« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindetinget
„Vort Land" er blevet saa henrykt over sin geniale Idé at spærre Kvinderne inde i Landstinget, at det lader en af sine Medarbejdere gaa fra Dør til Dør og afæske kendte Navne deres Mening om Spørgsmaalet.
Ogsaa Bladets forhenværende Redaktør, Professor Laurits V. Birck, har maattet holde for. Vi gengiver nogle af hans Udtalelser:
„Idéen er i sig selv genial, fordi den strax lyder bestikkende, medens den i samme Øjeblik, man trænger den igennem, vil overbevise enhver om det aandssvage i at give Kvinderne Valgret. Da Mændene kæmpede deres blodige Kamp for Valgretten rundt om i Verden, da var deres Førere de regerende Folk overlegne i Intelligens og politisk Fremsyn.
Hvis Kvinderne nu skulde danne deres eget Ting, tror De da, det var muligt Herhjemme at finde de c. 200 kvalificerede Kvinder, som der vilde være Brug for? Men naar man saa alligevel havde fundet dem, og de var traadt sammen, saa antager jeg, at det vilde gaa med saadan en „Damedag", som det gaar med et københavnsk Menighedsraad, at de vilde vise sig at være valgte af en Vælgermasse, af hvilke ikke 10 pCt. havde afgivet deres Stemmer. Forholdet er nemlig i Øjeblikket det over hele Linien, at det er de partiivrige Mænd, der driver Kvinderne til Valgbordet. Men naar vi altsaa havde faaet et saadant „Kvindeting", hvorledes tror De da, at det vilde behandle et Skatte-lovforslag eller et Næringsforslag?
Nej, det vilde højst kunde behandle et Grundlovsforslag - thi det kan alle tale med om - for iøvrigt i sine Forhandlinger at flyde hen i Sentimentalitet uden Blik for social Retfærdighed. Thi af hvem vilde dette Kvindeting komme til at bestaa? De Kvinder, der opdrager en Familie, eller styrer og holder sammen paa Familiens Ejendele, kort sagt alle de Kvinder, der er beskæftigede i sundt Arbejde for andre, de vilde betakke sig for at sidde i en saadan Forsamling, der kun vilde blive Repræsentationen for den kvindelige Halvdannelse: Hele den begyndende Bogviden, der mangler Begreb om det praktiske, og som vel har noget Kendskab til Ting, men ikke til Tingenes Sammenhæng. -
Tænk Dem en Rigsdagsafdeling bestaaende af de kvindelige kommunale Repræsentanter, som De kender, og De vil i samme Øjeblik forstaa, hvor kuriøs Tanken er om et Ting af lutter kvindelige Medlemmer, der ikke vil blive andet end Persille paa Anretningen. - Den rendyrkede Tanke om Kvinders Valgret vil absolut gøre en til Modstander af denne ogsaa under anden Form. Vil man imidlertid mene, at et saadant Kvindeting vilde blive konservativt, saa vil jeg svare:
„Aah ja! Det vil maaske blive konservativt, men det vil blive konservativt i Ordets daarlige Betydning: „Initiativmanglende og aareforkalket."