« Tilbage til søgeresultaterne
Suffragetterne i Oxford
Under et længere Ophold i Oxford - denne gammeldags, meget konservative By, der er saa fuld af ældgamle. Traditioner som vist ingen anden By i Verden - har jeg haft nogen Lejlighed til at høre, hvad de forskelligste Samfundslag mener om Stemmeretskvinder og Kvindestemmeret. Paa Forhaand maatte man være tilbøjelig til at tro, at en By, der er saa nøje knyttet til og præget al Englands ældste Universitet med dets utallige, middelalderlige Ceremonier og Skikke, der den Dag i Dag overholdes med den samme Ærbødighed og Alvor som for 1000 Aar siden - maatte være et af de Steder i Verden, hvor Modstanden mod den moderne Kvindebevægelse havde de fleste Forudsætninger.
Dette har utvivlsomt været Tilfældet; - men for længst har dog Retfærdigheden i Kvindernes Krav f. Ex. om Ret til Uddannelse - her som andetsteds - brudt den Modstand, det i Begyndelsen vakte, saaledes at ogsaa Universitetet i Oxford har givet Kvinder Adgang til alle Forelæsninger og Eksaminer; - dog kan Kvinder ikke i egentlig Forstand - selv om de bestaar Eksaminerne bedre end nogen Mand, - faa tildelt de akademiske „Grader" med hvad dertil hører af pragtfulde sorte Kapper, bræmmet med Skarlagen og Hermelin og mærkelige Parykker og Hovedbedækninger, - nej Kvinderne er lukket ude fra alle disse Herligheder! De faar kun et fattigt saakaldet „Certifikat", som de kan gaa hjem og kigge i, naar Mændene samles til en af de pragtfulde „Promotioner", hvor ærværdige, hvidhaarede Oldinge sidder paa Tronstole som Konger og mumler latinske Besværgelser, medens Tjenere hænger alle de pragtfulde ydre Lærdomstegn om de unge Mænds Skuldre.
Naa, al denne udvendige Glans kan Kvinderne saa udmærket godt undvære; værre er det, at deres Eksaminer, de være sig nok saa gode, ingenlunde giver dem Adgang til alle de gode Stillinger, som staar Mændene aabne.
Denne Adgang opnaas sikkert ikke fuldtud, før Stemmeretten er vunden.
Længe varede det, før Kvinderne kom blot saa vidt i Oxford, at de kunde tage Eksaminer, - og hvorledes ser man da paa deres langt videregaaende Krav om Stemmeret?
For at besvare dette Spørgsmaal, maa man erindre, at Suffragetter i England er to Ting; Suffragetter er, dels „militant" og dels „ikke militant".
Spørger man Oxfordianerne om deres Stilling til de første, - gaar der et Udtryk af Afsky henover deres Ansigter, og de har ikke Ord, der er stærke nok til at udtrykke deres Modvilje mod disse Kvinder og Mænd, der endogsaa her i Oxford har forsøgt at anvende deres Ødelæggelsestaktik de har paa dette fredhellige-Sted prøvet paa - heldigvis hidtil uden Held - at tænde Baal i de vidunderligt skønne, ældgamle Kollegiebygninger, der staar der saa ærværdige og ædle med deres fine, gamle Gotik, med Hundredtal af Taarne og Pinnacler - og dog virkelig ikke kan gøre for, at Mænd ikke vil regne Kvinder for deres Lige.
Tidligere kunde enhver paa egen Haand gaa om overalt i Kollegierne; i de skønne, stille Klostergaarde, de smukke Kapeller og de forfriskende Enge og Parker, og nu efter Suffragetternes Attentater maa man kun gaa der, ledsaget af en Cerberus men et raslende Nøgleknippe og i, ustandseligt rindende Ordstrøm, der fuldstændigt ødelægger den Stemning af Middelalder og uendelig Fred, som navnlig frembringes af Klostergaardene og Byens mange Kirkeklokker, der ringer til alle Tider paa Dagen.
Altsaa for Militant-Bevægelsen har Befolkningen i Oxford - som Englænderne i Almindelighed - kun Fordømmelse.
Hvad derimod de lovlydige Suffragetter angaar, har jeg i de forskelligste Samfundslag gennemgaaende truffet sympatiske Følelser. Det har ikke været saaledes fra Begyndelsen, og jeg er ikke sikker paa, at ikke Militant-Kvinderne har Æren af at have fremkaldt Sympatien for deres mere besindige Kampfæller - efter det gamle Ordsprog: at af to Onder vælger man det mindste; forsaavidt kan Militantlederne maaske hævde deres Taktiks Nytte og Berettigelse.
Imidlertid er een Ting sikker: Sympatien og Interessen her i Oxford for de lovlydige Stemmeretkvinder er meget stor. Der har i Løbet af kun 14 Dage af lokale Foreninger, der intetsomhelst har med hinanden at gøre, været afholdt 3 Møder her i Byen om Sagen.
Først et Møde i Studenternes Diskussionsklub med to Hovedtaler for og to imod, efterfulgt af en livlig Diskussion og en Prøve-Afstemning, der - forkastede Sagen, dog ikke med nogen stor Majoritet. Herved maa det erindres, at Oxfordstudenterne gennemgaaende kommer fra Englands mest konservative Kredse. Dernæst var her et meget stort Møde i Byens pragtfulde Raadhushal, hvor den berømte Mrs. Fawcett, Præsident for de fredelige Suffragetters Forening, og Miss Susan Lawrence, Medlem af Londons Borgerraad, var Hovedtalere, medens en af Universitetets juridiske Professorer var første Indleder og Dirigent.
Den bekendte juridiske Professor W M. Geldar, der indledte, udtalte bl.a., at Parlament og legering jo kun var at betragte som Folkets Embedsmænd - Folkets Tjenere, og at de som saadanne havde at give Love og administrere Love efter Folkets Vilje; det Var i højeste Grad uretfærdigt, at Kvinderne, hvem man gav fuld Frihed til selv at vælge deres Præster, deres Lærere, deres Læger, deres Venner, deres Handlende og deres Tjenestefolk, ikke ogsaa skulde have Ret til at vælge de Tjenere, der skulde give og administrere Love, hvorunder der lever Kvinder saavel som Mænd. Næste Taler, Mrs. Fawcett, udtalte som sin bestemte Overbevisning, at Kvindestemmeretten ikke kunde blive Lov, før den støttedes af en stærk Regering, der stod enig og fast om Kravet; hun gav en udmærket Skildring af Kvindernes Kamp med Parlamentet igennem de sidste Aar og særligt om det liberale Ministerium mange halve og hele Løfter til Kvinderne, hvilke aldrig er bleven opfyldt og kun har bidraget til at forøge den Bitterhed, hvormed Kvinder hele Landet over betragter disse Mænd, der pynter sig med Frisindets Navn. Særligt sarkastisk lyste Fru Fawcett efter Frihedsmanden par excellence - Finansminister Lloyd George’s mange „uindfriede Løfter".
Til Gengæld dvælede hun med Glæde ved det „aabne Brev", som Biskoppen af Winchester for nylig har udsendt*), og gav Oplysninger; om Virkningen af Kvinders Stemmeret i Californien, hvor Kvindernes Deltagelse i det offentlige Liv skal have udrettet mere i social Henseende i 20 Maane-der end Parlamentet tidligere i 20 Aar. Og hvad f. Ex. den hvide Slavehandel i Australien angaar, kan denne, takket være Kvinderne, betragtes som saa godt som udryddet og det ikke engang ved nye Love - nej - simpelthen ved en effektiv Haandhævelse af de allerede bestaaende.
Blandt de Spørgsmaal, Kvinderne først og fremmest vilde arbejde for, naar de fik Stemmeret, var Kravet om Lighed i Skilsmisselovene*) Arvelovene o. m. a. Love, der begunstiger Mænd paa det uretfærdigste.
Til Slut opregnede Fru Fawcett de øvrige Lande, der allerede har Stemmeret, og dem, som hun mente snart vilde faa den bl. disse Danmark - (gid hendes Ord gaa i Opfyldelse!) - idet hun udtalte Ønsket om, at England ikke maatte komme altfor langt ned i Rækken.
Den tredie Taler, Miss Susan Lawrence, talte med stor Kraft og megen Pathos om den abstrakte Retfærdighed i Kvindernes Fordringer.
Til de paafølgende, Diskussion havde der kun meldt sig een eneste Taler - en Mand, konservativt Medlem af Oxfords Byraad. Man haabede ligefrem, at han vilde tale imod Indlederne, men nej, ogsaa han talte for Kvindernes Sag, og raadede dem til ved alle Valg at modarbejde de Kandidater, der var imod Kvindestemmeretten.
Da ingensomhelst Røst hævede sig til Modsigelse, afsluttede man Mødet med - næsten enstemmigt - at vedtage en Resolution, der opfordrede Regeringen til Indbringelse i Parlamentet af et Lovforslag om Kvindestemmeret.
Det tredie Møde afholdtes i en mindre men tæt besat Sal af en Forening, der har nogen Lighed med „Kristne Kvinders Vælgerforening i Danmark" - dog med den Forskel, at Foreningen her dannes af kristne Kvinder og Mænd fra alle mulige „frie" - d. v. s. udenfor den engelske Statskirke staaende Kirkesamfund.
Hovedtaleren Pastor Ivory Cripps talte med Varme og Inderlighed - som kristen Præst og Borger - om Berettigelsen i Kvindernes Krav - „I religiøs Henseende stilles Mænd og Kvinder i den kristne Religion ganske lige; der er ikke een Frelse for Mænd og en anden for Kvinder; der er, ikke een Morallov for Mænd og en anden for Kvinder.
Overfor er Gud der ikke Kvinder og Mænd; der er kun Mennesker; og intet Menneske kan frelses uden ved et individuelt, personligt Forhold til Gud.
Hvorfor skal Kvinder saa stilles ringere end Mænd i et - i Sammenligning med Gudsforholdet - saa underordnet Forhold som det til Statsmyndighederne?"
Ganske i Tilslutning hertil talte endnu to mandlige og en kvindelig Taler.
Mødet sluttede med Vedtagelsen af en Resolution af lignende Indhold som den ovenfor omtalte. Imod Resolutionen stemte een - en Mand!
Yderligere Kommentarer til del ovenfor refererede turde sikkert være overflødige. Kendsgerningerne fortæller selv bedst, hvorvidt man her i England interesserer sig for Kvindernes Sag.
Jeg personlig har en bestemt Følelse af, at Interessen her - i det store Hele - er mere almindelig udbredt end i Danmark - hvor man dog nu har en nogenlunde nærliggende Udsigt til at naa Maalet.
Jeg tror, Grunden hertil dels er den, at Kampen herovre har været haardere end hjemme, - dels den, at Interessen her for konstitutionelle og politiske Forhold gennemgaaende er større end hjemme.
Man har her ganske anderledes Følelsen af, at den politiske Interesse er Folket medfødt.
Det er sikkert paa dette Omraade som paa mange andre den ældgamle Tradition - Folkets Aarhundreder gamle Deltagelse i Statslivet - der øver sin Virkning.
p. t. Oxford: Novbr. 1913.
Henny Magnussen, Overretssagfører.
*) Se Kvinden og Samfundet for 15. Novbr.
*) F. Ex. er Ægteskabsbrud Skilsmissegrund, naar Hustruen er den skyldige, men ikke, naar Manden er det.
