« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Kvindesamfunds Foredragsrække
(I Anledning af det store, aarlige Formandsmøde Januar 1914).
Med stor Bedrøvelse modtog jeg forleden Dag „Dansk Kvindesamfund" Kort med Indbydelse til at deltage i Fest og Foredrag, som afholdes i Anledning af det store, aarlige Formandsmøde.
Min Bedrøvelse gælder Foredragene, hvormed man - selvfølgelig i god Tro - mener at kunne udvide sine Medlemmers aandelige Horizont og oplyse dem i gavnlig Retning.
Foredragene kaldes ganske misvisende „Foredrag i Sundhedslære" - nej - lad os sige „Foredrag i Sygdomslære". Mig forekommer det, at ikke ret meget er saa rent ud forfejlet og ødelæggende, som vor Tids Tilbøjelighed tij at popularisere Lægevidenskaben; denne Halvstuderthed - nej - det kan det jo absolut ikke sammenlignes med - lad mig sige: denne rent minimale, betydningsløse Overfladeviden, som gennem et enkelt Foredrag kan bibringes en Tilhører, gavner intet, men skader - menneskelig set - umaadeligt.
Gavner intet - thi til Selvhjælp i kritiske eller vel endog lettere Tilfælde fører det dog ikke - og dette er vel heller ikke Meningen; Lægerne har sikkert ikke til Hensigt at overflødiggøre sig selv ved at popularisere deres Videnskab; - og af ren og skær Interesse for et saadant lille Kig ind ad et Par Sprækker i Sygdomsverdenens Dør troer jeg neppe, ret mange Mennesker ønsker at overvære slige Foredrag.
Dette er, om jeg saa maa sige, den negative Side af Sagen - saa kommer den positive - langt den værste: al den Fortræd - al den Ulykke og Elendighed, som kan voldes og i utallige Tilfælde vil blive det ved at suggestionere alle disse Sygdoms-tanker, Sygdomsforestillinger, Sygdomsbilleder ind i sunde, syge og halvsyge - mer eller mindre modtagelige Menneskehjerner; vi ved jo Alle i vore Dage, hvad Suggestion paa - snart sagt - alle Omraader Betyder - ja endog om de højeste og helligste Forestillinger har man brugt Ordet „Suggestion". Enhver Læge kender Suggestionens uhyre Magt - talløse Mennesker - maaske en lille Smule paa forskellig Vis. Enhver af os har oplevet den til Gavn eller Skade. Alt i Verden - Tanke, Ord, Handling har suggestiv Evne - det gode Exempel - det slette Exempel - derfor - for nu at holde os til det foreliggende Spørgsmaal og ikke svæve for vidt ud i det Blaa - burde vi Alle i det daglige Liv ganske anderledes, end vi gør det, afholde os fra den megen Tale om Sygdom - vor egen - andres; Udmalen og Detailleren for Venner og Bekendte af dette eller hint frygtelige Tilfælde - denne eller hin forfærdelige Operation, Lidelse o. s. v. burde man forsage; - al denne - det daglige Livs Sygdomstalen, der ofte behager baade Fortæller og Tilhører, gør sikkert langt mere og dybere Skade, end mange aner, Og saa gaar kære, gamle „Dansk Kvindesamfund" - det stærke, modige, det som har staaet stolt, mens Tiderne rulled og gjort sin store, betydningsfulde Gerning blandt os - hen og - jeg havde nær sagt: maler Fanden paa Væggen gennem en Række Sygdomsforedrag - Ak!
København i Januar 1914.
Marie Luplau.
Kære Frøken Luplau!
Baade som Foredragsholder, som medansvarlig for Foredragene og som Læge føler jeg mig kaldet til at yde Dem den Trøst, jeg formaar.
Der er saa vist; ingen Skade sket, hverken for Dansk Kvindesamfund eller for Formændene.
Jeg vil begynde med at gøre Dem den Indrømmelse, at populær Medicin kan Være af det Onde, men det kommer rigtignok ganske an paa, hvordan den er.
Naar Vejledningen ydes mundtlig af forstandige, hæderlige Personer, saa er det min Overbevisning, at den gør meget mere Gavn end Skade, og naar der som her er Lejlighed for Tilhørerne til at rette Spørgsmaal til Foredragsholderen, saa vil den Frygt, som under Tiden ved Læsning af populær Medicin kan gribe Læseren, være let at retlede og tilintetgøre.
Tror De egntlig, det er skadeligt for Tilhørere at faa at vide, at det er nok saa vigtigt, at Brillestel og Brilleglas er afpassede efter Ejeren, som at deres Kjoler er del?
Tror De, det er skadeligt, at de faar at vide, at »den graa Stær« i Virkeligheden er en godartet Sygdom, der kan helbredes ved Operation, i Steden for at mange gamle gaar rundt i Frygt for denne farlige Sygdom, som de tror uvægerlig fører til Blindhed.
Tror De, det er farligt, at de faar at vide, at Syfilis er en helbredelig Sygdom, eller tror De, det allarmerer dem at blive underrettede om, at en Mellemørebetændelse ligesaa vel som en Blindtarmsbetændelse fordrer øjeblikkelig og sagkyndig Lægehjælp.
Er det dog ikke rimeligt, at Folk sættes i Stand til med blot nogen Forstaaelse at møde de Hændelser, der kan indtræffe for dem alle i det daglige Liv.
Og er det ikke at tiltro de foredrags-holdende Læger lidt for ringe Evne til at varetage Publikums Interesser, naar De tror, at de vil meddele noget, ’som vil forskrække Tilhørerne. Foretrækker De at lade Folk selv uden kyndig Vejledning søge Oplysning i et Lexikon eller i en Huspostille?
Thi at Folk -, og Dansk Kvindesamfunds udmærkede Formand - ønsker at vide Besked, det fremgik klart af den Interesse, hvormed de fulgte Foredragene.
De meget frygtagtige maa jo antages - ligesom De, kære Frøken Luplau - at have holdt sig borte.
Med venlig Hilsen
Deres
Estrid Hein.
