« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne i de kommunale Raad
Ved Borgerrepræsentationens Møde den 22. Decbr. behandledes et Forslag af Magistraten om, at kvindelige Skrivere under Skattedirektoratet, der fungerer som Partiledere, fra 1. Januar skal oprykkes til Assistenter.
Forslaget havde været henvist til Budgetudvalget, som enstemmig havde indstillet det til Vedtagelse dog med den Ændring, at det særlige Honorar, som de 11 nuværende Partiledere har oppebaaret, ikke medtages ved Anciennitets- og Pensionsberegningen.
Denne Ændring blev paatalt af Hr. Borgmester Jensen, som navnlig fandt det ubilligt, at man ikke havde villet medtage Partiledernes Honorar ved Pensionsberegningen. Efter at Budgetudvalget imidlertid enstemmig havde gjort sin Indstilling, nærede han intet Haab om at faa dette Forhold forandret.
Fru Julie Arenholt udtalte, at det glædede hende, at Skattedirektørens Modstand endelig var overvunden - bedre sent end aldrig - og det glædede hende dobbelt, at Borgmesteren saa varmt havde anbefalet Forslaget, thi det tydede paa, at det Arbejde, der har været betroet Partilederne, er blevet udført dygtigt og godt, og at i alt Fald disse Kvinder har gjort Borgmesterens Ord om, at Kvinder i Almindelighed stod sig bedst ved at blive dirigerede af Mænd, til Skamme. I sin første Fortvivlelse over disse Ord, som Borgmesteren udtalte under Budgetbehandlingen d. 17. Novbr.
(se „Kvinden og Samfundet” Nr. 20), saa hun med Skræk Fremtiden i Møde, og hun ventede, at Borgmesteren endogsaa vilde foreslaa, at Pladserne som Partiledere i Skattedirektoratet skulde besættes med Mænd. Hun havde imidlertid ikke turdet drage Sværdet af Skeden, thi Borgmesteren truede under den samme Budgetbehandling med, at hvis hun ikke i nogen Grad resignerede og indstillede sin Kritik af Kvindernes Stilling under Kommunen, vilde det føre til, at man vilde være meget varsom med at ansætte Kvinder i Kommunens Tjeneste.
Hertil svarede Borgmesteren senere, at han var sig ikke bevidst at have fremført nogen Trudsel. Han havde gjort en ganske spagfærdig Bemærkning om, at naar Kvinder var utilfredse med deres Stilling under Kommunen, maatte man maaske være noget varsom med at antage Kvinder,(!) og denne Mening fastholdt han.
I Borgerrepræsentationens Møde d. 17. November fremsatte Fru Arenholt under sin Omtale af ,,Funktionærbacillen” en sikkert, velment Kritik af Sporvognsfunktionærernes gennemsnitlige
20 Sygedage om Aaret for hver Mand. Denne Kritik er dog lidt haltende, idet der, for Sporvognsfunktionærerne er to Slags Sygedage, de tvungne og de almindelige, og disse har i Fru Arenbolts Kritik udgjort et Hele. Ved tvungne Sygedage forstaas, at en Funktionær, som er kommen til Skade og ikke kan udføre sin Gerning til Fuldkommenhed, faar fuld Lønning indtil et Aar derefter i den Tid, han tvinges til at gaa ledig, hvilke saakaldte Sygedage let kommer til at beløbe sig til store Tal.
Paa samme Maade forholder, det sig med de Vognstyrere, som falder for Syns- eller Høreprøven, der gentages hvert tredie Aar, en Svaghed, som i mange Tilfælde er paadraget ved den evindelige Ringen, som stadig lyder for Vognstyrerens Øren, og efterhaanden slapper Hørelsen. Ogsaa disse Vognstyrere kan oppebære fuld Lønning indtil et Aar, og de Dage, hvori han saaledes modtager Lønning uden at arbejde, maa ogsaa henregnes til de tvungne Sygedage. - At Vognstyrere er mere udsatte for Vejrets Indflydelse end andre, maa ogsaa regnes med, og det er næppe troligt, at Kvinder i denne Stilling vilde bringe Sygedagenes Antal ned; det betvivles i hvert Fald stærkt af dem, som har kørt 20-25 Aar uden at have naaet 20 Sygedage i alt.
Ærbødigst
Ulrikke Mathiesen,
en Vognstyrers Hustru.
I den Omtale af Funktionærsygeligheden, som Fru Mathiesen i omstaaende Indlæg hentyder til, nævnte jeg med velberaad Hu ikke Vognstyrerne, men kun Sporvognskonduktørerne.*)
*) Vi beklager i vort sammentrængte Referat i Bladet for d. 30. Nov. fejlagtig at have skrevet Sporvognsfunktionærer istedetfor Sporvejskonduktører.
Red.
Dels mener jeg nemlig, at Vognstyrernes Arbejde er mere anstrengende, mere nervepirrende end Konduktørernes, dels har de - mærkelig nok - en mindre Sygelighed end Konduktørerne, hvorfor der ingen særlig Grund er til at fremhæve dem. De tre Funktionærklasser, som jeg fremhævede, var: Maalerkontrollører, Lygtetændere og Sporvognskonduktører, og Grunden til, at jeg særlig fremhævede disse, var, at de trods deres lidet anstrengende, og lidet udsatte Arbejde dog har flere Sygedage pr. Aar end de fleste øvrige Funktionærklasser.
Julie Arenholt.
