« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Erik Henrichsen: Mændene fra Forfatningskampen. 343 Sider (G. B. N. F.).
En interessant og lærerig Bog om en Del af de Mænd, som stod stærkest f remme i de politiske Kampaar herhjemme: Estrup, Høgsbro, Berg, Scavenius, Bojsen. Nellemann, Holstein og Berntsen. - Forf. søger ærligt at rede Traadene i det politiske Væv, som i 70-erne, 80-erne og 90-erne spandtes saa kunstigt, at store Dele af Befolkningen trættedes ud og opgav at følge med, ja saa selv en Mand som Holstein, hvem Kampen med Ord dog var som en Leg, gav Ævret op og trak sig tilbage i sit Telt. Og hvad Aviser og Rigsdagstidende kan oplyse Forfatteren om, er utvivlsomt saa rigtigt, som det kan være efter disse Kilder. Men dog bliver disse Karakteristiker næppe det sidste Ord om disse Mænd og deres Tid. Thi, om end Forfatteren har levet en Del af Tiden med, saa har det jo kun været som Tilskuer, og den Føling med Begivenhederne, som er forbeholdt de Agerende, har han jo ikke haft. Det skulde derfor heller ikke undre, om alt i Fremstillingen ikke vil blive godkendt af de paagældende og deres Medspillende, eller om denne Bog vil give Anledning dels til Kommentarer fra saadanne og dels til Nedskrivning af Memoirer, som delvis ændrer de her fastslaaede Resultater.
Og det kan heller ikke nægtes, at man hist og her i Behandlingen af de enkelte Personer føler sig fristet til Indsigelse. Det er f. Eks. dog vist langtfra udtømmende om Estrup at sige, at han repræsenterede den negative Bestræbelse. Side 6 staar: »Han gik imod det, som var Folkets Vilje, som blev baaret frem af Tiden og Udviklingen, og som var den naturlige Udvikling af Kræfterne her i Landet.« - Ja, dette gælder dog kun til en vis Grad og i Grunden kun paa et Par enkelte Punkter, nemlig: den politiske Magtstilling og tildels Forsvarssagen. Men i alt Fald paa den sociale Lovgivnings Omraade er det Uret at stemple hans Bestræbelse som negativ, om man end hører til dem, som mener, at der burde været gaaet frem med stærkere Skridt. Alderdomsunderstøttelses- og Sygekasseloven vil bl. a. til alle Tider staa som et Vidnesbyrd om, at Estrup og hans Regering ingenlunde kunde betegnes som Negativister. Derimod synes os Paavisningen af Estrups Svækkelse af den konservative Sag efter Forliget 1894 fuldkommen korrekt. - Interessant og vistnok rigtig er Paavisningen af, at Berg var Estrups Forudsætning.
Forf. siger: »Det var Berg, der havde opfundet Parlamentarismen og givet den den plumpe og anmassende Skikkelse, som fik Modstanderne til at fare i Harnisk«. Han »brugte sit Partis Styrke paa en saadan Maade, at Højre havde Valget mellem Ydmygelse eller hensynsløs Modstand«. - Her sætter Forf. vistnok Fingeren paa det ømme Punkt. Mænd som Sofus Høgsbro og Bojsen havde haft langt større Mulighed for at have kunnet hindre Provisorietiden, hvis Berg ikke havde været, hvilket Forf. ogsaa er klar over.
Her skal Imidlertid ikke gaas i Detailler. Det bør dog bemærkes, at, naar Forf. laster Bojsen for at have indpodet »en oldnordisk Gren paa den lærde Skole« ved at foranledige, at de 2 øverste Klasser i den lærde Skole fik 2 Timer ugentlig Undervisning i Oldnordisk, og tilføjer, at de »i deres fuldkomne Unytte og haabløse Dilettantisme bare stod og paraderede som en grundtvigsk Fane«, saa er dette sikkert en ubillig Bebrejdelse. Ca. 160-70 Timer i et Sprog i 17- 18 Aars Alder behøver paa ingen Maade at være unyttige. Desuden: den lærde Skole havde samtidig, saa vidt vi husker, ikke flere Timer i Engelsk, og mange Studenter lærte dog ganske godt Engelsk, saa de kunde bruge det ved deres Universitetsstudier.
Men, bortset fra de enkelte Indsigelser, man kan gøre, læser man Bogen med stor Fornøjelse og Udbytte. Den er fuld af mange gode Iagttagelser, rammende Bemærkninger og talentfulde Redegørelser.
F.
Børge Jansen: En Roman fra Rosenborg. 252 Sider (Hagerup).
Børge Jansen, hvem vi skylder Skildringen af flere smukke og stærke Kvindeskikkelser, som f.Eks. Kristian IIs Datter, Christine af Danmark, Bente Gyldenløve o. fl., har atter udsendt en historisk Roman: En Roman fra Rosenborg. Men det maa desværre siges, at denne ikke er paa Højde med de tidligere Bøger af samme Forfatter. Den virker ikke fuldt saa fængslende som disse; baade Handling og Personskildring er noget matte og farveløse. Selve Hovedpersonen, Franz Rahtzau, er en underlig sygelig Drømmer, som det ikke lykkes Forfatteren at gøre rigtig levende for Læseren, og Tanken om en forudbestemt, uundgaaelig Skæbne virker kun lidet overbevisende. Den kvindelige Hovedperson, Chr. IV’s og Kirstine Muncks Datter, Anna Cathrine, er en frisk og indtagende ung Pigeskikkelse, men dog for lidt udpræget i nogen Retning til virkelig at tage Interessen fangen. - Bogen er øjensynlig bygget paa en stor historisk Viden og grundig Forskning, - de mange Kildeangivelser vidner herom, og dette giver den naturligvis en forøget, Interesse. Saaledes er der mange interessante Oplysninger om Datidens København i Skildringen af Rigshovmesterens Ridetur med den franske Gesandt. Det gammeldags Sprog, hvormed Forfatteren søger at give Skildringen en historisk Kolorit, er det vanskeligt for en Ikkespecialist at bedømme, men det virker ikke altid helt ægte. At Samtalen føres i Datidens Sprog, giver naturligvis Skildringen i Liv og Virkelighed, men udover det vil Nutidslæsere sikkert i Længden foretrække at læse Nutids-Sprog, - der er vi dog alle mest hjemme.
Men bortset fra de omtalte Skyggesider siger det sig selv, at Forfatterens elskværdige Forstaaelse af sine Medmennesker ogsaa i denne Bog har givet sig Udslag paa mange Punkter. Der er f. Eks. rørende Smaatræk om Chr. IV som den kærlige og omsorgsfulde Fader, Skildringen af den fine danske Lærde i Padova, af den unge Piges Kærlighed og Rantzaus ridderlige Karakter. Bogen vil sikkert herigennem vinde sig mange Læsere og Venner.
E. C.
