« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Lucie Hørlyk: Meta Linde, født Hauch. Ved Anna Koch Schiøler. Det Schønbergske Forlag. 279 Sider.
Med Lucie Hørlyk, der for et Aars Tid siden fik en altfor tidlig Død, mistede Danmark en af sine talentfulde Forfatterinder, der var godt paa Vej til at trænge ud til en større Læsekreds, hvad hendes lys- og farvemættede, charmerende og fint afstemte „Tropefortællinger" („Under Tropesol", „Fra Generalguvernørens Dage" og „Den gamle Plantage") i høj Grad gjorde forklarligt. Thi hun besad paa dette Felt et ganske særpræget litterært Fysiognomi, som næppe nogen anden herhjemme. Det var derfor til en vis Grad med nogen Skuffelse, man læste hendes i 1911 udkomne Bog „Meta Hauch", idet man - al dens Klogskab og Ynde ufortalt - savnede noget af det ejendommelig fremmedartede, der kastede et saa bedaarende Skær over hendes Skildringer fra Vestindien. Maaske syntes Emnet en lidt dagligdags i Lyset af den graa, sjællandske Luft, og det var, som havde man Vanskelighed ved at faa den rette Interesse for Hovedfiguren; hun syntes for ubetydelig; og det blev ikke bedre ved, at hun valgte en saa tarvelig og let gennemskuelig Levemand til Ægtefælle som Poul Linde eller Poul de Linde, som han omhyggelig holder paa, det skal hedde under deres Udenlandsophold i den Fortsættelsesbog, som nu er udkommet efter Forfatterens Død, og hvoraf hun kun har naaet at gøre knapt Halvdelen færdig selv.
Maaske skyldes denne omtalte Skuffelse noget, at „Meta Hauch" kun var Optakten til et Levnedsløb, og at man ikke naaede at se Meta udvikle sig til fuldmoden Kvinde. Og denne Opfattelse styrkes ved det gode Indtryk, man faar af denne Forfatterindes, sidste Bog: „Meta Linde", i hvilken man gennem udmærkede Skildringer af Parrets Ophold i Udlandet - dels i Paris, dels i Lyon og Marsailles - ser, hvorledes Meta ved sin uskyldsrene, landlige og naturlige Fremtræden gør mægtig Lykke blandt de fordærvede, saavel mandlige som kvindelige, kosmopolitiske Omgangsvenner, som Linde fører hende sammen med. Ypperlig set er den russiske Generals Forelskelse, der tilsidst under Indflydelse af megen Vin i den Grad tager Magten fra den kultiverede Slaver; at Naturen gaar over Optugtelsen, og han gør et brutalt Voldtægtsforsøg paa den unge, nygifte Frue. - I det hele gælder det om en stor Del af Bogens Bifigurer, at de er nok saa interessante som selve Hovedfigurerne, selv om de kun er ret løst skildrede. Dette gælder f. Eks. Metas Kusine, Agnete Hauch, der er stillet som en djærv og klog Praktiker overfor den kartere og til daglig mere ubehjælpsomme Meta.
Lidt efter lidt lærer denne imidlertid at omforme sit Syn paa sin Ægtefælle, der hurtig falder tilbage til sine Ungkarlevaner og sluttelig ender med et Selvmord, der befrier Meta for et Ægteskab, i hvilket hun vel i Begyndelsen har befundet sig næsten fuldt lykkelig i sin heltud tillidsfulde Hengivelse, men som i sit Forløb har blottet for hende saa mange af Livets grimme Sider. Følende sig som et Vrag, kastes hun op paa Jyllands Vestkyst, hvor hendes Broder som Indremissionspræst har en Præstegaard og sin Virksomhed, der for Meta danner en saa grel Modsætning til hendes elskede, ridderlige Faders inderlige Forkyndelse og rige Kærlighedsgerning i hendes Hjemstavns, Menighedsliv. Disse to forskellige Præstetyper er noget af det bedste i Bogen, hvor man skimter den gamle siddende i sin Præstegaard som Centrum for sin Menighed, til hvem alle har Ærinde, medens den unge farter om fra Herodes til Pilatus med Ærinde til alle, emsig for at bringe Folk til den enesaliggørende „rette" Opfattelse af deres Gudsforhold.
At Broderens Forsøg paa at faa hende til at blive „en af deres" under disse Omstændigheder maa mislykkes, er en Selvfølge, hvorimod det ikke forekommer Læseren fuldt saa selvfølgelig, at hun til Slut lover Dr. Hertz at blive hans Hustru, ihvorvel denne i begge Bøger er skildret som en fortræffelig og elskværdig Husven i hendes Farbroders Hus. Snarere havde man ventet at, se hende i en anden Forbindelse, som der et enkelt Sted i Bogen synes Tilløb til.
Maaske beror denne momentant Usikkerhed paa det Faktum, at Bogens sidste og større „Halvdel" er skreven af Forfatterindens Søster, hvad man ellers - mærkværdigt nok
- ikke ved Læsningen føler sig synderlig generet af. Hvis ikke det i én Fortale var angivet, at kun de 117 første Sider var fuldt færdige fra Forfatterindens Haand, tror vi, der skulde et skarpt Øje til at opdage Forfatterskiftet. Dét skal iøvrigt ikke forbavse os, hvis Fuldenderen af Bogen ved sin Sysleri hermed skulde havt lært, hvilke litterære Evner hun selv sidder inde med, og senere forsøger sig paa egen Haand, thi hendes Part af Værket synes paa ingen Maade at staa tilbage for Søsterens, hvad man jo dog først vilde være i Stand til fuldtud at paavise, hvis samtlige efterladte „løse Udkast" kunde fore-
Idet vi tager Afsked for stedse med Lucie Hørlyk, maa vi af Hjærte beklage, at vi ikke mere vil faa Lejlighed til at beskæftige os med et saa frodigt, stemningsmættet og selvstændigt Forfatterfysiognomi.
