« Tilbage til søgeresultaterne
Nytaarsdrømmerier
Jeg drømte, at det nye Aar i en ung Kvindes Skikkelse stod ved mit Hovedgærde i den tidlige Morgendæmring og befalede mig at staa op og følge med. Jeg adlød og fulgte hende gennem den sovende By, over Raadhuspladsen, som endnu henlaa i al sin Rædsel, overstrøet med Raketstokke og Bombehylstre efter Midnatshøjtideligheden, videre ad Vestervoldgade og Stormgade og over Marmorbroen, til vi stod paa Christiansborgs Ridebane.
I det samme brød Dagen sejrrig frem, og foran mig laa et trefløjet Slot med Kobbertag og Morgensolen luende i alle Vinduer, Jeg saa forbavset paa min Ledsager: »Er Christiansborg allerede færdigt?« spurgte jeg behagelig overrasket. Et Spottende Smil lyste et Øjeblik over hendes højtidelige Ansigt. »Nej,« svarede hun. »Vi skal først gennem tre Lock-Outer og 4-5 større og mindre Striker. - Dette Slot er Junigrundlovens Christiansborg.«
Og jeg drømte, at hun førte mig gennem Kolonnaden og op ad Kongetrappen. »Majestæterne venter Dem,« sagde hun og aabnede Døren til en Sal med Balkon ud mod Slotspladsen. I Salen befandt sig Junigrundlovens Giver og hans Gemalinde.
»Vær saa god at tage Plads,« sagde han og slog kongeligt ud med Haanden, som holdt om Tobakspiben, »Vi sidder her, min Kone og jeg, Og venter paa Grundlovstoget.«
»Grundlovstoget?« gentog jeg forundret.
»Ja vel, Kvindernes Grundlovstog. De har jo besluttet at indanke deres Sag for Junigrundlovens Giver, og det finder Luise og jeg er meget fornuftigt, eftersom der er ingen andre end os to, som kan hitte ud af Junigrundlovens Aand. Luise er forresten en varm Tilhænger af Kvindesagen, kan, jeg sige Dem.«
Jeg fik lige Tid til at aflevere en komplimenterende Hovedbøjning i Retning af den korpulente Dame i den nedringede Silkekjole, da hun med ildfuld Røst og Glød paa Kinderne blandede sig i Samtalen.
»Dansk Kvindesamfund har min største Agtelse,« sagde hun. »Det var denne Forenings Blad, som afslørede for Offentligheden den uhørte Dristighed, hvormed Bestyrelsen af Jægerspris i sin Tid har forandret min Fundats og ombyttet den af mig lovbestemte kvindelige Forstander med en mandlig.
I det Øjeblik faldt det som Skæl fra mine Øjne, hvilken uhyre Dumhed det var af Dig, min kære Frits, ikke at give Kvinderne Valgret. Din egen Hustru vilde have vundet baade i Respekt og Popularitet derved, thi naar jeg tænker tilbage, saa var det altid Mændene, som stod imellem mig og Danmarks Kvinder, ja, ligefrem tvang deres Fruer til at være uforskammede imod mig. Vil Du nægte det?«
Junigrundlovens Giver saa beundrende paa sin Ægtehalvdel. »Du var dengang den eneste Kvinde i Danmark, som vilde have forstaaet at bruge din Stemmeret, og Du var den eneste, der som min Kone ikke vilde have faaet Lov dertil,« svarede han. »Hvorfor skulde jeg saa give den til de andre, som ikke brød sig derom. Men nu er det en anden Sag - « han sendte mig et naadigt Blik - »nu skal Kvinderne have alt; hvad de med Ret og Rimelighed forlanger.«
»Men glem saa ikke at faa den Sag med Jægerspris bragt i Orden, saa snart I har Valgretten,« faldt
Grevinden ham i Talen henvendt til mig. »Det er en hellig Arv, som Luise af Danner betror Dansk Kvindesamfund at vogte.«
Jeg kyssede bevæget den Haand, hun strakte hen imod mig, og beredte mig paa at aflægge et højtideligt Løfte, da den folkekære Drot pludselig tog Piben ud af Munden og lyttede i Retning af Balkonen.
»Grundlovstoget - Luise!« raabte han, kendelig oplivet. »Ud med Dig paa Balkonen! Du skal staa ved min Side og tage imod Damerne.«
Og jeg drømte, at vi stod ude paa Balkonen alle tre og stirrede over mod Holmens Bro, hvor Togets første Rækker skred frem. Og i Sandhed, aldrig har København, set mærkeligere Grundlovstog.
I Spidsen Dronning Margrethe til Hest og efter hende alle Kvindesagens Kyrofæer her i Landet: Mathilde Fibiger med »Clara Rafaels Breve« i sin højt opløftede Højre, Side om Side med hende Pauline Worm med Manuskriptet til sit første offentlige Foredrag; efter dem Natalie Zahle, Kirstine Frederiksen, Marie Rovsing og mange andre, som nu hører Skyggeriget til. Derefter i Spidsen for de levendes Tog Dansk Kvindesamfunds første Formand sammen med Tegneskolens og Handelsskolens Stiftere, »Kvinden og Samfundet«s samtlige Redaktører, alle Fællesstyrelsens Medlemmer lige op til denne Dag, alle forhenværende og nuværende Kredsformænd, alle Landets kvindelige Kommunalraadsmedlemmer og videre i en Uendelighed alle Kvinder, som vil og kan noget i dette Land.
Da Toget naaede Frederik d. 7.s Rytterstatue, parerede Dronning Margrethe sin Hest og slog op med Haanden, alle Togets Deltagere trængte sig tæt omkring hende, og op mod Balkonen steg en gammel Sang med nye Ord, baarne frem af stærke og selvbevidste Kvinderøster.
»Kong Frederik, Du danske,
Paa Dig vi stoler ganske;
Naar Mænd gaar frem i Blinde,
Da kald paa Danmarks Kvinde!
Vel er hun svag og ringe,
Dog er hun sej at tvinge.
Naar Kongen støtter Kvinden,
Da løves atter Linden,
Og Fuglesangen klinger,
Og Rigsdagens Port opspringer.«
Og den folkekære drot bøjede sig udover Balkonens Gitterværk og spurgte med bevæget Røst: »Hvad vil I, Børnlille? - og hvor kommer I fra?«
Og de svarede i Kor: »Vi kommer fra Fredericiagade, og vi bringer Dig den ny Grundlov, som Mændene har lavet og opkaldt efter din Grundlov.«
Og jeg saa Mængden dernede gøre Plads for en lille Skare Kvinder, som slæbte en stor Kasse imellem sig, og paa Kassens Laag stod med store Bogstaver, synlige for alle, Ordet: »Forsigtig«. Og de tog Laaget af, og trak op af Kassen en Mandsling med én Arm, ét Ben og ét Øje. Da bøjede den store Dronning Margrethe sig ned imod Misfostret og løftede det i stærke Arme op imod Balkonen, idet hun med høj Røst sagde: »Se her, o Konge, hvorledes Mændene misbruger Junigrundlovens Navn; Vedkender Du Dig denne Skabning, som undfanget af Din Aand?«
Da brast Junigrundlovens Giver ud i en Latter, som fik Balkonen til at ryste under os, og Lensgrevinde Louise af Danner lo med, saa Taarerne trillede hende ned ad Kinderne; og nede paa Pladsen istemmede de Latteren, ja om det saa var den store Dronning Margrethe, saa lo hun i dybe, malmfulde Toner, og hendes Hest vrinskede og slog Kaprioler af bare Lystighed.
Men da den folkekære Drot endelig var kommen sig saa vidt, at han kunde finde Ord, passende til Lejligheden, slog han ud med Haanden og raabte med al sin kongelige Værdighed til Skaren dernede: »Put den Vanskabning ned i Kassen igen, send den derhen, hvor den kom fra og sig de Herrer fra mig, Junigrundlovens Fader, at jeg har idag afskediget mine Tjenere og givet mine Tjenerinder Fuldmagt til at skrive den Grundlov, som jeg vil sætte mit kongelige Segl under.«
Næppe var Ordene sagt, før den hele Forsamling brød ud i et Fryderaab, saa øredøvende, at det gamle Slots Mure gav sig til at ryste og skælve derved. I det samme brast Balkonens Gulv under mig og det folkekære Herskerpar, og jeg styrtede ned gennem alle Etagerne til jeg med et Bums laa i min Seng, hørte Raadhusets Ur slaa to - og sov videre.
