« Tilbage til søgeresultaterne
Hvad udad tabtes, skal indad vindes
Men for Landet, som vi har tabt.
Et nyt stiger frem for Øjet,
Danske Kvinder det Land har skabt
Af Sø det som Gefion pløjet.
I de varme Viljers Muld
Gror nu Sæden god og fuld
Trods alt ondt den døjed.
C. M. (Fællesmødet i Kolding.)
Den Gang Frederik den 7.s Død havde sænket et Sørgeslør over det hele Land, og truende Skyer trak op over Grænsen mod Syd, da samlede danske Kvinder sig om at lægge en Guldkrans paa den folkekære Konges Kiste, som Tak for tre Love; som han i 1857 havde sat sig Segl under, og som i Virkeligheden indvarslede Kvindesagens Dæmring i Danmark. Disse Love var Loven om ugift Kvindes Myndighed, Loven om Døtres Ret til lige Arv med Brødre, og Loven om Kvinders Ret til at løse Næringsbevis.*)
*) Emil Elberling: Mindedage for danske Kvinder.
Medens Nederlagets Nat rugede over Landet, og Mændene ikke en Gang havde Kraft til at frelse den Forfatning, de paa Slesvigs Valgpladser havde tilkøbt sig, steg Kvindesagens Dæmring ubemærket af de fleste højere og højere op over Synskredsen. Mathilde Fibiger brød 1866 Kvinderne Vej til Ansættelse indenfor Telegrafvæsenet, hvor Kvinder i vore Dage har et af deres bedst lønnede Erhverv. Ved Lov af 1867 aabnedes der Kvinder Adgang til Folkeskolens Lærerpladser, og Natalie Zahle, som altid var lydhør for Tidens Krav, oprettede det første Privatseminarium for Kvinder.
I 1871 tog Kvinderne Kampen for deres Rettigheder i deres egen Haand og stiftede Dansk Kvindesamfund, som samtidig skulde blive den faste Borg, hvorfra den videre Fremrykning blev ledet. Med Stiftelsen af Handelsskolen for Kvinder 1872 og Tegneskolen for Kvinder 1876 indvindes der nyt Land for det kvindelige Erhverv paa Handelens og Kunstindustriens Omraader og ved Lov af 1875 faar Kvinder Adgang til den akademiske Løbebane. Ogsaa de kvindelige Kunstnere vinder frem omkap med Studiernes og de borgerlige Erhvervs Kvinder. Allerede sidst i Tredserne var Musikkonservatoriet blevet aabnet for Kvinder paa samme Vilkaar som for Mænd, og ved Midten af Firserne fik den første Kvinde Plads i, det kongelige Teaters Kapel. 1888 faar Kvinder Adgang til Kunstakademiet, og samtidig begynder de kvindelige Forfattere at bortkaster Anonymiteten og under eget Navn at vove deres Indsats i Litteraturen.
I 1880 vinder Dansk Kvindesamfund sin første Sejr overfor Lovgivningsmagten ved Loven om gift Kvindes Raadighed over, hvad hun selv fortjener, foreslaaet i Folketinget af Frederik Bajer.
1885 stifter Dansk Kvindesamfund det første danske Kvindeblad, „Kvinden og Samfundet”, og begynder at sende sine Smaaskrifter ud over Landet til Belysning af Kvinders økonomiske og retslige Stilling i Samfundet. Omtrent samtidig stiftes to andre Kvindeforeninger, Kvindelig Fremskridtsforening og Kvindevalgretsforeningen, med Fællesorganet: „Hvad-Vi-vil”, og samler for en Tid Opmærksomheden og Forargelsen om sig. 1893 organiserer Dansk Kvindesamfund sig som et Forbund af Kredse, der efterhaanden omspænder det hele Land og fører Kvindesagen ud til de fjerneste Afkroge. Bredere og bredere trædes paa samme Tid Vejen til Kvinders økonomiske Selvstændighed. Kvinder ansættes i Postvæsenet og i Statens statistiske Bureau; Danmark faar sine første kvindelige Læger og Magistre; Kvinder erhverver Universitetets Guldmedalje for Prisafhandlinger, og inden Aarhundredet slutter, har den første Kvinde taget den filosofiske Doktorgrad. Efter at Kvinder 1895 ved Loven om Tilsyn med Plejebørn har faaet deres første kommunale Ombud, følger i Begyndelsen af dette Aarhundrede de andre kommunale Ombud Slag i Slag: Valgret og Valgbarhed til Menighedsraad 1903, til Hjælpekasser 1907, og endelig til kommunale Raad 1908.
I 1899 lader danske Kvindeforeninger sig gennem Danske Kvinders nationale Raad optage i den internationale Kvindebevægelse. Samme Aar bliver gift Kvinde ved Lov personlig myndig, hendes Særeje udvides, og Mandens Eneraadighed over Fællesboet indskrænkes. Ogsaa Arbejderkvinderne er i det sidste Tiaar af Aarhundredet komne med i Bevægelsen og har dannet flere Organisationer for at hæve deres Stilling, Sygeplejerskerne har samlet sig indenfor Dansk Sygeplejeraad, Handelens og Kontorernes Kvinder indenfor Kvindelig Handels- og Kontoristforening. De højere Almenskoler, Købmandsskolen og de tekniske Skoler aabnes nu ogsaa efterhaanden for Kvinder; og Kvinder trænger sig frem indenfor de forskellige Haandværk. Skellet mellem Kønnene slettes mere og mere og Landet faar sine første kvindelige Sagførere.
Dansk Kvindesamfund udarbejder og indgiver 1906 sit første selvstændige Lovforslag og fremkalder derved Loven af 1908 om Børn, født udenfor Ægteskab og deres Forældre. Dette Forslag følges straks efter af et nyt om nye Bestemmelser i Formueforholdet mellem Ægtefæller og Forældremagten over deres Børn. Samtidig lader Dansk Kvindesamfund udarbejde et Forslag til et nyt Vielsesritual med Udeladelse af Ordene om Kvindens Underdanighedspligt og udvirker derved, at disse Ord ogsaa udelades af det ændrede Vielsesritual, som nu kan benyttes, hvor det ønskes.
Kvindebevægelsen nærmer sig nu sin Middagshøjde. Den politiske Valgret er ikke mere et Stridsspørgsmaal, men kun et Tidsspørgsmaal, som maaske inden dette Aars Udgang vil finde sin Løsning. Et nyt Land vil dermed være skabt til Gengæld for det, som tabtes i Aar for 50 Aar siden. Om Kvinderne vil have Evne til at værge dette Land bedre end Mændene værgede det, som tabtes, ligger for en stor Del i Dansk Kvindesamfunds Haand. Et Land værges ikke uden Ofre. Har Dansk Kvindesamfund Vilje til at bringe disse Ofre, saa havde den Kvinde Ret, som skrev nedenstaaende Verslinier til Mødet i Kolding Slotsruin 1912:
Kæmpen skuer fra Taarnets Tind
En Skare, som ej vil vige,
Ser den samlet med enigt Sind
At vogte sit vundne Rige, -
Fædreland med søndret Kyst,
Se, i Dine Døtres Bryst
Nye Strande stige!