikke har Tragedie i sig, men kun er doven og sanselig. Vennen er en sølle Per­son, først latterlig, senere afsløret som en ædel og handledygtig Mand, hvil­ket just gør det uforstaaeligt, hvorfor og hvordan han lod sig forføre og fordærve af den rige Godsejer. Her skylder Forf. os en Udredning af de fine Traade, i hvilke hele Forholdet hænger. Den eneste Figur, som er sat godt op og føres frelst igennem til det lyse Fremtidsperspektiv i Bo­gens Slutning, er den tapre Søster, som vil være lykkelig; men selv hen­des ukræsne Valg og Betagelse maa man tage uden Forklaring. Bogen gi­ver Anledning til for mange ubesva­rede Spørgsmaal, og derfor er Læs­ningen af den ikke helt tilfredsstillen­de. Der er dog mange Enkeltheder, smukke og varmt følte, som glæder og viser, hvor dygtig Forf. er. Saaledes er de ypperlige Skildringer af nørrejydsk Natur det bedste i Bogen. Forf. har faaet en meget smuk Stemning lagt over den gamle Gaard, og en­kelte Scener virker fint, saaledes f. Eks. den mærkelig maskulint sete Si­tuation, da Inger, Bogens Heltinde, træder ind i den gamle Stue og ska­ber Liv, Lys og Kamp i dens klam­me Dvale. - Men paa den anden Side findes der flere Punkter, som dels er Forsyndelser mod Smagen, dels mod hele Fortællingens Økonomi, Et helt lille Afsnit, Godsejerens Betragtninger over Paris, betyder intet for Helheden og er kun et Udslag af en vis selvglad Seminarisme, som ogsaa andre Steder i Forf.s Produktion stikker Hovedet frem og skræmmer med sin tungt docerende Mine. Eller Godsejerens sid­ste vilde Ridt; Skildringen mislykkes, fordi Læseren savner Forberedelse i Forstaaelse og Sympati. Man føler hele Tiden Forf.s Afmagt over for Emnet og hendes Trang til at fylde det tomme Rum. Deraf de mange Sammenligninger, hyppigt søgte og overflødige, som fylder op uden at for­klare. Sidespring og værdiløse Reflektioner tager ogsaa Plads, men tilfreds­stiller ikke.

Men trods Fejl og svigtende Evne paa afgørende Punkter føles dog Forf.s oprindelige Iagttagelse og var­me Medfølelse med Livets Martyrier, hendes Kærlighed til jydsk Natur og hendes egen friske Tro paa Livets Ret som Momenter af bærende Betydning for hendes fremtidige Produktion.